»Kvotesystemet er eddermame ubetryggende«

VARM LUFT. Det hele begynder i 2006, langt fra Bruxelles. I en hytte i de norske fjelde sidder journalist og dokumentarist Tom Heinemann sammen med sin kollega Erling Borgen og »brainstormer på verdens uretfærdigheder«, som de årligt gør. Snakken falder på det nye, internationale kvotesystem, som FN og EU kort forinden har iværksat med målet om at nedbringe det globale CO2-udslip. De to kolleger har lige læst, at den norske regering har købt CO2-kvoter i et kinesisk vandkraftværk for 200 millioner norske kroner.

Det tager dem ikke lang tid på en bærbar computer at finde frem til det engelske broker-selskab, som har faciliteret handlen. Selskabet specialiserer sig formelt set i at opdyrke energibesparende projekter rundt omkring i verden og videresælge CO2-kvoter svarende til den sparede udledning. Men det kinesiske vandkraftværk var for længst bygget. Dermed er handlen i direkte strid med FN’s krav om, at projekterne skal fremme den grønne omstilling.

Systemet det interessante

Tv-dokumentarist Erling Borgen går videre med den norske historie. Men Tom Heinemann bliver ledt i en anden retning.

»Jo mere jeg gravede mig ned, des mere blev jeg klar over, at det var markedet – systemet, man havde skabt for handel med CO2-kvoter – der var det interessante. Jeg opdagede, at hovedaktørerne var de helt store banker som Barclays og Deutsche Bank. Omfanget af problemerne med svindel, stjålne kvoter og momskarruseller begyndte at gå op for mig«.

Det journalistiske gravearbejde fortsætter i flere år. Resultatet bliver dokumentarfilmen ’Varm luft for milliarder’, der mandag den 9. september 2013 havde premiere på DR1. Filmen løfter sløret for et kvotesystem, der har spillet totalt fallit. Spekulanter har tjent styrtende med penge på handel med klimaet. EU og FN har skabt nogle rammer, der muliggør både tyveri, spekulation og svindel med kvoter, og det danske kvoteregister har været særdeles gæstfrit for svindlerne. Samtidig er den globale udledning af CO2 kun steget.

Kommissionen i brechen

Allerede inden premieren går klimakommissær Connie Hedegaard og hendes politiske assistent Kristian Ruby i brechen for EU-Kommissionen, der i filmen bliver beskyldt for ikke at gribe ind, selvom de godt ved, hvor en stor mængde stjålne kvoter befinder sig.

»Hvis jeg har hævet penge i banken, kan nogle af dem jo godt være stjålne uden det er mig, der har taget dem«, udtaler Connie Hedegaard til forskellige medier som forklaring på, at Kommissionen ikke bare kan gribe ind. 

Tom Heinemann kalder Hedegaards argument for en afledningsmanøvre fra det virkelige problem: at Kommissionen ikke må oplyse, hvor kvoterne er. Det må de kun fortælle til de nationale regeringer, men det sker af uransagelige grunde heller ikke.

»EU-Kommissionen kan ved hjælp af deres centrale register følge kvoterne. De ved præcis, hvor de ligger. Hvorfor siger de så ikke til landene, at de har et problem? Det er det, jeg ikke kan få svar på i filmen«.

Selv tror Tom Heinemann, at Kommissionens inaktivitet bunder i en frygt for at blive mødt med uoverskueligt høje erstatningskrav fra virksomhederne. Og hvad ville der ikke ske, hvis det kom frem, at store banker og finanshuse har tjent kassen på at jonglere rundt med tidligere stjålne klimakvoter? Tilliden til kvotesystemet ville gå fløjten, tror han.

Mere eller mindre udslip?

Også Connie Hedegaards politiske assistent Kristian Ruby har i et læserbrev i Politiken kritiseret Tom Heinemanns film for at bagatellisere, at EU’s CO2-kvotesystem faktisk har bidraget til at gøre EU til én af de regioner i verden, der har reduceret sine udledninger mest. Men det giver Tom Heinemann ikke meget for.

»I mit kort over verden er det så ubetydeligt, om EU har reduceret sit udslip med 17 procent, eller hvad det er siden 1990. Det er jo netop fordi, at den tunge industriproduktion, der virkelig batter, er flyttet ud i den tredje verden.«

Hvordan kan du vide, at det stemmer sådan overens?

»Det er der i hvert fald ikke nogen af de eksperter, jeg har talt med, der er uenige i«, siger Tom Heinemann.

»Der er aldrig lukket så meget CO2 ud, som der bliver i dag. Man kører videre med et system, selvom det har vist sig at være en kæmpe fiasko. Argumentet er, at det er "det bedste vi har". Det synes jeg simpelthen er en ideologisk falliterklæring«.

En dyster fremtid

Kvotesystemets sikkerhed er "fuldstændig amatøragtig" og et omfattende misbrug af forbrugernes tillid til de frivillige kvoter, som man kan købe for at blive CO2-neutral, er "eddermame ubetryggende". Dokumentaristen lægger ikke fingre imellem, når det kommer til kvotesystemet, for han har ingen tillid til, at markedet kan bane vejen for klimaet. Men han vil heller ikke kloge sig på bedre alternativer: 

»Jeg er jo ikke politiker. Det er heller ikke min rolle at stille forslag til politikere, men det er min rolle at stille kritiske spørgsmål til den måde, tingene fungerer på. Det her system fungerer ikke, og så er man jo nødt til at gøre op med det«.

Hvad med Kommissionens forslag om at tilbageholde nogle af kvoterne fra markedet, som Europa-Parlamentet har sagt god for?

»Point Carbon (analysebureau, red.) forudser ikke nogen afgørende vækst i handelsprisen for et ton CO2. Snarere tværtimod. Da Parlamentet vedtog forslaget, steg markedsprisen på kvoterne samme dag, men faldt igen dagen efter. Det er slet ikke nok at tilbageholde 900 millioner kvoter, hvis det skal have en virkning«. Desuden er det jo kun en midlertidig løsning, påpeger han. På sigt kommer kvoterne tilbage på markedet.

Fremtiden ser alt i alt dyster ud for klimaet, tror Tom Heinemann. Han ser ikke noget opgør med kvotesystemet i den nærmeste fremtid, hvor blandt andre Korea og Californien barsler med at kopiere det. Men han håber, at hans film kan få politikerne til at sige til sig selv, at "måske skal vi til at blive lidt dygtigere".

»Problemet er, at der ikke rigtig er nogen, der er blevet kritiseret for det her. Så er vi tilbage til reaktionerne på filmen. Fuld power på i to eller tre døgn, og så er det slut. Hvorfor? Fordi man ikke med rette kan sige, at skurken er Ritt Bjerregaard, fordi hun som tidligere EU-kommissær forhandlede Kyoto-aftalen på plads, eller George Bush, fordi han trak sig ud af aftalen, eller Connie Hedegaard, fordi hun ikke handler. Skurken er systemet«.