ARTIKLER


Kløften mellem England og Tyskland øges

Angela Merkel er nu klar til at gennemføre en finansiel transaktionsskat - til gengæld for støtte til finanspagten fra den tyske opposition. Men Storbritannien er imod.
Af Olav Grøndal
11. juni 2012

Angela Merkel nu er klar til at gå videre med den foreslåede fælleseuropæiske transaktionsskat - dvs. en afgift på køb og salg af aktiver som aktier og obligationer, og altså ikke en Tobin-skat.

Sidste:
Der er nu skabt tvivl om Merkels opbakning til en hurtig implementering af den finansielle transaktionsskat.

Merkels stabschef, Ronald Pofalla, siger til det tyske Der Spiegel, at den nye skat ikke ville blive vedtaget i indeværende valgrunde.

Det har fået SPD og De Grønne op i det røde felt, idet de mener, at aftalen indebar en vedtagelse snarest muligt, og at dette var en betingelse for deres støtte til deres ratificering af finanspagten.

Allerede i januar erklærede Merkel sig positiv over for et forslag af denne art. Det nye er en indenrigspolitisk forpligtelse til at arbejde for sagen. Den er resultatet af en politisk aftale i Tyskland.

De tyske socialdemokrater gjorde transaktionsskatten til en betingelse for støtte til ratificering af finanspagten i det tyske parlament.

Tysklands møder dog opposition fra den britiske premierminister David Cameron, der har lovet at nedlægge veto imod en sådan skat.

Det kan han gøre, fordi ændringer i de fælleseuropæiske skatteregler stadig er underlagt enstemmighed i ministerrådet.

Som flere har gjort opmærksom på, så kan resten af EU-landende stadig indføre en finansiel transaktionsskat i en mellemstatslig aftale udenfor EU regi.

Derfor er Cameron også oppe på barrikaderne på flere fronter. Han lover britiske vælgere at han vil forhindre en større politisk overbygning på euroen, og at England i hvert fald ikke vil være en del af et sådant samarbejde.

Samtidigt vil Cameron gerne have en stabil udvikling i euro-zonen, og han understreger over for de britiske vælgere, at Englands vækst er afhængig af en løsning af eurokrisen.

Det rapporterer Financial Times i en artikel den 10. juni.

Cameron har i sidste uge sagt, at EU bør bruge Den Europæiske Centralbank til at stille ressourcer til rådighed for Spanien og andre europæiske økonomier i vanskeligheder, ligesom han ønsker, at man skulle indføre eurobonds (fælleseuropæiske statsobligationer) for at stabilisere eurozonen.

Det er to initiativer, som den tyske kansler allerede har afvist - i hvert fald på det korte sigt.

En artikel i The Guardian fra den 10. juni understreger, at Cameron er bekymret for, at ustabiliteten i eurozonen underminere væksten i den britiske økonomi, og det kan øge sandsynligheden for at britiske banker kommer i problemer.

Mellemstatslig aftale eller EU-ordning?
Merkel vil gerne undgå en mellemstatslig aftale, fordi hun ønsker at EU-kommission skal administrere en eventuel skat, og det kan den ikke, hvis Cameron benytter sit veto, idet man så ikke kan benytte EU's institutioner.

Laver man en mellemstatslig aftale, vil det uden tvivl også skabe yderligere problemer med de europæiske institutioner, som allerede var ude at kritisere den mellemstatslige fremgangsmåde, da man lavede finanspagten.

Konflikt om Europas fremtid
Diskussionen om transaktionsskatten understreger en bredere konflikt mellem Storbritannien og Tyskland. I en udtalelse den 7. juni understreger kansler Merkel:

»Vi skal bruge mere Europa, vi behøver ikke kun en monetær union, men vi har også behov for en såkaldt finanspolitisk union, med andre ord mere fælles budget politik«.

Merkel vil gerne have Cameron med på vognen i hendes reform af Europa, men gør i 7. juni-udtalelse klart, at Tyskland er parat til et Europa i to hastigheder, hvor eurozonen får en finanspolitisk overbygning, og hvor resten af EU's medlemslande falder yderligere bagud i integrationen.

Debatten om den finansielle transaktionsskat er således kun en lille del af et større spil om Europas fremtid, hvor Merkel ønsker central styring med mere magt til de europæiske institutioner, og hvor Cameron ønsker at beholde den decentrale styring.

Læs også WSJ: Selling out Frankfurt

Læs også EurActive: Merkel calls for political union to save euro