NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Lissabon-traktaten er bygget op i to dele ligesom den nugældende Nice-traktat:
Del I: Traktat om den Europæiske Union (TEU) med Unionens værdier, mål, institutionerne, regler for kvalificeret flertal mv. I alt 55 artikler, der beskriver de overordnede regler. TEU svarer i store træk til del I (forfatningsdelen) i forslaget til EU-forfatningen.
Del II: Traktat om den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF – i dag TEF eller EF-traktaten). Beskriver Unionens politikker på de forskellige områder (politisamarbejdet, industri, kultur, osv.), lovgivningsproceduren, brugen af kvalificeret flertal mv., i alt 358 artikler. Svarer til del III og IV i forslaget til EU-forfatning.
Den følgende gennemgang følger med nogle undtagelser rækkefølgen af artiklerne i Lissabon-traktaten. Undtagelserne er områder som er blevet delt op i traktatens to dele, men som indholdsmæssigt hører sammen og derfor omtales samlet.
De forskellige afsnit beskriver de vigtigste områder, og hvordan de adskiller sig fra den gældende traktat.
Forskelle fra EU-forfatningen (den forfatning som vælgerne i Frankrig og Holland stemte nej til) er forklaret i afslutningen af hvert afsnit.
Afsnit markeret med baggrundsfarve omhandler de ændringer der er foretaget af det tyske formandskab i foråret 2007 efter samråd med Danmark om, hvad der kunne opfattes som suverænitetsafgivelse, og derfor udløse krav om folkeafstemning. Justitsministeriet havde i forfatningstraktaten fundet ni områder hvor der blev overdraget suverænitet. Af disse ni områder er de otte ændret, mens ét er fjernet. Det ene er forfatningstraktatens forslag om at give EU's domstol ret til at træffe afgørelser i patentstridigheder.
To af problemområderne (udstedelse af pas mv. og tiltrædelse til den Europæiske Menneskeretskonvention) optræder med markering to gange, fordi de har emnemæssig relevans på mere end et sted.
NOTAT har valgt at bruge den nummerering som bliver gældende når Lissabon-traktaten officielt skrives sammen med den eksisterende EU- og EF-traktat. Hvordan det vil ske, fremgår af en tabel sidst i dokumenterne CIG 14/07 og 15/07 som blev underskrevet i Lissabon den 13. december 2007.
Denne nummerering adskiller sig fra den foreløbige udgave af Lissabon-traktaten som Folketingets EU-oplysning har udgivet, selv om artiklernes indhold er ens.
Hovedpunkterne i Lissabon-traktaten
Navnet er Lissabon-traktaten, i forhandlingsfasen kaldet Reformtraktaten.
EU-forfatningens fulde navn var Traktat om en forfatning for Europa.
Forskel fra EU-forfatningen: En indledning om hvad Europa står for, er forkortet, og en henvisning til Europas kulturelle, religiøse og humanistiske arv mv. er flyttet fra den overordnede præambel til præamblen for TEU-delen.
Forskel fra EU-forfatningen: Tilføjelsen om kompetencer fra medlemsstaterne er ny. Henvisning til »inspiration fra de europæiske borgeres og staters vilje« er fjernet, ligesom konstateringen om at »Unionen er åben for alle europæiske stater, der respekterer dens værdier og forpligter sig til at fremme dem i fællesskab«.
Der er ingen tilsvarende værdiartikel i den gældende Nice-traktat.
Forskel fra EU-forfatningen: Ingen.
Tilsvarende artikel i den gældende Nice-traktat er noget kortere. Fred, bæredygtig udvikling, videnskabelige og teknologiske fremskridt er eksempler på mål som ikke er specifikt omtalt i Nice-traktaten.
Forskel fra EU-forfatningen: Lille. En henvisning til »fri konkurrence« er blevet fjernet på fransk initiativ, men tilføjet i en protokol knyttet til traktaten. Det har samme retslige værdi. (Protokol nr. 6, om Indre Marked og konkurrence)
Forskel fra EU-forfatningen: Tydeligere fremhævet.
