ARTIKLER


Bioenergi – en fejlinvestering­

I kommentaren siges det, at bioenergi er en problematisk måde at bekæmpe drivhusvirkningen på. Det kan også føre til, at man rydder skove for at skaffe jord til biomasse
Af Jens-Peter Bonde
10. januar 2007

EU-parlamentet vedtog i sidste uge EU’s strategi for biomasse og biobrændstoffer. Meningen er at støtte udviklingen af bioenergi samt dyrkning af afgrøder til biomasse. På den måde har man faktisk åbnet for en ny form for landbrugsstøtte. Samtidig medfører satsningen på bioenergi en høj risiko for at fremme tab af biodiversitet, da der i ulandene vil blive ryddet skov for at producere biomasse.

Jeg er enig i målet om at øge andelen af vedvarende energi med 5,75 %, men af mange grunde kan dette bedre nås med de mindre problematiske energikilder som sol, vind og bølgekraft og med brint som energibærer i individuel transport. Det er energikilder, som i modsætning til bioenergi ikke forurener samtidig med at de på ingen måde konkurrerer med arealanvendelsen til økologiske fødevarer og naturarealer. Udlægning af store arealer til biomasseenergi kan komme i uheldig konkurrence med fødevareproduktionen og i sidste ende betyde kunstigt høje fødevarepriser for forbrugerne i EU.

Jeg fremsatte et ændringsforslag, der gjorde det muligt for medlemsstaterne at konvertere biomasseplanens mål for biomasse til vedvarende energikilder. Det ændringsforslag blev desværre ikke vedtaget, og det er derfor ikke muligt for de enkelte medlemsstater selv at afværge de negative konsekvenser ved biomasse – ved i stedet at investere i reelt vedvarende energikilder.