NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Ivar Nørgaard fastholdt, at Romtraktatens indledende ord om ”en stadig dybere integration” kun var uforpligtende mundsvejr, og at det Danmark ville forpligte sig til, var det faktisk eksisterende økonomiske og handelspolitiske samarbejde. Alt derudover skulle besluttes ved enstemmighed. Danmark kunne derfor selv sætte grænsen for, hvor langt og i hvilken retning man ønskede at gå i den videre integrationsproces. Den troede de unge modstandere ikke på. De havde en uafrystelig fornemmelse af, at ”der stak noget under”. At den falske tone, der i årevis havde lydt i den danske sikkerhedspolitiske debat, havde fundet ny klangbund i europapolitikken.
Derved kom hele vægten af den anti-amerikanske stemning og Vietnamkrigen med alt, hvad deraf fulgte, til at hvile tungt på EF-projektet. Hvor Krag og hans ligesindede så Europas samling som en tiltrængt modvægt til den fuldstændige amerikanske dominans i den vestlige verden, så de unge modstandere blot yderligere et instrument i hænderne på de mørke, internationale kræfter, der i sidste ende var kontrolleret af amerikanske kapitalinteresser.
De unge havde et skarpt blik for, at i den europæiske integrationsproces kunne man ikke sige A og C uden også at ville B og D. Der er derfor en egen logik i, at netop denne gruppe unge modstandere senere, ved den kolde krigs afslutning, én efter én blev overbeviste europæere, fordi de nu kunne tilslutte sig de politiske perspektiver, de tidligere havde vendt sig imod.
Deres overbevisning om projektets fundamentalt politiske karakter gav sig nu udslag i en stærk betoning af, at Europa må man ville helt og fuldt, hvis det skal give mening at være med.