ARTIKLER


Rusland bruger Euro som lokkemad


Af Redaktionen
1. december 2003

EU har i lang tid haft en drøm om, at Euroen kan blive en internationalt brugt valuta på linje med dollars. Og et oplagt mål er Rusland, der er verdens næststørste eksportør af olie og den største eksportør af naturgas. Hvis Rusland går over til at bruge Euro, vil det give Euroen et hårdt tiltrængt løft.


Derfor var det opmuntrende for EU, at den russiske præsident, Vladimir Putin, for nylig luftede tanken om at gå over til Euroen ved salget af russisk olie.


Putins ord har dog næppe så stor betydning, som EU håber. Dels er hovedparten af den russiske olie og gas på private hænder, dels kan Putin have politiske grunde til at bringe emnet frem.


Rusland ønsker at blive medlem af verdenshandelsorganisationen WTO, og har derfor brug for EU’s støtte. Den håber Putin så at få ved at lokke med Euroen – uden at forpligte sig endeligt til at bruge den.