NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
For at undgå krak skal bankerne have større reserver. Det er kernebudskabet i de nye bankregler og i bankunionen. Men hvem måler reserverne?
I slutningen af februar blev forhandlingerne om nye bankregler i EU afsluttet efter flere års tovtrækkeri. Ministerråd og Parlament er nu kommet frem til en pakke, der ifølge økonomiminister Margrethe Vestager ”giver bank til bankerne”, som hun udtrykte det i sommeren 2012.
Men kritikerne stillede sig i kø længe inden blækket var tørt. Det nye regelsæt vil ikke sikre solide banker, men vil favorisere netop de storbanker med risikable investeringer, som reglerne angiveligt skulle disciplinere. For nok øges kravene til, hvor store reserver bankerne skal have, men det er bankerne selv, der skal lave beregningerne. Og hér går det galt –
ifølge mange kritikere.
Lehman Brothers spøgelse
Det er det såkaldte kapitalkravsdirektiv, der nu er revideret og udbygget for at gøre bankerne mere sikre.
Det skal drive spøgelset fra Lehman Brothers tilbage – den mægtige Wall Street investeringsbank, der krakkede i september 2008 under vægten af store spekulative investeringer, og trak mange med sig.
De nye regler – som er EU-versionen af den tredje version af de internationale Basel-regler – skruer op for kravene til, hvor mange penge bankerne skal have i reserve.
Det lyder ligetil, men det er det ikke. For hvad reserver – altså nærmest rede penge – egentlig er, kan bankerne selv vurdere. Visse investeringer kan nemlig vurderes til at være så sikre i fremtiden, at de nærmest er som kontanter – hvis altså bankens egen ”interne risikovurderingsmodel” kommer til den konklusion.
Bedømmer bankens model, at en given del af investeringerne er bomsikre, kan de regnes for reserver. Det er komplicerede regnestykker, der ligger til grund for den slags modeller, bl.a. fordi de skal vurdere markedernes udvikling fremover. De skal spå om fremtiden.
Uoverskueligt
At bankerne på denne måde har mulighed for at afbøde øgede krav til reserverne (kapitalkrav), er lidt overraskende, for sporene skræmmer.
Da man for knap ti år siden, med det andet sæt internationale ”Basel-regler”, fik mulighed for at bruge de komplicerede risikovurderingsmodeller, blev udfaldet – stik imod hensigten – at den samlede mængde reservekapital i de store banker ikke steg, men faldt. Bankerne havde bl.a. benyttet lejligheden til at fjerne traditionelle reserver og erstatte dem med nye ”bomsikre” papirer – som ikke var så sikre som bankernes modeller havde forudset.
Det betød i sidste ende, at da finans-krisen rullede, var mange banker svage, og mange gik under.
Derfor har de interne risikovurderinger fået mange kritikere – fra eksperter i OECD til rådgivere i Bank of England. Herhjemme er Merkurbanks direktør Lars Pehrson blandt de skarpeste kritikere. Han mener, at indførelsen af modellerne var et kæmpe tilbageskridt, og ærgrer sig over, at de fortsat kan bruges.
”Hele det set-up gør man på ingen måde op med. Man forsøger at kompensere for de ulykker, man lavede dengang, med øgede kapitalkrav, men i og med at modellerne får lov til at bestå, når man ikke rigtig nogen vegne. Tilsynene skal ganske vist overvåge brugen af modellerne, men det bliver en mere og mere kompliceret opgave”.
At tilsynet bliver mere vanskeligt, afspejles i lovteksten selv. Den er på omtrent 1600 sider, selvom den kun dækker samme område som nogle syv år gamle EU-love på i alt kun ca. 200 sider. Det nye niveau af kompleksitet har fået f.eks. Andrew Haldane fra Bank of England til at vurdere, at et effektivt tilsyn er en umulig opgave.
Fandt 400 mia. kr.
Der er i hvert fald god plads til bankernes modtræk mod øgede kapitalkrav, fremgår det af forlydender fra flere af Europas store banker. Allerede i januar 2012 kunne den franske storbank Crédit Agricole erklære sig immun over for de forhøjede krav, og i januar i år kom det frem, at Deutsche Bank havde ændret en post i sin opgørelse over sine reserver med hele 400 mia.kr., alene ved at justere modelberegningen. Dermed opfylder Deutsche Bank allerede de nye krav til kapital, men i virkelighedens verden er der sket lidt eller intet.
»De store banker over hele Europa har allerede tunet deres modeller, så effekten på dem af de nye regler bliver minimal«, siger Lars Pehrson. Den eneste undtagelse, understreger han, er de små banker, der vil få ”den fulde vægt af kapitalkravene”, fordi de ikke har råd til at bruge modelberegninger.
70 i modelregnestaben
Hos Nykredit er underdirektør Jesper Berg enig i, at interne modeller har givet problemer i fortiden, men han tror mere på de nye regler end Lars Pehrson.
»Man må nok sige, at reglerne i Basel II var udtryk for en tillid til modellerne, der var større end berettiget. Men med de nye regler bliver der strammet gevaldigt op«, siger Jesper Berg, som mener, de nye EU-love er ”en hård nyser” for bankerne.
Han medgiver dog, at det er en byrde, der vil være ujævnt fordelt.
»Der er kun en håndfuld banker i Danmark, der vil kunne benytte sig af de interne risikovurderinger. Og det er klart, at det giver nogle fordele. Vi har hele 70 mennesker, der kan bruge tid på at regne på den slags ting, og det kan Lars Pehrson i Merkurbank end ikke drømme om«.
Om at tvinge kapitalkravet ned
Når sådan en stab kan være pengene værd, er det fordi de kan bringe kapitalkravet ned. Og kapitalkrav kan føre til høje renter og i værste fald til at udlån bremses og fører til den berømte ”kreditklemme”, mener Jesper Berg.
»Man kan godt vende tilbage til de gamle simple parametre. Men det svarer til at vælge at flyve i en lille Cessna og alene navigere efter en højdemåler, i stedet for en Dreamliner med alle mulige avancerede instrumenter«.
Det er Lars Pehrson ikke enig i.
»Der er ikke noget vundet for samfundet i de komplicerede udgaver af beregningen af kapitalkrav. De giver en fordel for de store banker, men det fører ikke til billigere lån for de små og mellemstore virksomheder, som alle er enige om er dem, der skaber arbejdspladserne,« siger han.
Bankunionens fundament
Mens indholdet af de nye bankregler – internationalt såvel som i EU - bygger videre på en tilgang, der blev indført for år tilbage, så har de en særlig betydning i dagens EU. De er nemlig det fundament, den meget omtalte bankunion bygger på. Det er derfor en kompliceret opgave Den Europæiske Centralbank får, når den skal varetage tilsynet med bankerne.
På ét område er reglerne dog forenklet, også i forhold til Basel-reglerne, nemlig ved at kapitalkravene indføres ved harmonisering. Kapitalkravet i Basel III er tænkt som et minimumskrav, men ”harmonisering” i EU betyder, at et enkelt medlemsland ikke uden videre vil kunne pålægge banker højere kapitalkrav end niveauet fra Basel.
Den beslutning har den europæiske finansverden set som et velkomment tegn på, at det indre marked for bankvæsen uddybes. Men som borger kunne man spørge, om ikke det blot er endnu et vidnesbyrd om de mange hensyn til bankerne, der er taget under jagten på spøgelset fra Lehman Brothers.