NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Et medlemskab i ØMU er overordentligt farligt for svensk økonomi. Sverige mister muligheden for at drive en selvstændig økonomis politik. Vi afskaffer vor selvstændige Riksbank, som har ført en fremgangsrig pengepolitik og har begrænset inflationen. Desuden får vi permanent højere skatter og dårligere velfærd. Det skriver blandt andet tidligere Riksbankschef Lars Wohlin samt ervhervsfolkene Rune Andersson og Per-Olof Eriksson, som har dannet en alternativ modstandsgruppe mod ØMU’en.
Vi er en gruppe personer, som har dannet en organisation under navnet »Medborgere mod ØMU«. Vi vil argumentere for et nej ved folkeafstemningen. Vi vil være talerør for de bred grupper på den borgerlige fløj og i erhvervslivet, som har indset, at et medlemskab i ØMU’en er særdeles farligt for svensk økonomi. Sverige vil miste sine muligheder for at bedrive en selvstændig økonomisk politik.
Vi vil her i korthed opridse hovedpunkterne i vort stillingtagen for et nej til ØMU-tilslutningen.
Skridt på vej til føderal stat
Vi går ind for et vidtgående samarbejde mellem nationerne, men er modstandere af, at EU udvikles til en føderal stat. En fælles valuta er et meget stort skridt mod en føderal stat ved at fratage nationerne deres mulighed for at bedrive en selvstændig penge- og valutapolitik.
At sige ja til ØMU’en er i princippet det samme som at nedlægge Riksbanken. Det bliver en hel underordnet enhed under den Europæiske Centralbank. Det er virkelig paradoksalt, at borgerlige partier, der i 90’erne kæmpede for en selvstændig Riksbank, nu går i brechen for at afskaffe den.
Risiko for skader på svensk økonomi
Der findes et sammenhæng mellem en selvstændig Riksbank og en flydende valutakurs. Den flydende kurs har givet Riksbanken mulighed for at føre en aktiv pengepolitik. I 80’ere og begyndelsen af 90’erne mislykkedes pengepolitikken, fordi at politikken var låst til forsvaret af kursen på kronen. Bevarelsen af en flydende kurs stiler således ikke bare efter at give plads til valutaændringer, det er selve forudsætningen for at have en uafhængig Riksbank med et inflationsmål.
Riksbanken har siden Sverige gik over til en flydende kurs ført en fremgangsrig pengepolitik og skabt tillid for at den kan holde inflationen indenfor de vedtagne grænser. At afskaffe dette system nu ved at låse os til euro’en er et meget alvorligt skridt med risiko store skadevirkninger på svensk økonomi.
Som en betingelse for at gå med i ØMU’en er det blevet nævnt, at Sverige må kunne fremvise, at vi kan klare lønaftaler på niveau med de øvrige EU-lande. Da det stort set er lykkedes, er vi derfor nu modne til at gå med, hedder det. Denne argumentation er uholdbar.
Hvis man argumenterer på denne måde underkendes Riksbankens centrale rolle for at skabe en stabil økonomi. Intet tyder på, at vi kan klare at lave aftaler, hvis der ikke længere findes noget modspil fra en stærk, selvstændig Riksbank, som garanterer lav inflation for lønmodtagerne. Det vil være urealistisk at tro, at arbejdsgiversiden i sin nye organisationsform skulle have mulighed for at klare denne opgave.
ØMU-skatten
Calmfors-rapporten har analyseret forudsætningerne for at føre en stabiliseringspolitik med en fastlåst valuta og under fraværet af en pengepolitik. En konklusion er, at ustabiliteten i den svenske økonomi vil øges ved et medlemskab i ØMU’en. Derfor må staten ifølge rapporten have et større overskud på statens husholdning for at have en buffer ved udsving, der kan ryste økonomien. Det betyder et krav på yderligere overbeskatning af det svenske folk – en ny tung og evig ØMU-skat.
Forsvaret af kronen i 1992 havde en ødelæggende effekt med tre års fald i BNP og rekordstore budgetunderskud som følge. Svækkelsen af industrien var blevet meget omfattende, hvis ikke Sverige til sidst havde opgivet forsvaret af kronen. Arbejdsløsheden ville være steget til helt uhåndterlige højder.
Et medlemskab i ØMU’en er ingen garanti for, at Sverige ikke igen skulle kunne havne i kriser der ligner dem, vi har haft i løbet af de seneste 30 år. Hvad er sket, der garanterer, at svenske politikeres fallit ikke gentager sig? Det mest positive, som er hændt, er, at vi har fået en flydende kurs og en selvstændig Riksbank. Og det vil man nu afskaffe!
Omlægning af velfærdssystemet
Skal vi klare overgangen til euroen, kræves der ifølge mange iagttagere vidtgående krav om en grundlæggende systemændring af svensk økonomisk politik, for hvilket der i dag ikke findes et flertal. Blandt andet kræver det, at vi konvergerer det svenske skatteniveau fra cirka 53 procent af BNP til EU-gennemsnittet, hvilket ligger ca. ti procentpointe lavere. Ved det niveau er det lettere at hæve og sænke skattesatserne uden at komme i konflikt med EU’s stabilitetspagt.
