NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Omtrent lige så mange siger lige så konsekvent nej.
Derfor kan man sige at folkeafstemningen om Sveriges deltagelse i ØMU sidste år, blev afgjort af et lille mindretal på 13 procent af vælgerne.
Det var dem som sagde »hertil og ikke længere«; vi er tilhængere af et EU-medlemskab, men modstandere af en fælles valuta og en 0konomisk og Monetær union.
Men resultatet – 55,9 procent nej, 42 procent nej og 2,1 procent blanke – kan også forklares på en anden måde:
Centrum bad om et ja. Periferien stemte nej.
Begrebet blev også brugt i debatten om international udvikling i 1960'erne og 1970'erne for at beskrive forholdene mellem den rige og den fattige del af verden.
Nu bruger svenske politologer og valgforskere begrebet centrum-periferi for at forklare svensk EU-opinion.
»Forklaringen fungerer bedre i Sverige end i Galtungs eget hjemland,« siger Henrik Oscarsson, valgforsker ved Göteborgs universitet, og en af redaktørerne af udgivelsen af en stor analyse af ØMU-afstemningen i Sverige i september 2003.
Men når forskeren sammenligner aspekter som køn, alder, klasse, arbejde, og religion blandt de svenske vælgere så kan udgangen af ØMU-afstemningen koges ned til to faktorer som forklarer hvorfor henholdsvis ja- og nej-stemmerne faldt som de gjorde:
Klasse eller social tilhørsforhold.
Geografien.
Lidt groft sagt: De rige stemte ja, de fattige nej.
Ja var stærkest i storbyerne, nej var stærkest på landet.
»Forskellene øger mellem by og land. I kommuner med færre end 27 000 indbyggere havde man kun 19 procent ja-stemmer, fortalte Henrik Oscarsson, da han præsenterede den kommende analyse på et Demokratiseminar i den svenske by Sundsvall for to uger siden.
»Man kan ikke forklare resultatet som et udslæt af fjendskab mod de fremmede. Der er ingen målbar forskel mellem ja- og nej-vælgere i attituder til udlændinge, sagde Henrik Oscarsson, i en lidt fordækt polemik med de ja-sigere som har fortolket udgangen som et angstfuldt nationalistisk nej til »det udenlandske«.
Undersøgelsen viser også at mordet på udenrigsminister Anna Lindh ikke fik nogen betydning for opinionen, eller udgangen af afstemningen.
Nej-siden havde føringen i meningsmålingerne fra vinteren 2002/2003, en føring som selve valgkampen ikke kom til at påvirke overhovedet.
»Egentlig burde ja-siden have vundet, hvis man ser på de grundlæggende forudsætninger. Ja-siden brugte mindst 800 millioner, måske en hel milliard svenske kroner, i sin kampagne. Nej-siden brugte en omtrent 100 millioner kroner,« siger han.
Og penge plejer at være magt, eller i det mindste mulighed for at skaffe sig indflydelse:
»Ja-siden havde alle muligheder for at købe sig kompetence. Man havde desuden mange flere kendte at bruge og trække på.«
Alligevel gik det grueligt galt, set med ØMU-tilhængernes øjne.
»Ja-kampagnen var ikke repræsentativ for de vælgere man ville påvirke, og det blev ikke bedre af at man brugte ansatte medarbejdere, uden uddannelse om ØMU og uden en egen overbevisning.«
Kombinationen af social ufølsomhed og alt for mange penge blev en bedøvende cocktail.
»Hvis man køber caféer hvor man vil have de ansatte til at gå med T-shirts med tekster på som de ikke tror på, og hvis man betaler speakere på sportsevents for at fyre politiske slogans af i pauserne, så viser man at man har rigtigt godt med penge på en uprofessionel måde. Det giver et signal om at man er ude for at købe stemmer og det bryder svenskerne sig ikke om. I Sverige er det bare amatører som fremstår som professionelle,« siger Jesper Strömbäck.
Man var uforberedt på de forudsigelige kriser, f eks kritiske spørgsmål om sine egne økonomiske resurser.
Den socialdemokratiske ja-ledelse fik afsporet debatten ved at lukke munden på kendte ØMU-kritikere.
Da statsminister Göran Persson sagde at et nej ville kunne omprøves i fremtiden forærede han et argument væk: Et nej nu kan fortrydes, et ja binder for evigt.
Og der var rapporter om, hvor man mange tusinde kroner en børnefamilie ville tjene på et ja, og hvor mange tusinde lokale jobs som ville gå tabt ved et nej. Rapporter som var vanskelige at tro på.
»Man kan sige at ja-siden aldrig fik tilpasset sine argumenter til den eksisterende opinion, fordi at man ikke havde de samme vurderinger som dem man ville påvirke. Resultatet blev en David og Goliat-situation, og der ved vi jo hvem de fleste mennesker vil føle sympati for, « siger Jesper Strömbäck.
Omvendt kan Jesper Strömbäcks konklusion altså også ses som en opmuntrende læsning for økonomisk svage organisationer.
»Set fra nej-siden var den vigtigste tilgang et dybt eget engagement. Idealismen vandt over pengene.«
Den samlede rapport »Kampen om euroen« publiceres i næste måned. Omtale og bestilling på www.pol.gu.se