NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Klimapolitik er blevet lidt for populær.
Denne påstand, afleveret på en konference om energipolitik på Handelshøjskolen i København, fik tilhørerne til at spidse øren.
Det mest bemærkelsesværdige var måske ikke at det blev sagt, omgivelsen taget i betragtning, men hvem som sagde det:
Det var Kirsten Halsnæs, dansk medlem af arbejdsgruppe III i FN's klimapanel IPCC, og medforfatter til den seneste rapport om nødvendige tiltag mod klimaændringer (»Mitigation on Climate Change«).
Kirsten Halsnæs har sin daglige gang på FN's Miljøcenter på forskningscenter Risø og er en af de eksperter som fyrer op under klimadebatten med undersøgelser, tal, og fakta. Hun har blandt andet lavet analyser om bæredygtig udvikling i Asien, Afrika og Latinamerika. Men hun er ikke helt glad for hvordan nogle af de videnskabelige analyser bliver brugt:
»Der er skabt en helt overdreven forestilling om hvor meget man kan gøre for få penge, og der er opstillet politiske mål som der ikke er en chance for at få skabt enighed om«, siger hun.
Temperaturen menes i dag at være forhøjet med 0,6 grader. 2 graders-målet blev første gang sat af EU's miljøministre i 1996.
Ti år senere, i juni 2005, blev dette mål nedfældet af EU's stats- og regeringschefer på et topmøde i Bruxelles. Målet for den maksimale temperaturstigning må ikke forveksles med de aktuelle mål for reduktion af udslippet af drivhusgasser hvor f.eks. EU skal skære 8 procent ned inden 2012 (se side 10).
Hvor ønskeligt 2 graders-målet end måtte være, så er kravene for at det kan nås, ikke gjort klart, mener Kirsten Halsnæs.
Kyoto-aftalen indebærer at udslippet af kuldioxid i den industrialiserede del af verden skal mindskes med 5,2 procent sammenlignet med år 1990. Men der er ikke noget som tyder på at målet vil blive nået som planlagt i 2012.
Til sammenligning indebærer 2 graders-målet at udslippene af kuldioxid skal være reduceret med 80 procent i 2050 – dvs. nedskæringer der er 15 gange så omfattende.
»Hvis man vil nå dette mål, må man også gøre sig umage med at undersøge konsekvenserne. Der er lavet nogle gode studier i USA mens EU bruger en masse penge på at formulere politiske mål. Men man bliver nødt til at lave sit hjemmearbejde hvis ens krav skal tages alvorligt,« lyder Kirsten Halsnæs' opsang.
De krav, som EU spiller ud med, er problematiske, fordi de aldrig vil blive vedtaget, mener hun:
»Det er fuldstændig sikkert, og det vil så sende et dårligt signal til resten af verden.«
Hun er også kritisk overfor en diskussion om politiske tiltag i et perspektiv på 100 år:
»Det bliver studentikost. Jeg kan ikke lade være med at tænke på de egetræer man plantede i Gribskov, efter at Lord Nelson havde udryddet den danske orlogsflåde. Da træerne var vokset op hundrede år senere, var der ikke rigtigt brug for at bygge krigsskibe af træ mere. Men det blev jo en flot egeskov.«
»Jo hurtigere vi kommer i gang, jo hurtigere vil prisen falde på ny og mere effektiv teknologi. Ved at sætte realistiske mål skal virksomhederne nok tage fat. Men vi må nok se i øjnene at temperaturen vil stige de kommende 30-40 år inden den kan begynde at falde. Ideen om at hele verden kan klare sig på vedvarende energi og atomkraft er heller ikke realistisk.
Men der er ingen grund til pessimisme, siger Kirsten Halsnæs, som hilser det velkomment at den danske regering opretter et sekretariat med deltagelse af flere ministerier til at forberede den internationale klimakonference i København i 2009.
»Det er et skridt i den rigtige retning. Vi bliver nødt til at se klimapolitik i sammenhæng med økonomi, teknologi og udviklingsstrategier. Klimaspørgsmål kræver en bredere tilgang end kun at behandles som et anliggende for miljøministre,« siger den danske stemme i FN's Klimapanel.
»Det er fundamentalt forkert at sige at økonomer bestemmer hvad som er realistisk. Vi snakker om et helt andet regnestykke hvor verdens smertegrænse ligger på højst 2 graders stigning, og så er det det vi må gå ud fra. Det er vildt vigtigt at have den slags mål for de fælles indsatser,« siger han.
Ifølge John Nordbo tager økonomer som Kirsten Halsnæs fejl på to måder:
Med politisk udvikling tænker John Norbo på den voksende amerikanske kritik af præsident Bushës holdning, bl.a. fra 15 af udvalgsformændene i Kongressen som bakker op om de samme temperaturmål som EU.
»Hvis man forestiller sig et kursskifte i USA, og det er en forestilling jeg mener bliver stadig mere realistisk, så er det en helt anden klimapolitisk dagsorden vi taler om,« siger John Nordbo.
GREENPEACE. Tarjei Haaland, energi- og klimamedarbejder på Greenpeace, kender godt Kirsten Halsnæs' kritik af EU's klimamål, og han vil ikke afvise at hun kan have ret.
»Det kan godt være at det vil kræve 80 og ikke 50 procents reduktion af kuldioxid for at klare 2 graders-målet. Der findes en stor usikkerhed knyttet til reduktionsværdierne. Men det kan også være at problemerne med klimaforandring er meget mere alvorlige end vi ved i dag, og så kan det ikke nytte noget at vi skyder under målet« siger han.
Tarjei Haaland har også forståelse for den kritik som kommer fra Kina, Indien og andre udviklingslande af de mål som EU har opstillet.
Men forståelse for kritikken indebærer, ifølge Terjei Haaland, ikke at målene skal sættes ned, eller at strategien er forkert:
»Hvis vi går på kompromis om hvad der skal til for at modvirke klimaændringer, så skrider det hele. Målet på højst 2 graders temperaturstigning skal stå fuldstændigt fast, men så er alt andet til diskussion. Det vigtige nu er at stå fast på målet, og at fastholde forhandlingerne i FN-regi. Her er Kina og Indien i virkeligheden tættere på EU end USA,« siger han.