Svinet rejser østpå

Det konventionelle landbrug synes at være en evigt aktuel kilde til overskrifter om miljøsvineri, dårlig dyrevelfærd og udbrud af sygdomme. Alligevel bliver produktionsmodellen i stigende grad eksporteret til Østeuropa.

Af Ida Zidore
15. april 2015

INDUSTRI. Det går strålende for Litauens største svineproducent, Idavang. I hvert fald, hvis man ser bort fra et udbrud af afrikansk svinepest i sommeren 2014, som førte til, at en besætning på næsten 20.000 dyr måtte lade livet. Virksomheden, der også har svinefarme i Rusland, har planer om at øge produktionen til 950.000 svin om året. Til sammenligning havde Litauen i 2013 et samlet antal på 750.000.

Men den litauiske storproducent er ikke litauisk. Idavang er ejet af danskere, og det samme kan man sige om flere andre storskala-landbrug i Central- og Østeuropa. Samtidig ejer den danske slagterikoncern Danish Crown, der i februar fusionerede med Trican, otte fabrikker alene i Polen. Og direktør Kjeld Johannesen har udtalt, at koncernen i fremtiden vil satse endnu mere på udlandet.

Den danske succes i øst kan ikke tilskrives svineheld, men i høj grad effektive investeringer. Det mener Lisbeth Erlands, som er Investment Director i Investeringsfonden For Udviklingslande (IFU), der også administrerer Investeringsfonden for Østlandene (IØ):

»Dansk landbrug var meget hurtigt ude efter murens fald med at etablere sig i Østeuropa, primært indenfor svineproduktion, men også til en vis grad indenfor ren planteavl. På den måde har vi bidraget til noget af et eksporteventyr«, siger hun.

Størrelsen fra Sovjet

Danske svineproducenter er endnu større ude end hjemme. Et landbrug med omkring 1.000 søer anses for stort i Danmark, mens det i Østeuropa typisk vil producere fra 2.000 og opefter. Idavang fører an sammen med danske Axzon, der er placeret i Rusland, Ukraine og Polen, og som er moderselskab til det mere velkendte Poldanor.

Ifølge Lisbeth Erlands hænger størrelsen blandt andet sammen med, at danskerne efter murens fald overtog en række nedlagte gårde, som i forvejen var enorme: »Produktionen i Sovjettiden var kendetegnet ved meget store landbrug med helt op til 15.000 søer, altså kæmpe farme. De lå tilbage som nogle tomme mure, og det skabte en åbning for danske landmænd.«

I Lisbeth Erlands øjne har de danske investeringer haft store positive konsekvenser, fordi man har forøget svineproduktionen i lande, der har manglet kød, og som er oplagte til formålet.

Eksport af dårligdomme

Miljøskribent og økologisk deltidslandmand Kjeld Hansen, som blandt andet er medstifter af databasen farmsubsidy.org, der offentliggør modtagere af EU’s landbrugsstøtte, kan godt skrive under på, at danske landmænd har oplevet et eksporteventyr. Men så ophører hans begejstring også:

»Jeg kan ikke forstå, at det skulle være en samfundsopgave at eksportere dårligdomme. Man har lært andre mennesker at begå de samme dumheder, som man selv har begået. Vi har eksporteret en tro kopi af vores egen ekstreme produktionsform, og det synes jeg er yderst kritisabelt.«

En af konsekvenserne ved stordrift er ifølge Kjeld Hansen de mange udbrud af sygdomme. Herhjemme hærger den antibiotikaresistente MRSA-bakterie svinestaldene, mens afrikansk svinepest indtager Rusland, Ukraine og Litauen. Senest har den dødelige virus PEDv i januar meldt sin ankomst i Europa, og i den mere groteske ende kunne Maskinbladet den 3. marts i år berette, at klamydia nu også lader til at brede sig i de danske svinestalde.

»Den her ekstreme produktionsform fungerer jo lidt som en overfyldt børnehave. Hvis et barn nyser, så nyser alle. Hvis du stabler 5.000 søer sammen i en stald og slipper en grim bakterie løs derinde, så går der ikke lang tid, før alle er inficerede«, siger Kjeld Hansen og tilføjer, at det snarere er produktionsformen end grisene, der er syge.

Lisbeth Erlands mener slet ikke, at man på den måde kan tilskrive den danske produktionsmodel ansvaret:

»Hvis man ser på den afrikanske svinepest, har den spredt sig så voldsomt på grund af en høj andel af uprofessionelle landbrug i Rusland, hvor grisene ofte bliver fodret med alt muligt tvivlsomt, herunder husholdningsaffald, hvorigennem smitten kan overføres. Det er primært gennem de helt små svinebrug, at smitten har fået lov at brede sig til tamsvin.«

Hun understreger, at IØ’s svineprojekter, herunder Idavang, er som et Fort Knox at besøge. Der bliver taget store sikkerhedsmæssige foranstaltninger for at undgå smitte.

