Den uendelige historie om støtten

Det bliver næppe Verdenshandelsorganisationen WTO der bringer EU’s landbrugsstøtte ned.
Af Kenneth Haar
27. juni 2008

I en opsigtsvækkende artikel i »The Washington Trade Dally« den 1. april 2008 blev det afsløret at de langtrukne forhandlinger i Verdenshandelsorganisationen (WTO) nu er ude af dødvandet, og en ny aftale lige om hjørnet mellem organisationens 148 medlemslande. I 2001 indledtes den såkaldte Doha Udviklingsrunde som betegner omfattende forhandlinger om nye regler for verdenshandelen, herunder handelen med landbrugsvarer. Modsætninger mellem udviklede og mindre udviklede lande har ellers hensat WTO i koma, særligt i perioden siden det seneste topmøde i organisationen i december 2005 i Hong Kong.

Mange har knyttet det håb til de igangværende forhandlinger at de ville sætte en stopper for EU og USA’s dumping af billige landbrugsvarer der har været til stor skade for landbruget i mange u-lande, og med nyheden kunne det se ud som om et lys er tændt. Men af flere grunde er den optimisme svagt funderet.

Aprilsnar

For det første var datoen for nyheden om gennembruddet ikke tilfældig. Der var tale om en aprilsnar fra nogle af WTO’s kritikere, The Yes Men, to amerikanske komikere, der står bag filmen af samme navn. Trods talløse møder, forslag, skitser og forhandlingsdrejebøger tyder intet på at forhandlingerne er på vej væk fra dødvandet. Positionerne synes fastlåste, og landbrugsstøtten er et af de spørgsmål hvor vandene deles. På den ene side kommer lande som Brasilien, New Zealand, Australien og Indien med store krav om reduktion af støtten, på den anden side forsvares støtten med næb og klør af EU og USA. Intet tyder på at EU vil komme med væsentlige indrømmelser på landbrugsstøtten i en overskuelig fremtid. Kommissionen som forhandler på EU’s vegne, har ganske vist helt andre prioriteringer, såsom handel med tjenesteydelser og markedsadgang for industrivarer, men holdes i kort snor på landbrugsområdet af et flertal af medlemslande.

I februar foreslog EU-kommissær for udenrigshandel Peter Mandelson således at forhøje EU’s tilbud på landbrugsområdet under forhandlingerne i WTO. Så kom den franske landbrugsminister Michel Barnier og talte dunder og vandt hele 19 medlemslandes opbakning. Kommissionen var sat på plads.

Gratis tilbud

Handelskommissær Mandelson er chefforhandler på EU’s vegne. Hans grundlæggende problem er at et flertal af medlemslandene ikke ønsker at tilbyde større reduktioner af landbrugsstøtten under WTO-forhandlingerne, end der allerede er aftalt internt under forhandlingerne om reformer af EU’s landbrugsordninger.

På papiret kan EU’s tilbud i WTO ellers se imponerende ud. EU vil skære mellem 70 og 80 procent i den samlede støtte­ramme. Men det skal ses på baggrund af at EU i øjeblikket slet ikke udnytter de gældende muligheder maksimalt. Ifølge den franske landbrugsøkonom Jacques Berthelot kan EU endda hæve støtten betragteligt selv om EU accepterer under halvdelen af det niveau som er tilladt under de nuværende WTO-regler.

Derfor er det mest kontante og værdifulde tilbud fra EU måske at EU helt vil fjerne den mest handelsforvridende støtte, nemlig den direkte eksportstøtte. Denne udgør dog kun 2-3 procent af den samlede landbrugsstøtte.

EU og USA bestemmer

Det er utænkeligt at en ny WTO-aftale vil stride imod EU’s ønsker. I en analyse fra den 23. februar 2008 om forhandlingerne skriver Aileen Kwa der er forfatter til flere rapporter om forhandlingsspillet i WTO, at EU og USA jævnligt trækker sig tilbage fra de fælles forhandlinger for at finde fælles fodslag på spørgsmål af fælles interesse. Efter at have opnået enighed, som ved en lejlighed i februar, genoptages forhandlingerne. Hun citerer en afrikansk forhandler for at beklage sig over processen:

»Genoptagelse af forhandlingerne? Det har ikke noget med genoptagelse at gøre. Processen skal bare legitimere den handel EU og USA allerede har indgået.« U

EU skrev WTO-reglerne

Det er en udbredt opfattelse at EU og USA’s land­brugs­støtte er på kant med Verdenshandelsorganisationens (WTO) regler. Landbrugsstøtte strider nemlig mod organisationens grundlæggende formål; at fremme frihandel. Når EU og USA alligevel har klaret frisag, skyldes det at det netop var de to stormagter som skrev det meste af aftalen om handel med landbrugsvarer, og de tog godt for sig på spørgsmålet om støtten. I begyndelsen af 1990’erne havde en lang række lande forhandlet om WTO-aftalerne siden 1986.

Forhandlingerne gik meget langsomt på grund af uenigheder mellem i- og u-lande, og mellem EU og USA. Knuden blev løst med et stykke magtpolitik. I november 1992 trådte forhandlere fra EU og USA sammen i Washington D.C. og fandt en løsning der passede de to stormagter. Aftalen kaldes »Blair House-aftalen« efter den bygning den blev indgået i. Blair House-aftalen blev trods protester fra mange u-lande stort set indskrevet i WTO-aftalen om landbrug der trådte i kraft i januar 1995.

Aftalen udstak bl.a. spilleregler for landbrugsstøtten. Det blev fastlagt, at støtten skulle bringes trinvist ned. Men udgangspunktet for bereg ningerne var den landbrugsstøtte som blev givet i 1992. Dette år var landbrugsstøtten i EU og USA meget høj – få år efter var støtteniveauet væsentligt lavere. Denne tilgang har betydet at EU og USA har kunnet hæve støtten betragteligt uden at bryde WTO-reglerne.