ARTIKLER


Rusland splitter EU's lande

De store mængder af naturgas har givet præsident Putin kolossal magt. Det så man på topmødet i Lahti.
Af Sven Skovmand
27. oktober 2006

EU har hårdt brug for naturgas, og Rusland har masser. Gassen kan endda leveres gennem ledninger, hvilket gør den meget billigere end den gas, der kommer med skib.

For at naturgas kan sendes med skib, skal det nedkøles så meget at det bliver flydende. Det betyder at en tredjedel af gassens energi går tabt, og det koster naturligvis penge.

Russerne har derfor alle kort på hånden i energi-spørgsmålene. Det kom tydeligt frem på det nylige topmøde i Lahti.

Ingen russiske indrømmelser

EU havde indbudt den russiske præsident, Vladimir Putin, til at deltage i mødet. Det skete i håbet om at få russerne til at indgå en aftale med EU som helhed. En aftale der ikke blot skulle handle om levering af gas, men også om EU-firmaers deltagelse i den russiske udvinding af gas og olie.

EU-landene afholdt sig derfor fra at berøre pinlige emner som Ruslands behandling af Tjetjenien og den uheldige optræden i Georgien. Men det hjalp ikke.

Russerne kom ikke med andet end venlige ord. Og de fastslog at det helt var deres egen sag, hvad de vil gøre ved deres energi.

Putin levede i sandhed op til sit fornavn Vladimir – på dansk Valdemar. Det betyder »verdens behersker«!

Putin ønsker ikke at handle med EU på Èn gang. Han vil langt hellere forhandle med de enkelte lande hver for sig.

Det så man i begyndelsen af oktober, hvor han ifølge Politiken 12.10.2006 gav Tysklands forbundskansler Angela Merkel et tilbud om at levere 80 procent af Tysklands behov for naturgas.

I dag leverer Rusland »kun« 35 procent af Tysklands naturgas, så der vil være tale om en voldsom forøgelse.

Samtidig tilbød Putin tyske virksomheder at de kunne få ordrer på mellem 150 og 180 milliarder kroner i forbindelse med udbygningen af den russiske strømforsyning.

Ledningen under Østersøen

Det russiske tilbud får ekstra værdi, fordi gassen skal leveres gennem den nye gasledning, der skal gå under ÿstersøen og dermed skabe en direkte forbindelse mellem Rusland og Tyskland.

De nuværende ledninger lider af det problem at de går gennem Ukraine, som har haft et dårligt forhold til Rusland og ved en enkelt lejlighed har blokeret forbindelsen.