Forskel fra EU-forfatningen: EU-rettens forrang fremgik af en særskilt artikel.
Forskel fra EU-forfatningen: Ingen.
Forskel fra EU-forfatningen: Unionens flag (12 gule stjerner på blå bund), hymne (fra »Ode til Glæden« i Ludwig van Beethovens niende symfoni), motto (»Forenet i mangfoldighed«), og Europa-dagen (den 9. maj), samt at euroen er Unionens mønt var omtalt i en særlig artikel som nu er fjernet. Euroen er til gengæld omtalt i TEU 2 om Unionens mål.
Charter om grundlæggende rettigheder og tiltrædelse til Europakonventionen
Charteret om de grundlæggende rettigheder er et omfattende katalog, der omhandler så forskellige rettigheder som ret til livet, ytringsfrihed, og ret til gratis arbejdsformidling. Det bliver via en henvisning en juridisk bindende del af traktaten. (TEU 6.1) Charteret har i dag status som et politisk dokument (»højtidelig proklamation«).
Undtagelser for Storbritannien og Polen + en ensidig polsk erklæring om at charteret på »ingen måde« giver EU beføjelser til at lovgive om offentlig sædelighed, familieret, mv. (Protokol nr. 7, om anvendelsen af Charteret... i Polen og Storbritannien + Erklæring nr. 61)
EU forpligtes også til at tiltræde Den Europæiske Menneskeretskonvention (EMRK) udarbejdet i Europarådet som ikke er et EU-organ. (TEU 6.2)
Forskel fra EU-forfatningen: Selve teksten i Charteret er fjernet og gengives separat. Beslutning om at tiltræde EMRK vil kræve enstemmighed (TEUF 218 stk. 8). I forfatningen skulle der blot være kvalificeret flertal. (Dog skal også EMRK laves om for at gøre det muligt for EU at tiltræde, og det kræver enstemmighed blandt de lande som har tiltrådt konventionen, herunder de 27 EU-lande.)
Enstemmig beslutning hvis der skal ændres ved disse rettigheder og pligter. (TEU 9 + TEUF 20.2 + TEUF 25)
Forskel fra EU-forfatningen: Direktiver om konsulær og diplomatisk beskyttelse skal kun omfatte koordinering og samarbejde. Herved undgås diskussion om afgivelse af suverænitet. (TEUF 23)
Ingen tilsvarende bestemmelse i Nice-traktaten.
Forskel fra EU-forfatningen: Ingen.
Parlamenterne kan indenfor otte uger klage over forslag fra Kommissionen som man mener bryder mod nærhedsprincippet (at EU blander sig i for meget). Hvis en tredjedel (en fjerdedel hvis det handler om retslige og indre anliggender) af alle parlamenter klager (= »gult kort«), skal Kommissionen overveje sit forslag, men behøver ikke trække det tilbage. Hvis halvdelen af parlamenterne klager (= »orange kort«), kan forslaget standses ved hjælp af 55 procent af landene i Ministerrådet, eller af et flertal i EU-Parlamentet.
Parlamenterne får direkte tilsendt aktuelle forslag fra Kommissionen og dokumenter til evaluering af det retslige samarbejde.
Et enkelt parlament vil kunne standse brugen af visse forenklede traktatændringer – såkaldte gangbroer eller »passereller«. (TEU 12 + TEU 48.7 + protokol nr. 1, om de nationale parlamenters rolle, og nr. 2, om envendelse af nærheds- og proportionalitetsprincippet)
Forskel fra EU-forfatningen: Klagefristen forlænget med to uger. Processen ved det »orange kort« blev indført som svar på hollandsk ønske om indflydelse for de nationale parlamenter.
Unionen har enekompetence på følgende områder:
– Toldunionen.
– Konkurrencereglerne for det indre marked.
– Den monetære politik for de medlemsstater der har indført euroen.
