NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Udover det åbenlyse, som sprog, kultur og historie er der nogle grundlæggende forskelle mellem USA som fungerende valutaunion, og EU’s bestræbelser på at etablere noget der ligner.
EU-lande bruger cirka 1 procent af BNP (bruttonationalproduktet, den samlede værdi af varer og tjenesteydelser) på fælles udgifter. Budgettet skal være i balance. EU kan som sådan ikke have budgetunderskud.
Udgifterne i USA’s føderale budget er på godt 20 procent af BNP, mens indtægterne er cirka 18 procent. Forbundsstaten USA kan have budgetunderskud og har, med undtagelse af nogle få år, haft det siden 1930’erne.
EU’s fællesbudget for de 27 medlemslande er altså kun en brøkdel af det føderale budget i USA.
De tilsvarende satsninger fra den fælles EU-kasse er små, og mest symbolske.
Udover at EU-budgettet er 1/20 del af det amerikanske, så er to tredjedele af EU’s udgifter i forvejen reserveret til landbrugsstøtte og til støtte af udvalgte regioner.
Dermed er der kun 1/3 procent tilbage.
Til gengæld er socialpolitik, kontanthjælp og andre sociale ordninger rent nationale anliggender i EU, i hvert fald når det gælder finansiering. Der kommer ingen dagpenge, kontanthjælp eller børnetilskud fra Bruxelles.
Her er lighederne mellem EU og USA noget større. De amerikanske delstater skal som en hovedregel have balance mellem udgifter og indtægter – ligesom EU’s medlemslande skal, ifølge Finanspagten.
Men detailstyringen af de amerikanske delstater er svagere end den centrale styring af EU’s medlemslande:
»Der er forskellige regler for budgetunderskud på delstatsplan; jeg mener, det er reguleret i 48 af de 50 delstater. Hvis man ser på de forskellige regler for budgetdisciplin, går EU faktisk længere end USA«, siger Derek Beach, USA-født lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet.
»Reglerne blev skabt i 1840’erne, som en reaktion på, at korrupte politikere havde givet infrastrukturinvesteringer væk til venner og bekendte. Den slags ville folk sætte en stopper for«.
»Der er dog forskellige måder, som delstaterne kan bruge til at omgå reglerne, og det sker. Det mest kendte eksempel er vel Californien med en gæld, som svarer til Italiens i EU«, siger Derek Beach.
En anden lighed er, at amerikanske delstater, som trues af fallit, ikke kan påregne statslig hjælp i form af kriselån eller redningspakker.
»Det er ikke nedskrevet nogen steder, men er en stadfæstet regel. Der er ikke nogen ”bail out”; går det galt, så er der ingen kære mor«.
I virkeligheden er den regel blevet kraftigt gradbøjet i de senere år.
Redningspakkerne i form af kriselån til Irland, Grækenland, Portugal, Spanien, og nu muligvis også Cypern, ligesom Centralbankens udpumpning af penge til bankerne, har været konstruerede som midlertidige, og mellemstatslige løsninger; mere eller mindre snedige undtagelser fra det generelle hæftelsesforbud i traktaten.
Hvis EU permanent skal sikre medlemslande og befolkninger i uføre, kræver det dels traktatændringer, dels et fælles budget på et helt andet niveau end i dag. Det viser eksemplet USA.
Men ingen af delene står på den europæiske politiske dagsorden.