ARTIKLER


Mulighed for kompromis på Tobinskat efter britisk forbillede.

Med den britiske regering som den argeste modstander raser en hed debat om at indføre en EU-skat på handel med værdipapirer. Men briterne har længe og uden store problemer selv haft en skat på aktiehandler. En skat, der sågar kan blive model for en fælles europæisk finansskat.
Af Signe Cecius Larsen Pejstrup, Notat
8. februar 2012

Storbritannien har siden 1600-tallet haft en skat på aktiehandel, der stadig fungerer uden store problemer. Denne stempelafgift er på fem promille af handelsværdien på aktier, hvorimod Kommissionens forslag for en tobinskat kun ligger på én promille af handelsværdier, men derimod inkluderer flere områder, såsom aktier, obligationer og afledte produkter, som de såkaldte derivater. Skatten fungerer på den måde, at hvis man for eksempel køber en aktie til 10.000 kroner, skal man betale en afgift på 10 kroner.

Der er ikke enighed om hvilke virkningerne, det kan give at indføre en sådan finansskat. Ifølge Ugebrevet A4 fastslog den britiske premierminister David Cameron for nyligt, at handel med værdipapirer vil koste op mod en halv million job i EU. Beregninger fra Kommissionen tyder på, at en tobinskat kan give 57 milliarder euro i indtægt om året til de slunkne statskasser i EU eller til at finansiere EU-samarbejdet. Det er altså ikke entydigt om skatten vil give en positiv eller en negativ effekt for EU.

Endnu ingen fælles dansk holdning
I Danmark har regeringen endnu ikke opnået enighed om en fælles holdning. De Radikale er negative over for en finansskat, mens Socialdemokraterne og SF er positivt indstillet. Politikernes beslutningsgrundlag er meget svagt, da man ikke med sikkerhed kan sige, hvad betydning en eventuel Tobinskat ville have i EU's finansielle verden. Som det er nu i EU, er ikke blot Storbritannien men også Sverige og Tjekkiet modstandere af den foreslåede finansskat. Modstanden fra de tre EU-lande kan gøre det meget svært at opnå den nødvendige enstemmighed i EU's ministerråd.

Ugebrevet A4 skriver, at flere lande i EU faktisk allerede har en form for finansiel skat. Ifølge Kommissionen har syv EU-lande ud over Storbritannien en eller anden form for skat på finansielle transaktioner. Det er Belgien, Finland, Grækenland, Irland, Italien, Rumænien og Polen. I eksempelvis Belgien er der en skat på handel med alle slags værdipapirer, og i Finland er der skat på handel med visse typer af værdipapirer. I adskillige lande er finansskatten højere end den omdiskuterede tobinskat.

Et kompromis og en mere blød start på en finansskat kan blive en model á la den britiske stempelafgift på aktier og måske kun indført i Euro-zonen, skriver nyhedsbureauet Reuters. Lovforslaget om Tobinskatten fra Kommissionen er på vej til behandling ministerrådsmøder og i Europa-Parlamentet.

Læs artiklen London inddriver aktieskat uden problemer på Ugebrevet A4.