– Bevarelsen af havets biologiske ressourcer inden for rammerne af den fælles fiskeripolitik. Hvilket betyder at det er EU og kun EU der fastsætter fiskekvoter mv. for at sikre bestandene.
– Den fælles handelspolitik. EU har ligeledes enekompetence til at indgå internationale aftaler, når indgåelsen har hjemmel i en lovgivningsmæssig EU-retsakt, eller når den er nødvendig for at give Unionen mulighed for at udøve sin kompetence på internt plan, eller for så vidt den kan berøre fælles regler eller ændre deres rækkevidde. (TEUF 3)
Der er delt kompetence på:
– Det indre marked.
– Social- og arbejdsmarkedspolitik.
– Økonomisk, social og territorial samhørighed.
– Landbrug og fiskeri, undtagen bevarelse af havets biologiske ressourcer (hvor Unionen har enekompetence, se ovenfor).
– Miljø.
– Forbrugerbeskyttelse.
– Transport.
– Transeuropæiske net.
– Energi.
– Området med frihed, sikkerhed og retfærdighed.
– Fælles sikkerhedsproblemer på folkesundhedsområdet.
Desuden kompetence til at fastlægge og iværksætte programmer på områderne forskning, teknologisk udvikling samt rummet, forudsat det går ud over medlemslandenes kompetence + tilsvarende om udviklingssamarbejde og humanitær bistand. (TEUF 4)
Herudover kan Unionen gennemføre »understøttende koordinerende eller supplerende tiltag« indenfor:
– Beskyttelse og forbedring af menneskers sundhed.
– Industri.
– Kultur.
– Turisme.
– Uddannelse, erhvervsuddannelse, ungdom og sport.
– Civilbeskyttelse og administrativt samarbejde. (TEUF 6)
I Nice-traktaten er der ingen tilsvarende redegørelse for de forskellige kompetencer.
Forskel fra EU-forfatningen: Ingen. Men artiklerne er flyttet fra den tidligere forfatningsdel over i den del som vedrører EU's funktionsmåde. (TEUF)
Samordning af de økonomiske politikker og beskæftigelsespolitikkerne
Medlemsstaterne skal samordne deres økonomiske politik generelt. Det præciseres at der gælder særlige regler for euro-landene. Samordningen gælder også landenes beskæftigelsespolitikker, mens Unionen kan gå videre og samordne social- og arbejdsmarkedspolitikkerne. (TEUF 5)
Forskel fra EU-forfatningen: Ingen, men artiklen er flyttet fra den tidligere forfatningsdel over i den del som vedrører EU's funktionsmåde. (TEUF)
Der skal også, som noget nyt, »tages hensyn« til Parlamentets politiske sammensætning ved udnævnelse af Kommissionens formand.
Antallet af medlemmer fastsættes til 750 plus formanden. Det mindste antal et land kan have, sættes til 6, det højeste til 96.
Fordelingen af mandater mellem medlemslandene besluttes af stats- og regeringscheferne (Det Europæiske Råd) og fastlægges ikke længere i traktaten. (TEU 14 + 17 om forholdet til Kommissionen)
Forskel fra EU-forfatningen: Næsten ingen – antallet af medlemmer er øget med 1 (formanden).
Formanden for Det Europæiske Råd vælges med kvalificeret flertal for 2,5 år, og han/hun kan genvælges én gang. Formanden kan ikke samtidig beklæde et nationalt mandat.
Formandens opgave er at forberede og lede Det Europæiske Råd, ligesom han/hun skal repræsentere Unionen på den internationale scene. Dog uden at denne repræsentation berører den højtstående repræsentants kompetencer. (TEU 15)
Det nuværende system med skiftende formandskaber i Ministerrådet og rådets arbejdsgrupper hvert halve år bevares, hvorfor det alene er formandskabet for topmøderne og udenrigsministerrådet der berøres. Formandskaberne her udøves af hhv. den ny præsident og den højtstående repræsentant.
Forskel fra EU-forfatningen: Ingen.
