NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Hvis vi ikke har penge, magt eller uddannelse må vi klare os med solide erfaringer med lokalt demokrati og grundlæggende viden om EU. Og kræve at blive taget alvorligt.
DELTAGELSE. »Der er en stor gruppe ”tilskuer-demokrater” i forhold til EU. Mennesker, der nok stemmer, når der er valg, men ikke engagerer sig mellem valgene. Der er mange, der ikke oplever politik som en naturlig del af deres liv og hverdag. Det fremstår ikke som relevant«, forklarer Gitte Sommer Harrits til NOTAT.
Hun er sociolog og forsker i politisk deltagelse. I år har hun videregivet demokratistafetten til Lars Pehrson.
På elitens vilkår
Konsekvensen af tilskuerdemokratiet er, at det er en elite med høj uddannelse eller høj indkomst, der har adgang til at deltage i den politiske debat. Og i forhold til debatten om EU er adgangsbarrieren lige en tak højere end ellers.
»EU-debatten er domineret af debattører fra partier og organisationer. Jeg tror, man kan sige, at EU-debatten er kendetegnet ved en vis grad af professionalisering, og blandt eksperterne kan vi se, at der en gruppe af ”usual suspects”, der meget ofte bliver hørt«.
Det giver en skævhed i den offentlige debat og en dagsorden, der sættes af elitens synspunkter og oplevelser. Men hvad kan man gøre ved det?
En praktisk løsning
»Løsningen er måske at gøre tingene lidt mere praktiske og konkrete. De grupper i samfundet, der ikke har mange ressourcer i form af uddannelse, økonomi eller social status, og alligevel deltager, har typisk erfaringer fra fagbevægelsen, andelsforeningen eller andre former for små demokratier«, lyder analysen fra demokratiforskeren.
Det er altså enten de ressourcestærke, eller dem, der har konkrete erfaringer med at deltage, der tør tro på, at de har en rolle i debatten. At de har noget at byde på. Og at det kan gøre en forskel, at de deltager. Det kan være med til, at folk overvinder adgangsbarrieren til den EU-debat, der ofte kan blive teknisk, og som nemt kan antage karakter af en skyttegravskrig mellem modstridende synspunkter. Og her ser Gitte Sommer Harrits måske også løsningen:
»For at få de ressourcesvage grupper med i debatten er det nødvendigt at fokusere på det politiske indhold, på betydningen af det, der bliver besluttet. Og så sikre en høj grad af medborgerskab og deltagelse generelt i samfundet, så folk kan høste de nødvendige praktiske erfaringer med demokratiet«.