De mange kriseforklaringer

De begreber, vi bruger, er afgørende for, hvordan vi forstår den økonomiske krise i Europa.

Af Staffan Dahllöf
1. maj 2013

Ordene har magt over tanken. Derfor er det ikke uvigtigt, hvad krisen bliver kaldt: Gældskrise, finanskrise, eurokrise...

I en ”gældskrise” havner ansvaret hos dem, der har sat sig i gæld, måske i nogen grad hos dem, der har formået andre at gældsætte sig.

I en ”finanskrise” er finansverden ansvarlig, imens en ”eurokrise” skyldes euroens konstruktion og spilleregler, eller brud på de samme.

”Systemkrise” og ”produktionskrise” er noget lidt mere mystisk. Det vender vi tilbage til.

De forskellige betegnelser udelukker ikke nødvendigvis hinanden. De kan hægtes efter hinanden i en årsagskæde, som perler på en snor.

 

Bobler

Da den amerikanske bank Lehman Brothers gik konkurs i 2008, var det som følge af en spekulationsboble på det amerikanske boligmarked. Alt for mange boligkøbere havde optaget alt for store lån, uden at kunne klare afbetalingerne.

Boblen revnede, ligesom den tidligere IT-boble, og ligesom alle andre spekulationsbobler har gjort det helt siden den spekulative handel med tulipanløg i Holland i 1600-tallet.

De amerikanske husstandes gældsættelse førte til en finanskrise, fordi banker og andre finansieringsinstitutter havde en endnu mindre sikkerhed for de gigantiske beløb, de handlede med, end boligkøberne som købte huse på kredit.

Lehman-krakket spredte panik på begge sider af Atlanten. I Europa var bankerne lige så lidt polstrede og ledelserne lige så uansvarlige som i USA. En af forklaringerne blev, at ”grådigheden var sat i system”.

Men er grådighed forklaringen? Det er det nok ikke, for som Preben Wilhjelm påpeger i essayet ”Krisen og den udeblevne systemkritik”:

»Det er meningsløst at bebrejde en haj, at den opfører sig som en haj og ikke som en dresseret delfin«.

Den dominerende forklaring går ud på, at krisen skyldes stater eller befolkninger, der har levet over evne, og at der skal besparelser og nedskæringer til for at få orden i økonomien, inden væksten kan komme i gang. Det er tankegangen bag den finanspagt, Angela Merkels Tyskland i øjeblikket forsøger at presse ned over Europa.

 

Men hvis man holder Grækenland udenfor et øjeblik, kunne man også hævde noget andet: At krisen ikke skyldes uansvarlige befolkninger eller regeringer, men en finanssektor, som fik lov at løbe løbsk, fordi regler enten ikke blev overholdt eller ikke var der.

Nogle har enten lånt, brugt eller krævet for meget, alternativt har nogle raget for meget til sig.

Men hvordan kunne det gå så vidt?

Et banalt svar er: Fordi det var muligt. Og fordi spekulation indebærer mulighed for meget store forrentninger – så længe det går godt.

 

Vækstkrise i det gamle Europa?

Men der er et par led mere, hvis krisens årsager ikke kun skal handle om dårlig opførsel og mangel på kontrol: De vestlige økonomier befinder sig i en vækstkrise. Investering i industriproduktion er blevet en kedelig forretning. Lønningerne er for høje, miljøkravene for snærende og efterspørgslen for svag.

Det er der flere årsager til: 

1) Produktion af varer og tjenesteydelser sker for at få et udbytte af den investerede kapital, ikke nødvendigvis fordi der er et uopfyldt behov.

Den enkelte virksomhed (eller land) har interesse i at producere så billigt som muligt. Det sker typisk ved at erstatte ansatte med maskiner, eller flytte det manuelle arbejde til lavtlønslande som Polen eller Kina.

Men de andre virksomheder (og lande) skulle helst ikke gøre det samme, fordi så er der ingen til at købe varen eller ydelsen.

Markedsøkonomien, eller kapitalismen, har en indbygget modsætning mellem produktion og forbrug. Princippet er, at alle tænker på sig, kun jeg tænker på mig.

