ARTIKLER


33,5 tusind milliarder kroner i støtte til EU’s banker

Bank- eller finanskrisen havde i årene 2008-2011 ifølge EU-Kommissionens skøn kostet 4.500 milliarder euro (= 33.500 milliarder kroner) – et svimlende beløb – i støtte og garantier til de europæiske banker. 


Af Staffan Dahllöf
1. maj 2013

Bank- eller finanskrisen havde i årene 2008-2011 ifølge EU-Kommissionens skøn kostet 4.500 milliarder euro (= 33.500 milliarder kroner) – et svimlende beløb – i støtte og garantier til de europæiske banker.

Langt den største del skyldtes rent nationale tiltag.

De internationale støtteordninger, hvor penge eller garantier er kommet fra andre end de berørte lande selv, har beløbet sig til 3.590 milliarder danske kroner (482 milliarder euro). Det svarer til 6 gange den danske finanslov.

Disse støtteordninger og garantier har i hovedsagen været en intern omfordeling mellem eurolandene, betalt af deres særlige krisefonde EFSF og den permanente fond ESM.

Men der er tilfælde, hvor også Den Internationale Valutafond IMF har spyttet i kassen (Grækenland, Cypern), og her har andre lande også bidraget, f.eks. også Danmark.

Derudover er der også givet støtte i form af kreditter til ikke-eurolandene Rumænien (147 mia.kr.), Ungarn (117 mia.kr.) og Letland (34 mia.kr. ) – især fra IMF og fra særlige lån, som det samlede EU optager på låntagernes vegne. De tre nævnte lande har i øvrigt fået tilsagn om yderligere lånemuligheder, men valgt ikke at benytte sig af dem.