ARTIKLER


Stærk modstand mod Cypern

PRESSEKLIP: Cypern får næppe hjælp fra Tyskland. Årsagen er hvidvask af penge fra Rusland. I Bruxelles er der modstand mod, at tobakslobbyist skal kontrollere lobbyisters etik.


Af Sven Skovmand
11. januar 2013

 Cypern har bedt om en hjælpepakke på 130 milliarder kroner. Men der er voksende modstand mod at bevilge disse penge, oplyser EUobserver-com den 11. januar 2013.

 
Finanskommissær Oli Rehn har således krævet, at Cypern overholder de regler mod hvidvaskning af penge, som landet tidligere har sagt ja til, men i praksis har overtrådt.
 
En tilsvarende udtalelse er kommet fra den socialdemokratiske kanslerkandidat Peer Steinbrück. Han har sagt, at han vil gå imod at låne Cypern penge, så længe landet intet gør for at standse hvidvaskning af penge fra Ukraine og Rusland.
 
Denne indvending er helt afgørende, for Forfatningsdomstolen i Karlsruhe har fastslået, at Tyskland kun kan sige ja til at udlåne penge til EU-formål, hvis der er flertal for det i Forbundsdagen. Og forbundskansler Angela Merkel kan næppe få et sådant flertal, hvis Socialdemokraterne går imod.

Lobbyist skal kontrollere kommissærer
Kort før jul blev advokaten Michel Petite udpeget til EU's vigtige etiske komité om lobbyisme, som blandt andet har til opgave at vurdere, hvilke opgaver kommissærer må påtage sig, når de har forladt Kommissionen. Spørgsmålet er betændt, fordi kommissærer ved flere lejligheder har ladet sig ansætte af virksomheder, der udøver lobby-virksomhed.
 
Den tidligere industrikommissær Günther Verheugen, oprettede således sin egen lobbyvirksomhed blot to måneder efter, at han var gået af som kommissær. Og den tidligere kommissær for det indre marked fik en ledende stilling i det irske flyselskab Ryanair.
 
Derfor er det betænkeligt, at Petite er blevet udnævnt. For han arbejder rent faktisk selv som lobbyist for et firma, der har tilknytning til den amerikanske koncern Philip Morris. Det kan man læse i artiklen »Tobaksrådgiver skal overvåge EU-lobbyisme«, der står i Arbejderen for 8. januar 2013.
 
Ifølge bladet har den uafhængige organisation Corporate Europe Observatory klaget over udnævnelsen til EU's ombudsmand.
 
»Det er helt og aldeles uacceptabelt, at en tobakslobbyist bliver EU-kommissionens etiske toprådgiver. Der er tvivl om hans uafhængighed og troværdighed,« siger Olivier Hoedemann, der arbejder for organisationen.