Når fattige møder muren i Danmark

EU-BORGERE. Maja Løvbjerg Hansen er gadejurist. Hun startede som frivillig, og har siden 2013 været ansat til målrettet at lave rådgivning for udenlandske immigranter på gadeplan. Hun rådgiver både EU-borgere og ikke EU-borgere, dem med og uden pas og papirer. Det er for eksempel EU-borgere fra Rumænien, Litauen, Bulgarien, Polen og Ungarn, der arbejder i småjobs til 80 kr. i timen, og har problemer med at blive registreret som arbejdere, fordi det kræver en arbejdsgiver, der vil lave kontrakt.

»Det er nemt at finde arbejde i Danmark, det er bare svært at finde en arbejdsgiver, der vil give en kontrakt«, siger Maja Løvbjerg Hansen.

Man har som EU-borger en ret til at tage arbejde i andre EU-lande, og så registrerer man sig som vandrende arbejdstager. Men ifølge Maja Løvbjerg Hansen er det særligt vanskeligt i Danmark:

»Èn ting er, at du skal have et arbejde. Det næste er, at du skal finde nogen, der vil lave en kontrakt til dig. Når det så lykkes, skal du også have en adresse, ellers kan du ikke registreres. Og der tror jeg, at Danmark bevæger sig på grænsen af EU-reglerne,« siger hun.

»Vi har folk i København, som har arbejde, for eksempel for metroen, og som kan blive skatteregistrerede, men som ikke har sygesikringsbevis, fordi de ikke har en folkeregisteradresse. De bor et sted, men der hvor de lejer værelser, er det ofte danskere, der får boligsikring, og de er ikke interesserede i at fremleje.«

72 timers reglen

Oven i hatten er det ifølge Maja Løvbjerg Hansen særligt teknisk, at man for at opretholde sit lovlige ophold i Danmark, skal melde sig som ledig og til rådighed for arbejdsmarkedet indenfor 72 timer. Hvis du misser det, mister du retten til lovligt ophold. Hvis du husker det, har du status som arbejdssøgende.

»Det handler om, om der er udsigt til, at du kan få arbejde. Hvis det ikke lykkes at få en jobsamtale eller et job, mister du dit ophold. Men hvis du ikke melder dig ledig indenfor 72 timer, så mister du også dit ophold. Det er der rigtig mange svagere, fattigere EU-borgere, som ikke har overblik over, og som fejler på.«

Ud fra hendes erfaring skyldes det, at de ikke tænker på kontanthjælp:

»I Danmark er det jo helt indgroet i vores mentalitet, at hvis du mister dit arbejde, så søger du dagpenge. Er du ikke dagpengeberettiget, søger du kontanthjælp. Men sådan gør man bare ikke mange andre steder – der går du ud og søger nyt arbejde.«

Gadejuristerne møder mennesker, når de står faste steder med en ladcykel. For Maja var det ikke svært at skifte tilværelsen på et advokatkontor ud med arbejdet på gaden:

»Jeg kunne mærke, der skulle være mere på spil end halvhjertede arveretssager. Gadejura er en helt fantastisk juridisk disciplin, hvor man er støtteperson og sørger for helt jordnære ting, som cigaretter inden klienten skal vidne i retten, men samtidig et felt, hvor man via kontakt med nogen af samfundets mest udsatte finder afgørende principielle problemstillinger. Som da jeg blev kontaktet af fem afrikanske mænd, der havde fået bøder for at sove under et halvtag på Nørrebro. Ingen kunne have vidst, at den sag endte med, at Københavns politi måtte ændre procedurer for opkrævning af bøder,« fortæller hun.

Et fleksibelt arbejdsmarked eller?

Her kommer hun også ind på de optjeningsprincipper, som den danske beskæftigelsesminister Jørn Neergaard (V) i øjeblikket kæmper for at få indlemmet i EU-reglerne om social sikring over grænser.

»Det nytter ikke noget, at vi fragmenterer det sociale sikkerhedsnet med alle de her optjeningsprincipper, fordi vi siger, at folk ikke skal kunne rejse efter ydelser. Nej det skal de ikke, men fri bevægelighed er især vigtig for dem, der er på kanten af arbejdsmarkedet. Man rykker sig først, hvis man ikke kan finde et arbejde. Så er folk nødt til at tage en chance. Og hvis man skal gøre det, skal der jo også være en sikkerhed, hvis du falder igennem. Ellers er arbejdsmarkedet jo ikke fleksibelt,« siger hun, og tilføjer, at det også handler om den enorme forskel i velstand, der fortsat er i EU.

»Hvis man ikke tør rejse for at få arbejde, bliver man tvunget til at blive i nogle fattigere situationer. Og der er vi bare i EU så socialt opdelte, at vi slet ikke kan sætte os ind i den fattigdom, der er andre steder. Jeg møder folk på gaden, der har haft fuldtidsarbejde i Rumænien, som jeg har lyst til at ruske og sige ”hvad fanden laver I så her.” Men de tjener jo mere på at samle flasker i København, end de gør på et fuldtidsarbejde i Rumænien. Derfor rykker de sig.«

Udfordringer, ja – velfærdsturisme, nej

Selvom Maja Løvbjerg Hansen er kritisk overfor de nuværende regler, møder hun også flere, der får lov til at være på kontanthjælp i for lang tid.

»Jeg kan sagtens se udfordringerne. Vi oplever også de dårlige sager. Men vi oplever ikke nogen, der ”shopper” og kommer med det formål. Alle kommer for at få et arbejde.«

Hvis man ikke opfylder kravene til kontanthjælp eller kan forsørge sig selv uden, står man i et limbo. Man bliver ikke direkte kylet ud, men hvis politiet finder én under ulovligt ophold, får man bøder og til sidst fængsel. Man kan samtidig ikke få hjælp nogen steder og må søge at forsørge sig selv. Og på det stadie mellem arbejdsmarked, udsmidning og tomhændet hjemrejse, er der ifølge Maja Løvbjerg Hansen mange, der står.

»Der er jo arbejde til de her mennesker. Mange af dem arbejder, men de kan ikke få en kontrakt. De danske arbejdsgivere vil hellere have dem på sort arbejde til 50 kr. i timen. De bliver her, de har værelser, arbejde og tror på, at det nok skal lykkes dem at finde et arbejde med kontrakt.«