ARTIKLER


Interessante påstande fra Thor Pedersen

Thor Pedersen mener stadig, at det var forkert at stemme nej til Euroen. Det ville være gået endnu bedre, hvis vi havde stemt ja, siger han.
Af Sven Skovmand
23. august 2005

Interessante påstande fra Thor Pedersen

I modsætning til stort set alle andre mener finansminister Thor Pedersen, at det er til stor skade for Danmark, at vi ikke er med i Euroen. I Børsen for 30.6.2005 kommer han med en række interessante begrundelser.

Thor Pedersen erkender, at den danske rente ligger under den tyske, men havde vi været med i Euroen, ville den sandsynligvis have været endnu lavere, siger han.

I det heler taget mener Thor Pedersen ikke, at man med nogen rimelighed kan vurdere medlemskabet af Euroen, så længe der er så stor forskel på Danmarks økonomi og økonomien i Eurolandene.

»Hvis Danmark havde haft økonomiske problemer som f.eks. Tyskland, ville vi givetvis have en rente, der er langt over Euro-renten i dag,« siger han.

Ja, skal man følge Thor Pedersens tankegang, finder vi nok aldrig ud af, hvad et Euro-medlemskab vil betyde. For alt tyder på, at Eurolandene vil blive ved med at have en dårligere økonomi end Danmark – netop fordi de er underlagt de bestemmelser, der er forbundet med medlemskabet.