NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Der afgives ikke suverænitet fra Danmark til EU, og dermed er der ikke noget juridisk grundlag for en folkeafstemning efter Grundlovens paragraffer.
Sådan lød dommen fra Justitsministeret tirsdag den 4. december 2007. Ifølge ministeriets redegørelse er der ingen problemer med Lissabon-traktaten i forhold til Grundloven. Hverken i at traktaten giver EU-retten forrang over de nationale grundlove, eller med den såkaldte passerelle der giver EU's regeringer lov til selv at foretage grundlovsændringer i EU, eller med at Danmark mister en fast plads i Kommissionen, eller at der skal indføres en fast formand/præsident for EU.
Så snart dommen var afsagt, lød kritikken for »politisk bestillingsarbejde« og »en facadelegitimation for den allerede trufne politiske beslutning« om ikke at holde folkeafstemning.
JuniBevægelsen offentliggjorde dagen efter en mod-redegørelse, og tidligere medlem af EU-Parlamentet Ole Krarup truede med at Folkebevægelsen mod EU »øjeblikkeligt vil tage initiativ til at få indbragt regeringens grundlovsbrud for domstolene hvis der ikke udskrives folkeafstemning«.
Den væsentligste strid er de mange nye flertalsafgørelser som betyder at de enkelte lande ikke længere har vetoret.
»Man kan ikke miste sin mødom to gange. Enten har man den, eller også har man den ikke. Man kan heller ikke afgive sin suverænitet to gange. Når den én gang er afgivet, så kan man ikke afgive den igen,« sagde justitsministeren.
De politikere som ønsker en folkeafstemning om Lissabon-traktaten, strittede imod.
»Enhver kan jo se at det er afgivelse af suverænitet, hvis man ikke har vetoret over for seksuelt samkvem hvor man kan miste sin mødom,« imødegik Enhedslistens EU-ordfører Per Clausen ministerens forklaring.
»Jeg mener at det er lige omvendt. Reelt er det, når vi i Folketinget mister vetoretten, at suverænitetsafgivelsen finder sted,« sagde Morten Messerschmidt, EU-ordfører for Dansk Folkeparti.
JuniBevægelsens formand Hanne Dahl peger på en omstridt beslutning om at tvinge Østrig til at ophæve sit forbud mod gensplejset majs på markerne. Kun 4 lande stemte for, 14 lande stemte imod, mens 9 lande undlod at stemme i Bruxelles den 30. oktober 2007.
Til trods for at kun 4 ud af 27 lande støttede beslutningen, blev den vedtaget. 14 lande er nemlig ikke nok til at blokere en beslutning efter EU's regler om flertalsafgørelser.
»Sagen viser at flertalsafgørelser er suverænitetsafgivelse i virkelighedens verden. At EU tvang Østrig til gensplejset majs, skete med både Østrig og et flertal af EU-ministrene som tilskuere til EU's beslutningsprocesser. Derfor bør det være op til vælgerne at godkende flere flertalsafgørelser ved en folkeafstemning,« siger Hanne Dahl.
Denne fortolkning var der ikke enighed om i 1972, og den blev kun vedtaget af det daværende EU-flertal i Folketinget.
Tolkningen medførte at en af de mest vidtrækkende integrations-beslutninger nogensinde, gennemførelsen af EF's Indre Marked, ikke blev anset for at være væsentlig nok til at kræve en bindende folkeafstemning efter Grundloven. Dermed har den danske stat lagt en meget vid ramme om EU-integrationen.
Der er ikke nogen egentlig grænse, hvis man med en grænse mener, hvor meget der egentlig bør besluttes i henholdsvis det nationale parlament og i internationale fora.
Konklusionen har været den samme ved tilslutningen til Rom-traktaten i 1972, ved Maastricht-traktaten i 1992 og ved Amsterdam-traktaten i 1998: Der var tale om afgivelse af suverænitet i henhold til Grundlovens paragraf 20, dvs. vedtagelse af traktaten krævede et flertal på 5/6 i Folketinget, eller et flertal ved en bindende folkeafstemning. I alle tre tilfælde blev det til folkeafstemning.
Folkeafstemningen om EF's indre marked i 1986 blev afholdt selv om juristerne vurderede at der ikke skete afgivelse af suverænitet ifølge Grundlovens paragraf 20. Men da Folketinget stemte nej til den såkaldte Fællesakt, udskrev daværende statsminister Poul Schl¸ter en såkaldt vejledende EU-folkeafstemning, en folkeafstemning som politikerne juridisk set ikke bagefter behøvede at rette sig efter.
Samme slags folkeafstemning var der tale om ved euro-afstemningen i år 2000. Justitsministeriet har nok altid haft ry for at være meget loyale over for den til enhver tid siddende regering. Men tilslutningen til det synspunkt blev en hel del større efter ministeriets fortolkning af Grundlovens bestemmelse om at »kongen slår mønt«. Juristerne mente at man uden suverænitetsafgivelse kunne afskaffe kroner og øre og gå ind i EU's Møntunion idet pengesedler ikke er omtalt i Grundloven.
Også Nice-traktaten, hvis hovedmål var, før den store udvidelse, at forskyde magt fra de små og mindre lande til de store lande, frikendte Justitsministeriet for suverænitetsafgivelse. Derfor undlod Folketinget at holde folkeafstemning om den seneste EU-integration.
Justitsministeriets grundlovsredegørelse findes hos EU-oplysningen, www.euo.dk, tlf. 33373337, og det samme gør Udenrigsministeriets lange redegørelse om Lissabon-traktaten.