Hvad der skete bag facaden

Grækenland ville, men måtte ikke reformere skattesystemet undervejs. Den tyske finansminister ønskede at smide Grækenland ud af eurogruppen fra begyndelsen. Rigtigt eller forkert? Der er ingen referater fra magtkampen bag facaden.

Af Staffan Dahllöf
1. oktober 2015

Resultatet er kendt: Grækenland låner 645 milliarder kroner mod til gengæld at sælge lufthavne, strande, øer og lotterivirksomheder til private investorer, holde lønninger nede, lave om på pensioner og beskatning, afskaffe lukkeloven og love et overskud på statens finanser på 3,5 procent om tre år.

Låneaftalen – Memorandum of Understanding – er på alle områder strammere end den tidligere aftale, som et flertal på 62 procent af grækerne afviste ved folkeafstemningen i juni.

Hvad flertallet mente viste sig være lige så irrelevant for forløbet som, at et flertal stemte venstrefløjspartiet Syriza til magten.

Som den tyske finansminister Wolfgang Schäuble sagde til sin franske kollega Michel Sapin i februar: »Vi kan ikke have, at valg laver om på tingene.«

Pengestrømmen der tørrede ud

Med en statsgæld på 160 procent af BNP (på vej opad), et ikke fungerende skatte-system, og en økonomi i bakgear kunne grækerne ikke stemme sig til et andet forløb.

Den græske forhandlingsposition blev håbløs i februar, da Den Europæiske Centralbank (ECB) satte en stopper for statens mulighed for at låne i landets banker ved at udstede kortfristede gældsbeviser (”Treasury Bills”). Derefter besluttede ECB at lukke for de græske bankers adgang til likviditetsstøtte i krisesituationer (”Emergency Liquidity Assistance”). Der blev knaphed på penge, ikke kun til udbetalinger i de græske hæveautomater, men også i selve forvaltningen til lønninger og tilbagebetaling af lån.

Tilbage var kun truslen – nogle mente løftet – om Grexit, at Grækenland kunne forlade euroen og genopfinde den gamle valuta drachmer. Det var bare ikke muligt, uanset de økonomiske argumenter.

5-årig i en slikbutik

Syriza-regeringen var gået til valg på at blive i euroen. Regeringen Tsipras havde hverken et ønske om eller mandat til at genindføre drachmer. Det var der ifølge meningsmålinger heller ingen støtte til i den græske befolkning.

Grækernes modpart ville – med Wolfgang Schäuble, Tysklands finansminister som en interessant undtagelse – heller ikke tillade en opløsning af eurogruppen for en så lille og perifer økonomi som den græske.

Bagefter er det fristende nemt at sige, at det ikke kunne have endt anderledes, end det gjorde. Den tolkning findes i to moraliserende udgaver:

• Grækerne faldt til patten, efter at have ageret som en forkælet 5-årig i en slikbutik, som professor Marlene Wind beskrev det i dagbladet Politiken.

Eller:

• Det er lykkedes Tyskland, helt efter planen, at kvæle ethvert alternativ til den traktatfæstede stramme politik.

Et problem med de to tolkninger er, at de måske ikke helt passer med, hvad der fandt sted bag facaden.

Ingen reformer på egen hånd

To centrale påstande komplicerer billedet af selve forløbet:
Wolfgang Schäuble, Tysklands kristendemokratiske finansminister og Grækernes reelle modpart, var fra starten indstillet på, at Grækenland skulle smides ud af eurogruppen. Hans formål var at disciplinere andre eurolande som Spanien, Italien og Frankrig. Men Schäuble havde ikke støtte fra sin chef forbundskansler Angela Merkel.

Derfor blev det ikke til en udsmidning i sidste ende.

Yanis Varoufakis, Grækenlands finansminister, en, ifølge eget udsagn ”uberegnelig marxist”, foreslog reformer af landets skatteopkrævning, moms og skatteforvaltning flere gange, mens forhandlingerne stod på. Det blev lige så ofte afvist. Grækenland måtte ikke lave ”unilaterale tiltag”; reformer som ikke var godkendt af kreditorerne i en samlet pakke. Samtidig blev det lækket til medierne, at grækerne kun forhandlede på skrømt og slet ikke var til at tale med.

