Arbejderne, kvinderne og de unge stemte nej

Nej-stemmerne var flest i arbejderkvartererne. Men begrundelserne for at stemme nej spændte vidt.
Af Åge Skovrind
4. september 2008

Det var et valg som delte Irland efter alder, køn og klasse. Arbejdere i industri og håndværk stemte nej, mens selvstændige og funktionærer stemte ja. Det er det generelle billede af afstemningsresultatet. Alt i alt sagde 53,4 procent nej og 46,6 procent ja. I 33 af landets 43 valgkredse var der et nej-flertal. Forskellen på ja og nej var på 109.164 stemmer.

Nej-flertallet var en anelse større end ved den første afstemning om Nice-traktaten for otte år siden. Den største forskel er at stemmedeltagelsen kun var på 34,8 procent i 2000. Denne gang stemte 53,1 procent.

Tæt løb i Dublin

Det tætteste løb mellem ja og nej var i hovedstaden Dublin med 51-49 i nej-sidens favør. Det er også her at resultaterne med stor tydelighed afspejler at stemmerne følger et socialt mønster. I de rigeste valgkredse i Dublin, som for eksempel Dun Laoghire – hvor et beskedent hus snildt koster mere end 1 million euro, stemte 63,5 procent ja. I arbejderkvartererne var det nej-siden som scorede over 60 procent, med Dublin South West over 65 procent.

I provinsen toppede nej-siden i de to nordligste valgkredse med over 63 procent.

Nej-siden uden parlamentarisk støtte

Som det kendes fra de danske folkeafstemninger, er der en afgrundsdyb kløft mellem det politiske establishment og vælgernes nej. I det irske parlament Dail med 166 medlemmer stod de tre dominerende partier, Fianna Fail, Fine Gael og Labour, sammen om at anbefale Lissabon-traktaten. Nej-siden fik kun støtte fra det republikanske Sinn Feins fire medlemmer og to uafhængige.

De Grønne (som er med i regeringen) gjorde på en partikongres op med sin hidtidige modstand mod EU-traktater og indtog en neutral holdning.

Mindretallet hos De Grønne talte blandt andet det tidligere medlem af EU-Parlamentet Patricia McKenna. Hun var formand for den irske Folkebevægelse Peoples Movement hvor også det uafhængige medlem af EU-Parlamentet Kathy Sinnott spillede en central rolle.

Millionær-kampagne

Udover Sinn Fein og Folkebevægelsen blev nej-kampagnen båret frem af tænketanken Libertas med forretningsmanden og multimillionæren Declan Ganley som hovedfigur.

Ganley har betalt 1,3 millioner euro til kampagnen – sandsynligvis meget mere, mener flere analytikere – som blev synlig umiddelbart efter underskrivelsen af Lissabon-trakaten med store plakater over hele landet.

Ifølge kampagneleder Naoise Nunn var målet at nå »folk i mainstream-partierne som var i tvivl«. Kampagnen slog på at Lissabon-traktaten er en trussel mod Irlands skatteregler, at traktaten var udemokratisk, og at Irland ville miste sin kommissær.

Mod social dumping og militarisme

En anden slags argumenter blev ført frem af kræfter i fagbevægelsen, fredsbevægelsen og små organisationer på den politiske venstrefløj. Til sidstnævnte hører Socialist Party som før sidste parlamentsvalg havde et enkelt medlem af Dail.

Det irske LO anbefalede et ja, men for første gang gik flere forbund imod. LO-ledelsens anbefaling blev vedtaget med 14 stemmer for, 5 imod og 8 undlod. De to største fagforbund Siptu og Unite førte kampagne for et nej. Retten til at tegne kollektive overenskomster og undgå social dumping var de centrale temaer.

Fredsbevægelsen Pana med 38 medlemsorganisationer førte kampagne mod militariseringen af EU og et forsvar for Irlands neutralitet, mens den ultra-religiøse gruppe Coir argumenterede for at traktaten kunne tvinge Irland til at opgive sit forbud mod abort.

