Forhandlingsspil i mørke

Det er med Islands fiskeri og EU som med striptease eller boksekamp i mørke: Det ville være mere spændende, hvis lyset var tændt.
Af Staffan Dahllöf
17. april 2012

Island forhandler om at blive medlem af EU. Forhandlingerne har stået på i halvandet år, men foreløbig er der meget lidt at se, og forklaringen ligger i fiskeriet.

Island står vagt om et erhverv, som tæller 42 pct. af landets vareeksport, beskæftiger 15 pct. af arbejdsstyrken, og bidrager til 18 pct. af bruttonationalproduktet, BNP. Men i Bruxelles mangler analysen af, hvordan det islandske fiskeri vil kunne passes ind i EU’s fiskeripolitik.

Så teksten kunne slutte her!

Det er dog muligt at skitsere nogle omrids, hvis bare kilderne bag ikke citeres eller på anden måde identificeres.

Altså:

Island har haft et system med individuelle, omsættelige fiskekvoter siden 1990. Det er lige sådant et system Kommissionen vil indføre i EU. Det findes også i Danmark, og i EU kalder man det ”den danske model”, men islændingene var først, og de er tilmed stolte af deres system.

Island mener nemlig, at man takket være kvotesystemet fører en bæredygtig politik, som forhindrer overfiskning og påpeger, at fiskeriet ikke støttes med skattemidler, men bidrager positivt til landets økonomi.

Det er noteret og sågar anerkendt i Bruxelles.

Island er imod at smide en fanget fisk tilbage i havet, fordi den er for lille, eller af forkert slags. Kommissionen vil også standse, eller i hvert fald begrænse, udsmidning af fisk. Så langt ser det næsten problemfrit ud. Den store union og den lille nation i Atlanterhavet bevæger sig i den samme retning.

Udfordrer det helligste

Men taler man med kilder i Bruxelles, der er tæt på forhandlingerne, viser der sig en række problemer:

• Grundlaget er de regler som EU har i dag, ikke de regler som EU måske vil få i fremtiden. Diskussionerne om EU’s fiskeripolitik fra 2014 og forhandlinger med Island finder sted samtidigt, men er ikke koblet til hinanden.

• Island vil ikke skulle afgive en eneste fiskehale inden for sin økonomiske zone på 200 sømil for at komme med i EU, men islændingene vil have garantier for fremtiden, og det kan EU ikke give.

• EU-samarbejdet handler om at ”poole suverænitet”. Det er EU, som repræsenterer medlemslandene udadtil. Islands udgangspunkt er, at fiskeriet er et nationalt anliggende, og at Island selv skal forhandle med andre lande om kvoter for fisk, der bevæger sig over zonegrænser – som i den aktuelle strid om makrelfiskeri mellem EU, Norge, Færøerne og Island.

• Og så er det et islandsk krav (måske kun ønske) at forhindre udenlandske investeringer i fangstkvoter, fiskefartøjer og fiskeriindustrien. Dermed støder man ind i noget af det helligste i EU – kapitalens frie bevægelighed.

En smule lys

Hvor (u)foreneligt det islandske fiskeri er med EU-retten, vil der komme bud på senere i foråret, når Kommissionen præsenterer sin ”screening” (gennemlysning) af Islands fiskeri.

To alternative scenarier tegner sig:

Mulighed nr. 1: Kommissionen identificerer de områder, som kræver forhandling for at tilpasse Islands fiskeri til EU-retten. Island inviteres så til at formulere sine forhandlingskrav, og forhandlinger kan gå i gang.

Mulighed nr. 2: Kommissionen konstaterer, at Islands fiskeripolitik er så langt fra EU-retten, at reelle forhandlinger ikke giver mening. Fiskeriområdet vil derefter blive lagt på køl, måske i dybfryseren.

Sagt på en anden måde: Det kan gå langsomt, eller det kan gå meget langsomt.

Men på et eller andet tidspunkt kommer der en smule lys over boksekampen /stripteaseforestillingen. Men én ting står fast: Fiskeriets stilling i forhold til EU-retten bliver et af de helt afgørende punkter, når Danmark i de kommende måneder skal forsøge at få hul på de islandske optagelsesforhandlinger.