Ministerrådet lovgiver som hovedregel med flertalsbeslutninger, men med flere undtagelser for forskellige politikområder og med forskellige muligheder for at ophæve disse undtagelser – se præciseringer i afsnittet om politikområder nedenfor.
Største ændring i forhold til Nice-traktaten er at de enstemmige beslutninger om politisamarbejde forsvinder, med enkelte undtagelser.
Den generelle regel bliver at der er et kvalificeret flertal for en EU-lov, hvis 55 procent af landene, der repræsenterer 65 procent af Unionens befolkning, stemmer for. Der skal mindst fire lande, der repræsenterer 35 procent af Unionens befolkning, til at blokere for et lovforslag, selv om tre store lande alene ville kunne samle et blokerende mindretal.
Ændringen indebærer at den nuværende stemmefordeling i Rådet med 29 stemmer til de fire største og 3 til det mindste land (Malta) erstattes med landenes procentandel af den samlede befolkning.
Det betyder øget forskel i stemmevægt mellem store medlemslande og små.
De nye regler skal introduceres i 2014, men vil kunne udskydes til den 31. marts 2017 hvis et enkelt medlemsland kræver det.
Samtidig traktatfæstes, via en erklæring, muligheden for at et mindretal kan forsinke en beslutning, selv om mindretallet kun når op til 75 procent af de stemmer som er nødvendige for helt at blokere en beslutning. Forsinkelsesmekanismen blev kaldt for »Ioannina-kompromisset«, efter et møde i den græske by Ioannina 1994 op til EU's udvidelse med Finland, Sverige og Østrig året derpå. Den er aldrig blevet brugt.
Fra den 1. april 2017 sænkes tærsklen for at forsinke flertalsbeslutninger fra 75 til 55 procent af de lande og/eller den befolkningsandel som kræves for helt at blokere en beslutning. (TEU 16, TEUF 238 + Protokol nr.10, om overgangsbestemmelser + Erklæring nr. 7)
Forskel fra EU-forfatningen: De nye stemmeregler skulle være trådt i kraft fra 2009. Udskydelsen til 2014 med mulig forlængelse til 2017, og forsinkelsesmekanismen (»Ioannina-kompromisset«) er et resultat af polske krav.
Med Lissabon-traktaten får kommissionsformanden (pt. José Manuel Barroso) beføjelser til at afskedige enkelte kommissærer. (TEU 17)
Forskel fra EU-forfatningen: Ingen.
Den højtstående repræsentant skal stå for den fælles udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik, og da vedkommende også er næstformand i Kommissionen, får han/hun snor i forvaltningen af bl.a. EU's udviklingsbistand. Under den højtstående repræsentant indrettes et diplomatkorps kaldet Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, sat sammen af personale fra Kommissionen, Ministerrådets generalsekretariat og medlemslandene. (TEU 18 og TEU 27)
Forskel fra EU-forfatningen: Navnet; blev i forfatningen kaldt for Unionens udenrigsminister.
Bemyndigelse til at indlede et forstærket samarbejde træffes ved flertalsafgørelse blandt alle medlemslande, dog kræves enstemmighed indenfor udenrigs- og sikkerhedspolitik. (TEUF 329.2)
Dette krav om enstemmighed kan fraviges efter en enstemmig beslutning. Det gælder dog ikke for afgørelser der har indvirkning på militær- eller forsvarsområdet. (TEUF 333)
Forskel fra EU-forfatningen: Grænse på mindst en tredjedel af medlemslandene (pt. 9 af 27). Ingen betydning nu, men kan få betydning efter fremtidige udvidelser.
Flertalsbeslutninger bruges:
– når stats- og regeringscheferne i forvejen har truffet beslutninger om EU's »strategiske interesser og mål«
– når forslag er fremsat af den højtstående repræsentant (»udenrigsministeren«) som stats- og regeringscheferne har bedt ham/hende om at fremlægge (nyt i forhold til Nice-traktaten)
– ved iværksættelse af en tidligere besluttet aktion eller holdning
– når der skal udpeges en repræsentant i forbindelse med f.eks. et konfliktområde.