2) Investeringer i ny teknologi bliver kun gennemført, hvis de giver mening, det vil sige et øget overskud.

Ifølge klassisk økonomisk tænkning – fra den tunesiske middelalderfilosof og historiker Ibn Khaldun, over den liberale Adam Smith til Karl Marx – skaber maskiner ikke selv ny værdi. Det gør kun menneskeligt arbejde.

Jo mere en virksomhed investerer i ny teknologi, jo vanskeligere bliver det at få et rimeligt afkast på de samlede investeringer.

”Profitkvotens faldende tendens” kaldes det hos Marx – en teori, som hans efterfølgere og kritikere har brugt oceaner af tid på at forstå, kritisere og forsvare.

Moderne klassisk

Men problematikken kan også beskrives med det ”neo-klassiske” begrebsapparat, som styrer den dominerende politiske tankemåde i dag. For eksempel har Europæiske Centralbank lav inflation som sit hovedmål – i tråd med monetaristen og privatiseringsfortaleren Milton Friedmans opskrift.

 

De neo-klassiske økonomer arbejder med en tankemodel, hvor det er marginalnytten, der styrer: Hvad kan en kapitalejer få ud af at investere i lige den nye maskine, eller proces?

Svaret bliver, at investeringer kun kan betale sig, hvis lønnen og andre omkostninger først presses ned.

Derfor fokuserer den dominerende tankemodel på budgetdisciplin og konkurrencekraft – plus måske en forstærket finanskontrol.

Hvis bare der bliver ryddet op i ubalancerne, så skal der nok komme gang i hjulene igen.

 

Keynes, Krugman og Wilhjelm

Løsningen i den alternative model anbefaler investeringer og stimulans af efterspørgslen for at kickstarte den økonomiske vækst – plus en kraftigt forstærket finanskontrol.

Det handler om bonusbegrænsninger, transaktionsafgift (Tobin-skat), opdeling af banker, etc. Til gengæld må Finanspagten og det andet fra den neo-klassiske skuffe laves om eller helt enkelt smides på lossepladsen.

»Man kunne have valgt at forpligte hinanden på, at arbejdsløsheden ikke måtte overstige f.eks. 4 pct.«, foreslår Preben Wilhjelm i sit essay som et eksempel på, hvad han kalder reformer inden for systemet.

I krisens snart femte år har den klassiske nedskæringsmodel stadig ikke vist, at den faktisk virker.

Den Keynes-prægede ekspansionsmodel lider lidt af samme problem – fordi den ikke rigtigt bliver afprøvet nogen steder.

Island er måske det mest relevante eksempel på en politik som i hvert fald er anderledes end den EU-gængse. Island er også et forbillede for den keynesianske økonom Paul Krugman, som skriver i New York Times:

»Island har vist værdien af at kunne devaluere (og derfor at have en egen valuta), og værdien af en tidsbegrænset  kapitalkontrol, og af at lade de utøjlede private bankers kreditorer betale«.

Men, siger den britiske økonom (og lyseslukker) Michael Robert: Nedskæringspolitikken i Grækenland og den keynesianske devaluering i Island har ført til påfaldende ens resultater: En lille stigning i profitkvoten og dermed lønsomheden, betalt af et brat fald i levestandarden.

Ingen af dem har været i stand til at rette op på de grundlæggende problemer med lav lønsomhed og vækst i den grundlæggende systemkrise.

Altså må der være brug for et systemskifte.

Men i så fald til hvad?

Preben Wilhjelm, som revser europæerne for at være mindre keynesianske end amerikanerne, socialdemokraterne for at have forladt Keynes til fordel for neoliberalismen, og socialisterne for at have suspenderet Marx til fordel for Keynes, er selv forsigtig.

Sporene fra Italien og Grækenland med teknokratstyre, højrepopulisme og ligefrem nyfascisme skræmmer.

Og det samme gør tanken om, at den nu afdøde Margaret Thatcher skulle have ret i sin tese om TINA – There Is No Alternative, der er kun én vej frem.