Tavs tysk forhandler

Kilden til de to påstande er Yanis Varoufakis i interview og egne artikler i blandt andet New Statesman, El Pais, Le Monde, Die Zeit og Der Spiegel, efter at han havde forladt regeringen.

Det franske netmedie Mediapart har bragt et langt interview om forhandlingerne med en anonym græsk embedsmand, som understøtter Varoufakis' version, men det vil næppe overbevise dem, der ikke stoler på græske kilder i forvejen.
I en tysk TV-dokumentar: ”Schäuble – Macht und Ohnmacht” fra stationen ARD1, bliver Wolfgang Schäuble spurgt om sin reaktion på, at Varoufakis konfronterede ham med hans manglende mandat fra Angela Merkel til at smide Grækenland ud af euroen.

Schäuble svarer, tilsyneladende utilpas:

»Det er en anden måde end min at diskutere på. Vi har talt om meget, men ikke på en måde, hvor man kan forvente, at alt bliver gengivet åbent. Til slut gik han også ind for en Grexit. Men vi har ikke været vant til, at nogen optager samtaler og bruger dem offentligt. Det er en ny skik.«

Ønsker ikke spredning

Ulrike Guérot, politolog og førende tysk debattør om europæisk politik skriver i en mail til NOTAT, at hun ikke er bekendt med nogen officielle tyske kommentarer til selve forløbet.

»Men det ser ud til, at Schäuble pressede på for en Grexit fra start,« konstaterer hun.

Guérot henviser til Reinard Blomert, redaktør for tidskriftet Leviathan, Berliner Zeitschrift für Sozialwissenschaft, som i et kommende nummer analyserer forhandlingsspillet og dets politiske følger.

»Manglen på dementier betyder ikke, at man ikke har læst hans udtalelser, men at man ikke ønsker at udbrede hans version til et større publikum. Og inden for eurogruppen er man enige om, ikke at udtale sig om det interne forløb eller om interne modsætninger. At Schäuble arbejdede for en Grexit er ikke en hemmelighed længere, men det var det i lang tid,« skriver Reinard Blomert i en mail.

Er det rigtigt forstået, at I ser Varoufakis’ beskrivelse som faktuel korrekt hvad angår forløbet?

»Ja, det er udgangspunktet for vores diskussion og kommende nummer. Så længe der ikke er nogen anden udlægning, må man tage hans fortælling for gode varer.«

Til Varoufakis' beskrivelse hører også en konstatering af, at eurogruppen ikke er bundet af andre regler, end at eurogruppens eksistens er omtalt i traktaten (artikel 137), og at den mødes efter behov og vælger en formand for 2,5 år (Protokol nr. 14 om eurogruppen).

Det post-demokratiske styre

Der bliver ikke skrevet referater af, hvem der siger hvad på møderne. Der bliver ikke noteret eventuelle reservationer mod gruppens beslutninger, og der er ingen andre regler end dem, formanden selv finder på.

EU og EU’s institutioner er underlagt regulering i traktaten og regler for møder og arbejde, blandt andet en forordning om aktindsigt. Sådan er det ikke i eurogruppen. Her synes kun jungleloven at gælde.

Den tyske filosof og fortaler for en gennemført politisk union, Jürgen Habermas, har beskrevet den monetære union som et udslag af en ”eksekutiv føderalisme” og et ”post-demokratisk styre”.  I et interview med den britiske avis The Guardian kritiserer Habermas indholdet af låneaftalen, men også måden, den blev presset igennem på:

»Det Europæisk Råd (EU’s topmøde som i sidste ende stillede sig bag låneaftalen – red.) har erklæret sig selv politisk bankerot. At rådet de facto degraderer et medlemsland til et protektorat er i åbenlys modsætning til EU’s demokratiske principper.«

Artiklen blev bragt i NOTAT 1288 Den græske krise - hvad har vi lært? der udkom 1. oktober 2015.