ARTIKLER


EU elsker stadig atomkraften

Kommissionen ønsker, at 60 procent af forskningen i energi skal bruges på atomkraft. Men kun 12 procent af EU's vælgere deler denne opfattelse
Af Sven Skovmand
26. marts 2006

Atomkraften er død i Danmark, men ikke i EU. Her ønsker Kommissionen at 60 procent af pengene til energiforskning i årene 2007-2011 skal gå til atomkraft.

Det fremgår af artiklen »Nyt EU med eller uden a-kraft?, som er skrevet af Niels Henrik Hooge og Uffe Geertsen i »Global Økologi« februar 2006.

De to forfattere tilføjer at atomkraften i de forløbne 30 år har modtaget hele 447 milliarder kroner. Hertil må lægges de knap 24 milliarder der er ydet af Euratom i form af billige lån.

Samtidig har EU godtaget at de enkelte lande har ydet en betydelig økonomisk støtte til atomkraft. Man forlanger heller ikke at de selskaber, der producerer atomkraft, sætter penge til side til den fremtidige håndtering af det radioaktive affald.

Ifølge beregninger fra EU's miljødirektorat vil en sådan hensættelse fordyre atomkraften med 22 øre pr. kilowatt-time.

Hvis denne fordyrelse blev afspejlet i prisen, ville atomkraften slet ikke kunne klare sig i konkurrencen.

12 lande har ikke atomkraft

Hovedproblemet ved EU's energipolitik er at man har et særligt organ, Euratom, der alene arbejder for atomkraft.

I betragtning af at 12 af EU's medlemslande ikke har atomkraft, og at to lande er ved at opgive atomkraften, er dette urimeligt. Man vil få meget mere for pengene ved at bruge dem på energibesparelser og vedvarende energi.

Hooge og Geertsen mener derfor at Danmark aktivt må søge at få et samarbejde med de andre lande, der ikke har atomkraft. Man må få dem til at gå ind for en ændring af Euratom, så organisationen først og fremmest skal arbejde for vedvarende energi.

Hvis ikke dette kan lade sig gøre, bør Danmark trække sig ud af Euratom og opfordre andre lande til at gøre det samme.

Kommissionens begejstring for atomkraft sættes i relief af en meningsmåling, EU selv har foretaget. Den bygger på samtaler med over 29.000 vælgere i EU og er gengivet i »Naturlig Energi« for marts 2006. Målingen viser at kun 12 procent går ind for atomkraft, mens 31 procent foretrækker vindkraft og 41 procent vandkraft og andre former for energikilder.

Overraskende nok går kun 8 procent af de franske vælgere ind for atomkraft, skønt Frankrig får dækket 75 procent af sit el-forbrug af atomkraft.