Dyrevelfærd og miljøbelastning

Dårlig dyrevelfærd og miljøsvineri er andre anklager, der også rammer det konventionelle landbrug. På Idavang er man

efter eget udsagn yderst bevidst om at tage hensyn til begge dele:

»Vi erkender, at en professionel svineproduktion som vores påvirker miljøet, og derfor gør vi vores absolut bedste for at beskytte miljøet – såvel som levende væsner – mennesker og dyr«, skriver producenten på sin hjemmeside.

Kjeld Hansen tror godt på, at store landbrug gør ekstra meget ud af at overholde miljøregler. En dårlig sag er en katastrofe for en storproducent, og derfor kan man groft sagt sige, at jo større et landbrug er, jo større er sandsynligheden for, at det overholder miljølovgivningen.

»Men i forhold til dyrevelfærd er det omvendt. Især indenfor svin, mink og kyllinger bliver det typisk mere umenneskeligt, jo større det bliver. Har du for eksempel 5.000 søer, opdager du ikke nødvendigvis, at en gris ligger og dør, for du kan ikke nå at komme rundt til alle på en dag«, siger Kjeld Hansen.

Små landbrug ikke vejen frem

I mange østlande er der en lang tradition for småbrug sideløbende med de store, og mange af dem lever videre trods det danske indryk. Men de udgør ikke noget reelt alternativ til storproduktionen, mener hverken Lisbeth Erlands eller Kjeld Hansen.

»Småbrugene har hele tiden beskæftiget en stor del af befolkningen på landet, men de har typisk være så små, at der nærmere var tale om selvforsynende familier. Dem er det vanskeligt at gøre noget ved. Her er det ikke et spørgsmål om landbrugspolitik, men om socialpolitik«, siger Lisbeth Erlands.

»Mange af småbrugene i Litauen laver i dag noget rigtig lort. De laver måske lidt kartofler, som de selv spiser, men ikke meget mere end det. Vi kan slet ikke forestille os, hvor ekstremt fattige de er. Derfor bliver mange også fascinerede af projekter som Idavang, og selv det grønne Bondeparti i landet har som politik, at jo hurtigere, de kan få nedlagt de små landbrug og skabt nogle store, jo bedre. Danmark har uden tvivl været med til at puste til den tankegang«, lyder det fra Kjeld Hansen.

En bedre løsning havde været at opbygge en stærk mini-industri og udvikle økonomien i de mange småbrug i tide, mener Kjeld Hansen. Men det er for sent nu. Ligesom idéen om kooperativer, altså landbrug ejet og styret af lokalsamfundene selv, lader til at være et overstået kapitel. Dem blev der eksperimenteret med i 1990’erne, men:

»De stank jo langt væk af Sovjettiden. Og hvis der er noget, man ikke kan lide i Østeuropa, er det den stank«, siger Kjeld Hansen.

Alternativer

Alt i alt erkender Kjeld Hansen, at det er svært at forestille sig et realistisk alternativ til den veletablerede landbrugsmodel, som Danmark har eksporteret til Østeuropa. Men nogle ting kunne man ændre indenfor systemets rammer.

For det første mener han, at man burde reducere brugen af især antibiotika og zink markant. Der ville heller ikke eksistere et så stort behov for medicin, hvis man for det andet fastsatte ved lov, at smågrisene skulle have 40 i stedet for 28 dage, inden de bliver fjernet fra soens patter. Sådan gør man allerede i det økologiske svinelandbrug. På den måde ville smågrisene udvikle et bedre immunforsvar, mener han.

Men hvis man gør det, kan søerne jo ikke producere ligeså mange grise, og det vil vel have enorme konsekvenser for markedet og priserne?

»Ja, og derfor kan landmændene have ret i, at problemet skal løses internationalt, eller som minimum i EU. På den anden side kan man spørge sig selv, om det virkelig er sådan, at Danmark skal kunne lave svinekød til den halve verden? Det er hverken en grundlæggende rettighed eller en naturlov.«

Kjeld Hansen efterlyser et systemskifte, hvor man stopper med at opfatte landbrugssektoren som interessant i sig selv at tjene penge på. I stedet bør man se det som et middel til at sikre jobs og velfærd på landet. For Lisbeth Erlands er de to ting ikke uforenelige:

»Selvom det er os, der har foretaget investeringerne i Østeuropa, er det jo landene selv, der har produceret deres egne fødevarer og skabt vækst og beskæftigelse i landbrugserhvervet. Det har været en klar win-win for både landenes økonomier, forbrugerne og de danske svineproducenter.«

Artiklen blev først bragt i NOTAT 1283 Hvad er fremtiden for EU's landbrug?, der udkom 1. april 2015.Indu