Et land kan prøve at standse en flertalsafgørelse hvis man af »vitale« (»vigtige« i EU-forfatningen og i Nice-traktaten) årsager vil stemme imod. Sagen bliver dog kun løftet op til højeste niveau hvis der er kvalificeret flertal derfor. (TEU 31.2)
Brugen af flertalsafgørelser kan udvides af stats- og regeringscheferne til flere udenrigspolitiske områder hvis alle er enige om en såkaldt forenklet traktatrevision, eller passerelle. (TEU 31.3)
På militær- og forsvarsområdet gælder krav om enstemmighed, uden undtagelser og passarelle-mulighed. (TEU 31.4)
Et af de nye mål er en gradvis udformning af en fælles forsvarspolitik som »vil føre til« et fælles forsvar, efter en beslutning – med enstemmighed – i Det Europæiske Råd (stats- og regeringscheferne). (TEU 42.2) Nice-traktaten siger lidt blødere, at en gradvis udformning af en forsvarspolitik »vil kunne føre« til et fælles forsvar.
Alle medlemslande forpligtes til »gradvis (at) forbedre deres militære kapacitet« (TEU 42.3). Det er nyt i forhold til Nice-traktaten.
Betingelserne for at komme med i fortroppen er deltagelse i EU's våbenagentur (oprettet i 2004) og muligheden for senest i 2010, indenfor 5-30 dage, at kunne stille med kampenheder i en periode på 30 dage. Perioden kan forlænges til mindst 120 dage. Et sådant forstærket militærsamarbejde etableres med kvalificeret flertal blandt alle medlemslande. (TEU 42.6 og TEU 46 + Protokol nr. 4, om permanent struktureret samarbejde)
Nice-traktaten indeholder ingen tilsvarende betingelser for forstærket militærsamarbejde.
Dansk deltagelse er udelukket i kraft af det gældende forsvarsforbehold.
For NATO-medlemmer skal forpligtelserne være i overensstemmelse med NATO-medlemskabet. Oprindelig var forpligtelsen kun møntet på de lande som indgår i et forstærket samarbejde, men er altså blevet udvidet til at gælde for alle.
Unionen skal også tage alle midler i brug hvis en medlemsstat udsættes for et terrorangreb, en naturkatastrofe eller en menneskeskabt katastrofe. Hvis der skal bruges militære midler i den anledning, skal en beslutning træffes med enstemmighed. Det enkelte medlemsland afgør selv hvilke midler man vil bruge (erklæring for at berolige de neutrale og/eller alliancefri medlemslande). (TEUF 222 + Erklæring nr. 37)
Denne såkaldte solidaritetsklausul fik status som en politisk forpligtelse på forårstopmødet i marts 2004, kort efter bomberne i Madrid, selv om forfatningen ikke var færdigforhandlet på det tidspunkt. Den er nu videreført i Lissabon-traktaten.
»fælles aktioner på nedrustningsområdet, humanitære opgaver og redningsopgaver, rådgivnings og bistandsopgaver på det militære område, konfliktforebyggende og fredsbevarende opgaver og kampstyrkers opgaver i forbindelse med krisestyring, herunder fredsskabelse og post-konflikt-stabiliseringsoperationer. Alle disse opgaver kan bidrage til bekæmpelse af terrorisme, herunder gennem den støtte, som ydes tredjelande til bekæmpelse af terrorisme på deres område.« (TEU 43, understregninger er nye tilføjelser i forhold til Nice-traktaten).
- at fastlægge og vurdere medlemslandenes militære kapacitetsbidrag
- at fremme teknisk harmonisering
- at foreslå og gennemføre samarbejdsprogrammer
- at støtte forskning, og styrke forsvarsindustrien. (TEU 45)
Ingen tilsvarende artikel i Nice-traktaten.
