ARTIKLER


Revner eurozonen?

En vellykket udvikling i EU? Nej, projektet befinder sig på tynd is, siger rapport fra Centre for European Reform i London.
Af Luise Hemmer Pihl
16. oktober 2006

»Will the Eurozone Crack?« (»Revner Eurozonen?«) er den dramatiske titel på en 59 sider lang rapport fra tænketanken Centre for European Reform (CER), der betegner sig som »pro-europæisk, men ikke ukritisk«.

Budskabet er at Eurolands stabilitet trues af de store forskelligheder mellem landenes konkurrenceevne. Der er især risiko for at Italien kommer til at udløse en krise. Og hvis Italien bliver nødt til at forlade euroen, kan det medføre voldsomme skadevirkninger, ikke alene for den Økonomiske og Monetære Union, ØMU’en, men også for EU i bredere forstand.

For eksempel vil det let kunne ske at Spanien og Portugal vil følge Italien ud af Euroland, og det ville kunne true hele Det indre Marked.

Det skal der til, mener CER

Markedsreformer: Det indre Marked skal føres helt ud i livet – især skal forhindringer for handel og tjenesteydelser væk og så skal Lissabon-strategien gennemføres, for det vil bidrage meget til at gøre arbejds- og varemarkedet mere fleksibelt.

Større vækst i lønningerne i Tyskland: Det var meningen at ØMU’en skulle gøre ende på devalueringer i konkurrenceøjemed; men det er lige præcis det, Tyskland gør ved at bruge en usædvanligt stor løntilbageholdenhed til at blæse sin konkurenceevne op med.

En mere ekspansiv monetær politik: Hvis man definerede begrebet prisstabilitet lidt mindre stramt, ville det føre til større fleksibilitet inden for Euroland, fordi det ville være lettere for medlemslandene at genskabe deres konkurrenceevne uden at risikere deflation.

Reformer i Stabilitets- og vækstpagten: Pagten bliver nødt til at skelne mellem udgifter til forbrug og til investering for at forhindre at yderligere nedskæringer i de offentlige investeringer kommer til at ramme udsigten til fremtidig vækst.

Mere sovepude end motor

CER er meget kritisk over for udviklingen siden euroens indførelse. Og medlemskab af Den økonomiske og monetære Union har snarere været en sovepude end en motor for de nationale politikere, mener CER-direktør Simon Tilford.

Politikerne har lænet sig tilbage i stedet for at gennemføre de nødvendige, men upopulære reformer. Men endnu er det ikke for sent at sikre ØMU’ens succes, hvis politikerne vågner op og handler hurtigt. De må i gang med at overbevise deres vælgere om at de reformer, som er nødvendige for at sikre euroens succes, er de samme som der skal til hvis man vil fremme den økonomiske vækst og sikre den offentlige service og velfærdsstaten.

Det, der skal til, er en liberalisering af arbejdsmarkederne, mere konkurrence og en sundere håndtering af de offentlige finanser, skriver Simon Tilford.