NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
De virkede kun, så længe penge kunne veksles med guld eller sølv.
Drømmen om en fælles valuta er langt ældre end euroen. Fra 1877 til 1914 havde Danmark, Norge og Sverige således kronen som en fælles valuta. Danske mønter og pengesedler kunne frit bruges i Norge og Sverige, og samme mulighed havde ejerne af norske og svenske penge.
Netop på den tid afskaffede de tre lande deres gamle møntsystemer og erstattede dem med kroner og øre. Og så kunne de have samme værdi, fordi alle tre lande fik et system, hvorefter pengesedler kunne ombyttes med guld.
Denne mulighed for at bytte til guld forsvandt med Første Verdenskrigs udbrud i 1914, hvor landene oplevede kraftige prisstigninger og derfor ikke turde give folk mulighed for at få guld for deres pengesedler. Derfor ophørte møntunionen. Og lige siden har de nordiske kroner haft forskellig værdi bortset fra nogle få måneder i 1931.
I lang tid blev der faktisk ved med at stå på pengesedlerne, at de kunne ombyttes med guld efter gældende lov. Men den gældende lov sagde, at de ikke kunne ombyttes!
En anden møntunion var den latinske, der i 1865 blev oprettet mellem Frankrig, Belgien, Schweiz og Italien, og som i en kort periode også havde Grækenland som medlem.
Møntunionen var dog ikke så vidtgående som den skandinaviske. Den omfattede ikke pengesedler, kun almindelige mønter, der skulle være af sølv. Og som den skandinaviske ophørte den i 1914.
En krone fra 1876 havde stort set samme værdi som 100 kroner i dag. Derfor er det tankevækkende, at kronerne i de nordiske lande stadig ligger meget tæt i værdi.
Det har dog ikke altid været sådant. I mange år efter 1945 var den svenske krone 30 procent mere værd end den danske. Og i 1970’erne førte EU’s ”valutaslange” til, at den danske krone en overgang var cirka 30 procent mere værd end den svenske og den norske. Valutaslangen var nemlig domineret af den tyske D-mark, og den steg hele tiden i værdi.
I den latinske møntunion opstod helt anderledes store forskelle. Det skyldtes, at Schweiz havde langt svagere prisstigninger end Frankrig og især Italien. Før indførelsen af euroen var den schweiziske franc over 500 gange så meget værd som den italienske lire og 30 gange så meget som den belgiske franc.
Den franske franc havde stadig en tredjedel af den schweiziske francs værdi, men det skyldtes alene, at den begavede general de Gaulle i begyndelsen af sin præsidenttid lavede en pengeombytning, så 100 franc blev til én franc!