Forskel fra EU-forfatningen: En konstatering om at EU ikke kan lovgive om udenrigs- og sikkerhedspolitik, at fleksibilitetsartiklen (TEUF 352 – »gummiparagraffen«) ikke kan bruges på udenrigs- og sikkerhedspolitik, og at Domstolen ikke har beføjelser på dette område, plus to erklæringer om at den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik ikke berører den enkelte medlemsstats udenrigspolitik eller giver Kommissionen og EU-Parlamentet nye beføjelser. (TEU 24.1, TEUF 275, TEUF 352.4 + Erklæring nr. 13 og 14)
– beskyttelse indenfor det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område (TEU 39)
– beskyttelse generelt (TEUF 16)
– beskyttelse med indvirkning på den nationale sikkerhed (Erklæring nr. 21)
I Nice-traktaten er personoplysninger kun beskyttede indenfor den gamle EF-del (»søjle 1«) og ikke indenfor udenrigs- og sikkerhedspolitik (»søjle II«) og politisamarbejde (»søjle III«) .
Forskel fra EU-forfatningen: Opdelingen på tre forskellige retsakter er lavet af det tyske formandskab og indebærer at Danmark vil kunne undgå suverænitetsafgørelse med efterfølgende krav om folkeafstemning.
Når det gælder militær og forsvar, kan det dog ikke lade sig gøre.
Stats- og regeringscheferne kan bruge passereller på to måder:
- Ændre afstemningsreglerne på enkelte politikområder, men uden at udvide EU's kompetence. En sådan ændring skal efterfølgende godkendes af alle medlemslande. (TEU 48.6)
- Ændre afstemningsreglerne og give EU-parlamentet en rolle som medlovgiver på områder hvor Parlamentet i forvejen kun skal høres.
En ændring som giver mere magt til EU-Parlamentet, kan forhindres på den måde at et nationalt parlament sætter hælene i ved indsigelse inden for seks måneder. (TEU 48.7)
Derudover findes specifikke passereller for udenrigs- og sikkerhedspolitik (31.3), familieret (TEUF 81.3), langtidsbudgettet (TEUF 312. 2) og forstærket samarbejde (TEUF 333.1 og 2).
Forskel fra EU-forfatningen: Ingen.
Der er ingen tilsvarende regulering i Nice-traktaten.
Forskel fra EU-forfatningen: Ingen.
På enkelte politikområder bevares dog kravet om enstemmighed, men med mulighed for at skifte til flertalsafgørelser hvis alle lande er enige derom – de såkaldte passereller.
På andre områder gælder hovedreglen om kvalificeret flertal, men med mulighed for at bruge »nødbremser« for at indføre enstemmighed. Brugen af en nødbremse indebærer at et eller flere lande kræver at en afgørelse der besluttes med flertal, løftes op til EU's højeste myndighed, Det Europæiske Råd. Her skal stats- og regeringscheferne så træffe beslutning med enstemmighed.
I efteråret 2004 blev fem af Folketingets partier (V, K, R, S og SF) enige om hvilke enstemmighedsområder man ville bevare, og hvilke nødbremser man ville kunne bruge hvis eller når EU-forfatningen var trådt i kraft. Den aftale er nu til forhandling, men viser hvordan et politisk dansk flertal muligvis vil forholde sig til en ny traktat.
Afvigelser fra hovedprincippet om flertalsafgørelser, muligheden for at skifte fra enstemmighed til flertal ved hjælp af passereller, de mulige »nødbremser«, og fempartiaftalen har betydning på følgende områder:
Flertalsafgørelser, hvis der ikke er tale om en harmonisering af nationale love og bestemmelser. (TEUF 20).
V, K, R, S og SF: Positive over for flertalsbeslutninger.
Forskel fra EU-forfatningen: Ingen.
V, K, R, S og SF: Enstemmighed om social sikring eller social beskyttelse bevares.
Forskel fra EU-forfatningen: Beslutninger om pas, id-kort, opholdsbeviser og anden dokumentation er flyttet til afsnit om retsligt samarbejde som ikke alle medlemslande deltager i – herunder Danmark. (se TEUF 82.3 om grænsekontrol)
Forskel fra EU-forfatningen: Ingen.
