. . . og hvad så nu?

Men hvad skal EU's befolkninger gøre, hvis de simpelthen bare ikke vil ha' den traktat? Journalisten fra tv-stationen BBC stillede spørgsmålet ikke en, men fem gange, til svenske Margot Wallström, næstformand for EU-Kommissionen med ansvar for kommunikationsstrategi.

Han fik ikke noget svar, men en forklaring om al den energi der er lagt i arbejdet for at få EU's maskineri til at fungere bedre, og at det nu er nødvendigt at analysere årsagerne til at de stemte nej i Irland.

For tre år siden stemte de nej i Frankrig og Holland. Det førte til et par års tænkepause hvorefter EU's regeringsledere vedtog en ny traktat med stort set samme indhold – denne gang udformet på en måde så de ikke var tvunget til at bede om befolkningernes godkendelse. Bortset fra irerne – som stemte nej.

»Og tredje gang, så ta'r vi den og putter den i graven,« hedder det med en fri omskrivning fra en kendt sangleg. Men nej, traktaten bliver ikke erklæret død. Mange irske vælgere er skuffede og rasende og enige med lederen i det britiske The Economist som slutter således:

»EU er en mellemstatslig organisation som kræver konsensus for at fortsætte. Det er falsk at påstå at 1 million vælgere ødelægger 495 millioner europæeres vilje ved at blokere for denne traktat. Folkeafstemninger ville være blevet tabt i mange andre lande hvis deres befolkninger havde fået noget at sige. Vælgerne har tre gange sagt nej til dette miskmask. Det er på tide at deres dom bliver respekteret.«

Problemet for modstanderne af Lissabon-traktaten i Irland – og resten af Europa – er at de ikke har nogen politisk magt. Kun seks af 166 parlamentsmedlemmer i Irland stemte nej.

Og hvis de havde magt, så er deres næste problem at de ikke har nogen fælles plan for hvad der skal ske. Nej-flertallet spænder fra kampagner for faglige rettigheder, mod økonomisk liberalisme og militarisering, over republikanerne i Sinn Fein og borgerlige demokrater, til religiøse abortmodstandere. De mange forskellige argumenter for at stemme nej skabte et flertal, men når alternativet skal formuleres, bliver forskellene et problem.

Derfor bliver det ja-partierne med premierminister Brian Cowen i spidsen som skal finde en »løsning« på det som EU's regeringsledere ønsker at isolere som det irske problem. Genforhandling af traktaten er udelukket, erklærede den franske præsident Sarkozy bombastisk. Da Cowen talte til statslederne fra de andre EU-lande, anerkendte han vælgernes dom som et resultat ikke af skræmmekampagner eller løgnagtige påstande, men som et udtryk for ægte bekymringer over indholdet i traktaten. Han erklærede ikke traktaten for død – men advarede dem der tror at det hele kan klares med et «hurtigt fix«.

Topmødet gav ham en foreløbig frist til den 15. oktober. Den usagte dagsorden lyder: Kom med en model for en »irsk særordning« som 1) vi andre kan leve med, 2) ikke piller ved traktatens indhold, og 3) kan få et flertal af de irske vælgere til at stemme ja ved en ny afstemning om den samme traktat.

Det bliver ikke en let opgave.

Hverken at finde den formel som kan flytte tilstrækkeligt mange nej-stemmer over på ja-siden. Eller at parkere det irske nej som et »irsk problem«.