NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Momsen og indtægten fra bruttonationalproduktet volder ikke de store problemer ved fordelingen på lande, selvom et land med en stort sort økonomi kan komme til at betale for lidt, fordi »sorte penge« ikke indgår i bruttonationalproduktet.
Til gengæld giver tolden problemer. Den opkræves i de havne, hvor varerne importeres til EU, f.eks. Rotterdam i Holland. Men kun en del af de varer, der ankommer til Rotterdam, købes af hollænderne selv.
Resten går til de øvrige medlemslande, som derfor reelt betaler tolden.
De helt store poster er udgifterne til den fælles landbrugspolitik samt strukturfondene og samhørighedsfonden. De to områder sluger omkring 80 procent af budgettet (se tabel 2).
Men når det skal gøres op, hvor meget et land får i f.eks. landbrugsstøtte, er der igen problemer.
Eksportstøtten betales af EU's kasse og registreres som en indtægt for Danmark. Men hvis landmændene sælger de samme varer i EU, udløser det ingen betaling fra EU, fordi der så blot sælges til de højere priser, der hersker på EU-markedet. De højere priser betales direkte af forbrugerne.
Hvis Danmark derfor begyndte at sælge alle sine landbrugsprodukter udenfor EU, ville det i nettoopgørelserne se ud, som om Danmark fik nye store indtægter fra EU, hvilket sådan set også er rigtigt. Men for landbruget og den nationale økonomi ville der ingen forskel være, fordi landmændene under alle omstændigheder får EU-prisen. Enten betaler EU-kasssen forskellen ned til verdensmarkedsprisen eller også gør forbrugerne det, når de køber varerne.
Når EU-kassen betaler, er det i øvrigt også forbrugerne, eller skatteyderne, der betaler, idet pengene først opkræves som skatter, derefter betales til EU som kontingent og til sidst tilbagebetales til landmændene.
Alle indtægter og udgifter bygger på budgettet for 2003.