Forskel fra EU-forfatningen: Ingen.
Nødbremse: Et land kan anmode om at en konkret beslutning træffes af stats- og regeringscheferne med enstemmighed, hvis forslaget vil berøre »vigtige« (i forfatningen »grundlæggende«) aspekter af landets sociale sikringssystem. Topmødet skal så afgøre sagen indenfor en frist på fire måneder. Hvis den tidsfrist ikke overholdes, bortfalder forslaget. (TEUF 48)
V, K, R, S og SF: Nødbremsen skal kunne bruges.
Forskel fra EU-forfatningen: Stramning fra »grundlæggende« til »vigtige« aspekter for brug af nødbremse, og tilføjelse om at forslaget bortfalder efter fire måneder uden afgørelse.
Også enstemmighed ved godkendelse af et enkelt lands restriktive skatteregler overfor tredjeland, hvis ikke Kommissionen indenfor tre måneder har godkendt den pågældende skatteregel. (TEUF 65.4)
Forskel fra EU-forfatningen: Forslag om EU's ret til at indefryse bankkonti i medlemslandene flyttet til afsnit om retsligt samarbejde som Danmark ikke deltager i. (TEUF 6H) Derved afgiver Danmark ikke suverænitet med eventuelt efterfølgende krav om folkeafstemning.
Forskel fra EU-forfatningen: Området er flyttet fra afsnit om fri bevægelighed til afsnit om retsligt samarbejde som Danmark har undtagelse for. Derved afgiver Danmark ikke suverænitet med eventuelt efterfølgende krav om folkeafstemning.
Forskel fra EU-forfatningen: Ingen.
Forskel fra EU-forfatningen: Indsigelsesretten for nationale parlamenter.
Enstemmighed ved »andre særlige« (ikke omtalte) elementer i strafferetsplejen.
Nødbremse: Hvis et medlemsland protesterer mod en bestemt beslutning, henvises landet til Det Europæiske Råd (stats- og regeringschefernes topmøder), som kan bede om et nyt forslag indenfor fire måneder.
Forstærket samarbejde: Hvis der ikke opnås enighed indenfor et år, vil mindst ni af medlemslandene (i forfatningen en tredjedel) kunne gå videre på egen hånd. (TEUF 82)
Forskel fra EU-forfatningen: Ingen.
Der skal være enstemmighed hvis andre kriminalitetsområder skal omfattes. (TEUF 83)
Flertal eller enstemmighed for fastsættelse af minimumstraffe for handlinger som vedrører gennemførelse af EU-beslutninger i form af harmoniseringer. Valget af beslutningsprocedure for straffe skal følge den samme procedure som blev brugt ved de pågældende beslutninger.
Nødbremse: Hvis et medlemsland protesterer mod en bestemt beslutning, forelægges loven Det Europæiske Råd (topmøderne), som kan bede om et nyt forslag indenfor fire måneder.
Forstærket samarbejde: Hvis der ikke opnås enighed indenfor et år, vil ni medlemslande eller flere (i forfatningen en tredjedel) kunne gå videre i et forstærket samarbejde. (TEUF 83.3)
Forskel fra EU-forfatningen: Ingen.
Stats- og regeringscheferne (topmødet) kan med enstemmighed beslutte at udvide anklagemyndighedens beføjelser til andre områder. (TEUF 86.4)
Forskel fra EU-forfatningen: Muligheden for ni lande eller flere at gå videre på egen hånd er ny.
Enstemmighed ved beslutninger om operationelt samarbejde. Hvis enstemmighed ikke kan opnås, kan ni medlemslande eller flere henvende sig til Det Europæiske Råd og efter fire måneder træffe beslutning om et operativt politisamarbejde på egen hånd. (TEUF 87. 3)
Forskel fra EU-forfatningen: Muligheden for ni lande eller flere at gå videre på egen hånd er ny.
