Hvor er den reelle, politiske EU-debat?

DELTAGELSE. EU-institutionerne træffer i dag beslutninger om alt fra mærkning af næringsindhold i fødevarer, længden af snore på børnetøj og til rammerne for medlemslandenes finanslove. Men den danske debat lever ofte et stille liv i skyggen af det forsimplede spørgsmål om mere eller mindre EU.

NOTAT har talt med en række EU-forskere om, hvorfor det kniber med at gøre EU til en fast del af den politiske debat og hvad, der kan gøres ved det.

Rebecca Adler-Nissen, der er forsker ved Center for Europæisk Politik på Københavns Universitet, ser al mulig grund til, at danskerne begynder at interessere sig mere for de emner, der behandles på EU-plan.

»Vi glemmer lidt, at med Lissabontraktaten har Europa-Parlamentet fået medbestemmelse på stort set alt. Det er en stor forandring, og det synes jeg også man kan mærke på den måde, EU fungerer. Man kan simpelthen ikke lave lovgivning i dag, uden at det er blevet gennemtærsket i Parlamentet«, siger Rebecca Adler-Nissen.

»Det ved vi som forskere og parlamentarikerne ved det, men der er ikke helt kommet en bredere forståelse af, hvor meget det egentlig betyder. Det skal justeres, for det er en ret stort forandring af det billede, man bør have af EU«, siger hun.

Den nationale linse

Trods parlamentets større indflydelse, skal EU-spørgsmålene fortsat konkurrere med nationale dagsordner. Danskerne orienterer sig mod Folketinget – også i EU-spørgsmål – og det bidrager til, at EU generelt ses gennem den nationale linse, mener lektor på RUC, Tore Vincents Olsen, der forsker i blandt andet demokratisk og politisk kultur.

De danske politikere, hvis genvalg hviler på, hvad de udretter i Folketinget, er mest interesserede i at diskutere de politiske tiltag, de selv arbejder med.

»Det er svært at se, hvad de vinder ved at diskutere EU. Dem, der har vundet ved det, er de mere nationalt orienterede partier rundt omkring i Europa, fordi de kan bruge EU i et indenrigspolitisk spil«, siger Tore Vincents Olsen.

En lignende vurdering har Mads Dagnis Jensen, der er post.doc ved KU og medforfatter til bogen ”Europa på vej”.

»Det er Enhedslisten, Dansk Folkeparti og til dels Liberal Alliance, der har patent på at være EU-kritiske, mens der er bred konsensus fra SF til Venstre og Konservative«, siger Mads Dagnis Jensen. Han mener, at den ellers roste konsensuskultur blandt midterpartierne er med til at dæmpe danskernes engagement i EU-politikken.

»Hvis man gjorde debatten mindre konsensusorienteret, ville den ikke ende i en kløft mellem for og imod EU, men en reel debat om den politik, der føres på EU-plan«, siger han.

Debat på tværs af grænserne?

Forskerne er enige om, at eurokrisen har styrket danskernes interesse for EU’s indflydelse. På godt og ondt har danskerne været nødt til at forholde sig til lande som Grækenland og Tyskland og deres rolle i EU.

»Man kan sige, at EU i hvert fald er kommet noget højere på dagsordenen med eurokrisen, og diskussionerne er blevet intensiveret. Krisen har synliggjort, hvor sammenspundet europæerne er på kryds og tværs«, siger Tore Vincents Olsen.

Han mener, at en måde at gribe den øgede interesse an på, kunne være et helt nyt koncept for politiske debatter:

»Man kunne samle dem, som er vant til at argumentere inden for en national kontekst med nationale referencer og interesser – typisk nationale parlamentarikere – og så lade dem diskutere EU på tværs og med udgangspunkt i, hvilken vej frem, der er bedst for Europa som helhed. Det skal gøres interessant for medierne, og der er ingen garanti for folkelig interesse, men det kunne tvinge politikere til at argumentere på en måde, hvor de er nødt til at forholde sig til andre nationers interesser«, siger Tore Vincents Olsen.

For at fange mediernes interesse, er det nødvendigt at sætte EU i scene på samme måde, som med dansk politik, mener Mads Dagnis Jensen.

»Hvis medierne dækkede de magtkampe og de politiske studehandler, der jo også bliver lavet på EU-plan, kunne de skabe mere interesse. Vi skal have færre komplekse diskussioner om EU’s institutioner og mere om den reelle politik. Der er jo meget få, der kan redegøre for folketingsprocessen i detaljer, men det kræver man ofte, når det handler om EU«, siger Mads Dagnis Jensen.

Folkets stemme

Et jævnligt tilbagevendende spørgsmål er det, der handler om, hvorvidt danskerne og Europas øvrige befolkninger skal gives mere direkte indflydelse via folkeafstemninger. Rebecca Adler-Nissen mener, at folkeafstemninger godt nok får folk op af stolen, men derudover ikke bidrager til en særlig konstruktiv debat.

»Folkeafstemninger egner sig bedst til simple spørgsmål, hvor begge udfald har en klar konsekvens, men i de danske afstemninger om EU har konsekvensen ved at sige nej generelt været noget uklar«, siger hun.

Foreløbig ser hun frem til at se folkets stemme aktiveret ved det kommende valg til Europa-Parlamentet. Stemmeprocenten vil vise, om danskerne har taget EU-debatten mere til sig, og om parlamentets øgede magt har øget danskernes engagement. Men på længere sigt er det helt andre ting, der i hendes øjne for alvor kan sætte EU på dagsordenen.

»Man burde overveje at have folkeafstemninger på europæisk plan, hvor man i stil med amerikanske præsidentvalg stemmer om Kommissionsformanden eller Formanden for Det Europæiske Råd. Så ville du have valgmuligheder mellem forskellige kandidater og retninger for EU. Det interessante er så, om man kunne få folk til at stemme på kandidater med en anden nationalitet, end deres egen, eller ville det bare være sådan, at det blev den tyske kandidat, fordi der er flest tyskere«, siger Rebecca Adler-Nissen.