Begrundelserne

Argumenterne for at stemme nej spændte bredt – et faktum som flere medier og ja-sigere gerne fremhævede for at udstille nej-sidens uenigheder og utroværdighed.

Avisen Irish Times gennemførte to meningsmålinger før afstemningen hvor de spurgte om de vigtigste grunde til at stemme ja eller nej.

På nej-siden var den mest populære forklaring manglende kendskab til traktaten (30 procent). Derefter følger: »fastholde Irlands magt og identitet« (24), »fastholde Irlands neutralitet« (22) og »bryder mig ikke om at blive fortalt/tvunget til at stemme ja« (17).

Målingen forekommer dog usikker. Begrundelsen »fastholde Irlands lave selskabsskat« blev kun støttet af 5 procent. I en tilsvarende måling tre uger tidligere angav 12 procent selskabsskatten som årsag til at stemme nej. Hverken abort eller faglige rettigheder optræder som selvstændige begrundelser i denne måling.

Unge stemte nej

EU-Kommissionen gennemførte umiddelbart efter den irske folkeafstemning en undersøgelse blandt 2.000 vælgere. Den viser:

Blandt unge vælgere var der dobbelt så mange nej- som ja-stemmer.

• Det store flertal af kvinder stemte nej.

Mange stemmer kom fra vælgere som ikke plejer at stemme.

Mere end 70 procent af nej-vælgerne troede at traktaten ville blive genforhandlet.

Vælgerne er også blevet spurgt om deres grunde til at stemme henholdsvis ja og nej. På nej-siden er de vigtigste begrundelser manglende kendskab til traktaten (22 procent) og »beskytte Irlands identitet« (12 procent).

Dernæst kom en række andre grunde: generel mistillid til politikerne, et ønske om at bevare irsk neutralitet i forsvars- og sikkerhedspolitikken, ønsket om at bevare en fast irsk kommissær, og beskyttelse af det irske skattesystem blev alle angivet af 6 procent af de adspurgte.

Hverken mangel på demokrati (flere flertalsafgørelser, nye stemmeregler) eller ønsket om faglige rettigheder for at forhindre social dumping blev foreslået som begrundelser i Kommissionens undersøgelse, selv om det var vigtige argumenter i kampagnen.

Mindre tillid til politikerne

Michael Marsh, valgforsker og professor ved Trinity College i Dublin, mener at nej-siden især vandt fordi den kørte en bedre og mere målrettet kampagne.

»Nej-kampagnen samlede en splittet koalition med en række argumenter, hvor ja-siden forsøgte sig med den ene forklaring at Europa er godt for os,« siger han til NOTAT.

Hans synspunkt får støtte fra EU-Kommissionens undersøgelse. Selv på ja-siden mener et stort flertal at nej-kampagnen var den bedste.

»For det andet er det væsentligt at vælgerne ikke har den samme tillid til politikerne som de havde for 10-15 år siden. Der har været flere politiske skandaler, og folk har fået en opfattelse af at politikere fortæller usandheder,« tilføjer Michael Marsh.

Senest føjede tidligere premierminister Bertie Ahern et nyt kapitel til denne historie da han trådte tilbage den 8. maj efter en skandale hvor han er anklaget for at have modtaget titusinder af pund fra venner, forretningsforbindelser og familie i de tidlige 1990'ere da han var finansminister.

Michael Marsh mener også at det store antal udlændinge som er kommet til Irland, har fået flere til at stemme nej, især i lyset af at job-situationen er blevet dårligere.

Hvad med abort-modstanden?

»Jeg tror det har spillet en rolle at der var en kampagnegruppe der satte fokus på dette spørgsmål. Men alle understregede forskellige ting. Libertas fortalte at forfatningen ville være dårlig for økonomien. Men nej-kampagnen var ikke en kampagne mod Europa. Det var mere en kampagne for at gøre Europa bedre, eller for at beholde det gode Europa,« siger Michael Marsh.

Print denne side