ARTIKLER


Tysk bilindustri lobbyer for mere CO2-udslip

De tyske biler er tungere og bruger mere brændstof end de franske og italienske biler. Den tyske industrikommissær blokerer for forslag om at begrænse udslip.
Af Luise Hemmer Pihl
11. februar 2007

Hvis det står til den græske EU-kommissær for miljøet, må nye biler fra 2012 kun udlede 120 gram CO2 pr. kilometer. Men den tyske EU-kommissær for industrien, Günther Ver­heugen, vil ikke være med. Og når der ikke er enighed i Kommissionen, kan Dimas ikke gå videre med sit forslag.

Baggrunden for Verheugens indsigelse er et åbent brev fra ledelsen af de førende tyske bilfabrikker, BMW, Daimler-Chrysler, Ford, Opel og Volks-wagen. I brevet, der er trykt i sidste uges Bild am Sonntag, skriver de at Dimas’ forslag vil føre til »en massiv industripolitisk indgriben på bekostning af bilindustrien i Europa som helhed, men især i Tyskland«.

Dimas mener at det er nødvendigt med bindende lovgivning, eftersom bilindustrien ikke har levet op til den frivillige aftale om at komme ned på 140 gram CO2 pr kilometer, som den indgik i 2004, skriver euobserver.com.

Foreløbig har den tyske bilindustri og Verheugen opnået at Kommissionen nu forventes at foreslå et mål på 130 gram CO2 pr. kilometer.

Merkels ministre uenige

Men det er ikke kun i Kommissionen at sagen giver anledning til splid. I EU-formandslandet Tyskland skriver den konservative tyske økonomiminister Michael Glos i Bild am Sonntag at »de planer som fremføres af den græske EU-kommissær Dimas og den (tyske) miljøminister Sigmar Gabriel mod den tyske bilindustri, øjeblikkeligt må standses«.

I sidste uge sagde Sigmar Gabriel til journalister i Bruxelles at det er nødvendigt med bindende aftaler om CO2-udslip, og hans talsmand henviser til at Michael Glos burde læse den aftale om regeringssamarbejde, som blev indgået i 2005.

En tysk professor foreslog i DR’s P1 Morgen den 6. februar den løsning at de store biler betalte en afgift for at få lov til at fortsætte deres overforbrug af brændstof. Provenuet skulle så gå til at gøre mindre benzin­slugende biler billigere.

Når problemet er så stort for den tyske bilindustri, skyldes det at de tyske biler typisk er meget store og energislugende i forhold til for eksempel de franske og italienske.