Forskel fra EU-forfatningen: Ingen.
Forskel fra EU-forfatningen: Ingen.
V, K, R, S og SF: Indstillet på at støtte eventuelle forslag om at skifte til flertalsafgørelse, men kun hvis der er tale om harmonisering på et minimumsniveau, og ikke vedrører direkte personskatter.
Forskel fra EU-forfatningen: Ingen.
V, K, R, S og SF: Kan støtte skiftet til flertalsafgørelser om aftaler med tredjelande og skattespørgsmål der ikke vedrører direkte personskatter.
Forskel fra EU-forfatningen: Ingen.
Forskel fra EU-forfatningen: Ingen.
Forskel fra EU-forfatningen: Ingen.
Forskel fra EU-forfatningen: Ingen.
– arbejdstageres sociale sikring og beskyttelse
– sikring mod arbejdsløshed
– repræsentation og kollektivt forsvar af arbejdsmarkedsparternes interesser
– beskæftigelsesvilkår for statsborger for tredjeland.
Mulighed for overgang til flertal på de tre sidste områder hvis der er enighed derom i Ministerrådet (TEUF 153.1 og 2)
V, K, R, S og SF: Afviser et skifte til flertalsafgørelser.
Lønforhold, organisationsret, strejkeret og ret til lockout er ikke omfattet af artiklen. (TEUF 153.5)
Forskel fra EU-forfatningen: Ingen.
– afgifter
– fysisk planlægning
– vandressourcer
– arealanvendelse (bortset fra affaldshåndtering)
– valg af energikilder. Kravet om enstemmighed kan ophæves ved en enstemmig beslutning i Ministerrådet (TEUF 192.1 og 2)
V, K, R, S og SF: Positive til flertalsafgørelser om miljøafgifter.
Forskel fra EU-forfatningen: Ingen.
En ånd af solidaritet mellem medlemslandene tilføjet som mål.
V, K, R, S og SF: Positive til eventuelt forslag om flertalsafgørelser for minimumssatser for energiafgifter.
Forskel fra EU-forfatningen: Solidaritetsmålet efter polsk ønske på baggrund af planlagt russisk-tysk gasledning udenom Polen.
Enstemmighed kan være et krav når det gælder handelsaftaler om:
– kultur og radio/tv-programmer (hvis risiko for mangfoldighed er i fare)
– sociale tjenester
– undervisning
– sundhed (hvis risiko for at sådanne tjenester forstyrres alvorligt). (TEUF 207.4)
Forskel fra EU-forfatningen: Ingen.
Der kræves også enstemmighed ved aftaler om et valutakurssamarbejde mellem euroen og tredjelandsvalutaer (TEUF 219)
Forskel fra EU-forfatningen: Krav om enstemmighed og ratifikation for tiltrædelse til EMRK (derved undgås dansk suverænitetsafgivelse med efterfølgende krav om folkeafstemning).
Forskel fra EU-forfatningen: Ingen.
Forskel fra EU-forfatningen: Ingen.
Andet nyt i forhold til Nice-traktaten:
Forskel fra EU-forfatningen: Ingen.
Forskel fra EU-forfatningen: Ingen.
Forskel fra EU-forfatningen: Ingen.
Forskel fra EU-forfatningen: Understregning af at det handler om supplement til nationale tiltag og ikke om nye beføjelser til EU. Herved undgås diskussionen om dansk suverænitetsafgivelse med eventuelt efterfølgende krav om folkeafstemning.
Forskel fra EU-forfatningen: Devalueret til kun at gælde støtte og koordinering, men ikke harmonisering af medlemslandenes love. Herved undgås dansk suverænitetsafgivelse med efterfølgende krav om folkeafstemning.
Forskel fra EU-forfatningen: Nyhed.
Forskel fra EU-forfatningen: Ingen.
Forskel fra EU-forfatningen: Nyhed, et svar på Hollands krav om bl.a. at kunne beholde støtte til socialt boligbyggeri.