NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
I den kommende uge vil det være fem år siden at danskerne tog stilling til at afskaffe kroner og øre til fordel for ensartede EU-penge, euroen.
Det økonomiske katastrofe-scenario var ikke til at tage fejl af, da økonomiminister Marianne Jelved og finansminister Mogens Lykketoft på søndag for fem år siden gik på scenen ved et fælles pressemøde.
Vi skulle nu være på den anden side af dommedag, fordi vi stemte nej. Renten skulle være gået amok, køen ved arbejdsformidlingen uendelig, boligmarkedet slået itu, med følge af tvangsauktioner og social nedtur.
Hvis vi således er i dommedag nu, fordi vi stemte nej, må vi konstatere at det ikke er så slemt. Faktisk går det langt bedre med økonomien end i Euroland. Det kan derfor ikke siges tit nok: Der var – og er – ingen økonomiske argumenter til fordel for euroen. Til gengæld er der politiske:
Kan man have en centraldirigeret valuta uden også at have en centraldirigeret økonomisk politik? Kan man undgå at euroen smuldrer, hvis vi ikke også får fælles økonomisk politik, herunder velfærdspolitik, styret af en fælles over-regering?
Disse politiske perspektiver ville – og vil – de danske euro-tilhængere ikke gerne tale om. Det vil til gengæld for eksempel den franske regering (se side 3). Det ville også EU-forfatningen, som ville skærpe de politiske krav til eurolandene.
Ved hver folkeafstemning om euroen er den blevet nedstemt (Danmark og Sverige) og i Frankrig og Holland stemte store vælgerskarer nej til EU-projektet. Euroen er først og fremmest et integrationsprojekt, udtænkt og søsat af de allermest ivrige Bruxelles-centralister. Det er mange klar over, og siger derfor nej tak.