Det er et langsigtet arbejde, at lægge velfærdssystemet om, så vi igen kommer ned til det niveau. Inden den et er gjort, bør man definitivt afstå fra at gå med i ØMU’en.
Cirka 40 procent af svensk udenrigshandel (summen af import og eksport) foregår med ØMU-lande. Lægger man Danmark og England til – som står udenfor ØMU’en – stiger andelen til godt 55 procent. Så længe England står udenfor, sker således en overvejende handel med lande udenfor ØMU-området.
To ting bør bemærkes:
1. Handlen med omverdenen vokser som regel hurtigere end med EU-landene. Årsagen er, at omverdenen har haft en større vækst end ØMU-området, intet mindre. Det kan naturligvis ændre sig fremover, hvis flere lande går med i ØMU’en, men det kommer til at tage tid.
2. Siden verdenen gik over til flydende kurser, har udsvingene mellem de store valutaer dollar, D-mark (nu euro) og yen været meget store. Det bygger ikke så meget på ændringer i den underliggende konkurrencedygtighed, men på det enorme omfang af de internationale kapitalstrømme. Knytter vi kronen til euroen, bliver vi tvunget til at følge med euroen både opad og nedad, det vil udsætte den store del af svensk industri, der bygger på dollarhandelen, deriblandt skovbruget, for alvorlige problemer.
Hvis vi beskytter vor økonomi således, at vi holder en nogenlunde stabil kurs mod et indeks baseret på handel kommer vi til at flyde mellem euroen og dollaren. Ved ikke at blive låst til euroen får vi en mere stabil kurs, end hvis Sverige går med i ØMU’en. Under den seneste tids valutauro har også kronen 'skvulpet' mindre i forhold til dollaren, end hvad euroen har gjort.
Sveriges handelsrelaterede valutaindeks (tcw indeks) kan forenklet beskrives som bestående af godt en tredjedel dollar og to tredjedele euro. Stiger dollaren med 30 procent i forhold til euroen, så bør man regne med en nedsættelse af kronen med 20 procent og en opskrivning på ti procent overfor euroen. Det samme gælder ved en omvendt udvikling. Stiger euroen i forhold til dollaren, bør kronen sættes ned i forhold til euroen.
En rimelig tilslutningskurs af kronen til euroen bestemmes i høg grad af, hvilken situation der hersker mellem euroen og dollaren. Der findes i dag ingen mulighed for at sige noget om, hvilken kurs kronen bør have i forhold til euroen.
Den kursbalance, som gælder ved tilslutningen, kan derimod hurtigt ændre sig. Det almindelige udgangspunkt er, at kronen skal opskrives med 6-7 procent i forhold til euroen. Det kan vise sig at være helt forkert ved en stærk euro.
Hvorfor acceptere en sådan udgangspunkt, der alvorligt kan skade svensk erhvervsliv?
Ikke sandt
Det hævdes indimellem, at selv om vi ikke går med i ØMU’en, så fastsættes Sveriges rente i Frankfurt af den Europæiske Centralbank, og at vi derfor lige så godt kan være med og påvirke beslutninger. Det er ikke sandt. Vi afhænger i næsten lige så stor grad af den amerikanske rentepolitik.
Sverige kan ikke i længden stå udenfor ØMU. Sverige mister indflydelse, hedder det ofte i debatten. Men så længe England – Europas finansielle stormagt – står udenfor, har vi absolut ingen anledning til at gå med i ØMU’en. Vi er i godt selskab både politisk og økonomisk med et land, der viser en større vækst end resten af Europa.
Import af politik
Mange i erhvervslivet og dele af de borgerlige partier tror, at hvis vi går med i ØMU, så tvinges Sverige til at lægge sin politik om mod højre. Kan man ikke vinde gehør for en sådan politik i svenske valg, vil man i stedet importere den.
I grunden tror vi, at Sverige – inden en ØMU-tilslutning – må vise, at vi kan klare en internationalt set høj vækst. At vi er villige til at omlægge vor skattepolitik, så at vi konvergerer mod det gennemsnitlige skattetryk i EU, hvilket på sigt betyder en sænkning af skatteprocenten med ca. ti procentpoint af BNP. En sådan sænkning kræver væsentlige ændringer i vore overførselssystemer. Viljen til forandring af den svenske politik bør støttes af folket og ikke komme udefra.
Til sidst kan vi ikke forstå, hvorfor det haster sådan med at Sverige skal tilslutte sig ØMU’en, som er tænkt at vare evigt, og som savner en mulighed for at melde sig ud. Lad ØMU’en fungere under yderligere en eller flere konjunkturforløb for at se, hvordan det går. Gå ikke med før England. Vis, at Sverige kan klare en større vækst. Gennemfør de skatteændringer – ikke mindst på kapitalområdet – som er en forudsætning for ikke at drive virksomheder og kapital fra landet.
Kronikken bringes med venlig tilladelse fra forfatterne, den har tidligere været offentliggjort i Dagens Nyheter. Oversættelse: Brigitte Alfter