EU’s maskinrum kører på højtryk

MAGTVÆRK. Kommissionens arbejdsprogram for 2016 indeholder ti prioriterede områder, 23 nye forslag, hvoraf 18 er lovtekster, plus et antal løse forslag om initiativer og ændringer af gældende love.

I årene 2009-2014 kom der i gennemsnit mere end 130 nye lovinitiativer om året.
Indtil videre ser Kommissionen, EU’s daglige ledelse, ud til at efterleve sit motto: ”Stor i store sager, lille i små”.

Det var en markering mod tidligere kommissioner, som havde for vane at sprøjte lovforslag om både stort og småt ud. Jean-Claude Juncker skulle blive kendt for færre, men politisk tungere initiativer.

»Uden at jeg har alle tallene foran mig, kan jeg konstatere, at man i Europa-Parlamentet keder sig over, at der er så lidt lovgivning,« siger Marlene Wind, professor ved Københavns Universitet, hvor hun leder Center for Europæisk Politik.

Hendes vurdering er, at Kommissionen under Juncker har spillet en tilsigtet ”proaktiv” rolle. Der er dog adskillige forbehold i hendes vurdering:

»Juncker troede, at han havde et folkeligt mandat efter Parlamentsvalget 2014, men det havde han ikke. Ministerrådet er blevet lidt træt af ham, og han opfattes som politisk tonedøv«.

De højrenationale
Samtidig er Ministerrådet, medlemslandenes regeringer, blevet mere og mere ”hardcore”, mener Marlene Wind. Det vil sige, at de står mere stejlt på egne interesser end tidligere:

»Parlamentet er nu det eneste sted, hvor man holder fast ved de fælles europæiske værdier og holdninger. Og så er Kommissionen kommet til at stå endnu mere handlingslammet et sted midt i mellem Rådet og Parlamentet.«

Marlene Wind ser den handlingslammelse som et resultat af, hvad hun beskriver som populistiske og højernationale bevægelsers indflydelse på regeringerne.

»Selvom de højrenationale gik frem ved Parlamentsvalget i 2014, så fik de ikke gennemslag der. Men Rådet og Parlamentet kom til at bevæge sig meget langt fra hinanden,« siger hun.

Marlene Winds analyse ligger ikke langt fra, hvad Daniel Cohn-Bendit mener. Han er mangeårigt, men nu fratrådt medlem af Europa-Parlamentet for De Grønne i Tyskland, med en historie som revolutionær aktivist (heraf tilnavnet ”Røde Danny”) i Paris i 1968.

Mangel på ledere
På et debatmøde ved tænketanken Europa i København i foråret sagde Cohn-Bendit:

»Alt det dårlige, man siger om EU, er sandt, hvis ikke endnu værre. Men ville det være bedre, hvis vi går tilbage til nationalstaterne? Hvis vi vil regulere globaliseringen, klimaforandringerne, krigene og kriserne, så behøver vi en europæisk stemme«.

Cohn-Bendit havde to forklaringer på, hvorfor det ser ud, som det gør:

»Der er for det første stadig for mange krav om enstemmighed, og for det andet vil de politiske ledere ikke have europæiske løsninger. Den græske krise er ikke alene et græsk problem. Det er skabt af nedskæringspolitikken og beslutninger truffet af regeringerne. Men lederne vil ikke have europæiske løsninger, de vil bare have markedet, og så er de bange for deres egne befolkninger.«

Daniel Conh-Bendit opskrift på en løsning er kort og godt bedre politikere:

»Vi har brug for politiske ledere, som følger deres egne idéer. Efter katastrofen i Fukushima i Japan tog Angela Merkel beslutningen, at Tyskland er nødt til at afskaffe atomkraft. En teknologi, som hun og hendes parti ellers tidligere gik ind for. Hun blev også nødt til at gå foran i forhold til flygtningene. Hvis ingen fortæller befolkningerne, hvilken vej vi skal gå, så kommer vi aldrig derhen. Hvis der blev holdt en folkeafstemning i Frankrig i 1957 om at gøre tyskerne til franskmændenes venner, så ville svaret blive ”gå ad helvedes til!”«

En vidtgående bankunion
Derek Beach, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, har et noget andet syn på forholdet mellem EU’s institutioner.

»Jeg forstår ikke alt det der EU-falder-fra-hinanden-snak,« siger han, men tilføjer straks:
»Det er rigtigt, at Junckers forsøg som politisk leder har været forfejlet. Ambitionen er kollapset. Men kriserne har også skabt innovationer. Institutionerne samarbejder langt mere end tidligere i maskinrummet. Der sker mere, end hvad der fremgår af debatten.«

Derek Beach peger på beslutningen om en Bankunion, som han mener, er meget mere vidtgående end det, som først blev foreslået i 2012:

»Her åbner man op for betydelig overførsel af penge mellem landene på en måde, som man ikke kunne blive enige om ved forhandlingerne om Lissabon-traktaten. Det er helt hen i vejret, at Bank-unionen ikke skal til folkeafstemning, når man tænker på, hvad danskerne ellers har stemt om«.

Power to the sherpas
Det maskinrumssamarbejde, som Derek Beach henviser til, består for eksempel i, at regeringscheferne i Det Europæiske Råd (EU’s topmøder) tager en overordnet beslutning uden helt at vide, hvad de siger ja til. De reelle beslutninger, om hvad der skal gennemføres og hvordan, bliver til ad hoc på sherpa-møder på lavere niveauer.

Ad hoc (af latin: til dette formål) er for eksempel, når centralbanken ECB tropper op med en stor delegation til et møde mellem EU-landenes ambassadører og kommer til at præge diskussionen der.

Sherpaer (bærere i Nepal) er i EU-sammenhæng embedsmænd, som repræsenterer deres regeringschefer ved forberedende møder, for eksempel op til regeringskonferencer. Ved forhandlingerne om Lissabon-traktaten var det på sherpa-møder, man fik fjernet de forslag, som risikerede at udløse en folkeafstemning i Danmark.

Bankunionen er et eksempel på en maskinrumsløsning. Flygtningefordelingen er et andet, mener Derek Beach.

EU leverer
»Donald Tusk har taget flygtningedebatten på et overordnet niveau, og han har fået NATO til at hjælpe sig, mens Kommissionen har fundet frem til fordelingsløsninger. Vi ved ikke, hvad det ender med, men intet enkelt medlemsland ville kunne indgå en sådan aftale, som EU fik med Tyrkiet.«

Den vurdering fra Derek Beach adskiller sig væsentligt fra den gængse vurdering af, at EU er i krise og ude af stand til at levere. Er maskinrummet så en tilfredsstillende løsning?

»Der sker ting i krisetider, som ikke altid er helt demokratiske. Når vi snakker om Bankunionen, så snakker vi om mere integration, det er jo noget, som mange politikere helst ikke vil tale om. Min pointe er, at EU har leveret og bliver ved med at levere. I USA har man haft underskud og nødfinansiering i mange år. Kongressen er i praksis ophørt med at fungere. Men vi taler ikke om en amerikansk opløsning i Europa, så det er et meget kortsigtet perspektiv at sige, at EU falder sammen.« 