NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Så sluttede år 2005. Dramatikken i EU har igennem året været stor, med to gange reel modgang i såvel Frankrig som Holland, fulgt af opslidende diskussioner om EU-budgettet.
Billedet af et tidligere selvsikkert og enigt EU er blevet byttet ud med identitetskrise og splittelse.
Derimod er det ikke let at finde nogen organiseret EU-modstand på kontinentet. Dog har der længe været flere EU-skeptiske bevægelser i de skandinaviske lande. De ældste finder man i Danmark og Norge, da de allerede i 1972 gennemførte folkeafstemninger om EF-medlemskab.
Forud for den svenske folkeafstemning om medlemskab i 1994 dannedes en tilsvarende svensk bevægelse. De tre lande har indtil nu nået ikke færre end 11 EF/EU-folkeafstemninger.
Der findes to perspektiver når det gælder synet på skandinavisk samarbejde. For en udefrakommende iagttager er lighederne mellem landene åbenlyse, og går man et skridt videre i sin analyse, bliver det åbenbart at der er gevinster at hente i et dybere samarbejde.
Men billedet forandrer sig hastigt, når en iagttager indefra, for eksempel et parlamentsmedlem fra et af de skandinaviske lande, giver sit syn på situationen. Sandsynligvis begynder denne i stedet hurtigt at remse alle forskellene imellem landene op og det kan endog anes at historiens vingeslag stadig skaber turbulens.
Hurtigt befinder vi os i en diskussion som i stedet betoner nødvendigheden af fortsat grænsekontrol, fortsat separate (i praksis parallelle) krone-valutaer, fortsat separate lovgivninger og fortsat nationale standpunkter i udenrigspolitikken. Det paradoksale er de i princippet samme politikere ofte er varme tilhængere af EU, men da gælder i stedet det omvendte. Med blandt andet sløjfning af grænsekontroller, overgang til fælles valuta (euro), fortsat tilpasning til EU’s regelsæt og overladelse af store dele af udenrigspolitikken til EU.
Der findes argumenter imod disse påstande. Javist, EU er større og adgangen til EU’s indre marked er et livsvilkår for vores erhvervsliv. Men behøver de skandinaviske lande virkelig alt det andet i EU? Desuden er globaliseringen den største udfordring for Vesteuropa, med alt hvad den medfører i form af økonomisk pres, krav om effektive processer og stadig hurtigere omstilling mellem produktionsgange. Den proces må man på en eller anden form deltage i, hvis man vil beholde velstanden.
Det store spørgsmål er dog, hvordan dette skal ske. Dogmet har hidtil været at EU med blandt andet euroen og den frie bevægelighed er garanten for fortsat fremgang. Således burde eurolandene have haft en aldeles fremragende god vækst siden euroen blev indført i 1999. Men statistikken siger noget andet, se tabellen i boksen.
Ifølge denne sammenligning er situationen snarere den omvendte at eurolandene har den ringeste vækst af de fire valutaområder.
Det er måske endda sådan at en begrænset vægt kan være en fordel ved hurtige kursændringer.
Det er ikke selvklart hvor på skalaen for internationalt samarbejde landene bør placere sig. Desuden findes flere dimensioner i spørgsmålet. En yderpol er at hvert land fortsætter helt selvstændigt og den anden yderpol er man forvandler sig til delstat.
Men hvad der sjældent fremgår af debatten er at der også findes en mellemvej. Et skandinavisk statsforbund er en sådan mellemvej. Men hvad der frem for alt taler for et regionalt samarbejde er at der ifølge opinionsundersøgelser findes en stærkere folkelig støtte til skandinavisk samarbejde end til EU-samarbejde, noget som intet politisk parti har ladet sig påvirke af. Ironisk nok arbejder de mest EU-skeptiske partier (svenske Junilistan og danske JuniBevægelsen og Folkebevægelsen) i stedet via EU-parlamentet, men har på den anden side af naturlige grunde endnu sværere ved at komme til orde der. Det er desuden tvivlsomt om nogen af de tre partier i praksis støtter tanken om et mere forenet Skandinavien.
Et Skandinavien med fælles ydre grænser, en mere integreret uddannelses- og industripolitik, fælles kronevaluta samt en mere enig stemme i udenrigspolitiske sammmenhænge, er eksempler på samarbejdsområder som sandsynligvis ville tiltrække langt flere vælgere end dagens blege EU-samarbejde. Desuden må vi heller ikke glemme at en ny bølge af EU-folkeafstemninger sandsynligvis må gennemføres i Skandinavien i perioden 2010-2015. De EU-kritiske bevægelser befinder sig således midt i en spændende og afgørende epoke, hvor en skandinavisk politik på en betydelig bedre måde kunne dække de store spørgsmål, som vi sammen står over for!
Tomas Larsson er civiløkonom og var aktiv i Socialdemokrater mod ØMU før den svenske euro-afstemning. Øvrige bidrag til debat om EU og nordisk samarbejde kan læses på www.tomas.lwp.se