Lissabon ville øge de danske forbehold

Lissabon-traktaten ændrer især betydningen af det retspolitiske og det militære forbehold. Men efter det irske nej er regeringens bebudede folkeafstemning udskudt.
Af Sven Skovmand
4. september 2008

Forbeholdenes betydning. Når der i denne tid har været talt så meget om forbeholdenes mulige afskaffelse, skyldes det naturligvis Lissabon-traktaten og udsigten til en snarlig folkeafstemning. Hvis irerne ikke havde sagt nej, ville traktaten have givet forbeholdene langt større betydning, end de hidtil har haft.

Det gælder først og fremmest det militære og det retspolitiske forbehold. Unionsborgerskab omtales ikke direkte i traktaten, og den styrkelse der foreslås af euro-samarbejdet – fælles økonomisk styring og budgetdisciplin – er ret beset ganske logisk. Uden en fælles styring af den økonomiske politik i landene kan hele euro-systemet blive ramt af alvorlige vanskeligheder.

Argumenterne for og imod afskaffelsen af den danske krone er derfor i store træk de samme som de hele tiden har været.

Ekstra militærudgift?

På det militære område er der derimod tale om markante ændringer hvis traktaten på et eller andet tidspunkt bliver gennemført. Den vigtigste er at det nu direkte fastslås at man skal have et fælles forsvar. Hvor der endnu i Nice-traktaten står om den fælles forsvarspolitik at den »vil kunne føre til et fælles forsvar«, hedder det i Lissabon-traktaten at den »vil føre til et fælles forsvar«. Det skal blot vedtages – enstemmigt – på et topmøde.

En umiddelbar følge af dette fælles forsvar er at der for første gang stilles direkte krav til medlemslandenes forsvar. I artikel 42 står der at medlemslandene skal forbedre deres militære kapacitet, og at dette skal overvåges af EU’s allerede oprettede våbenagentur.

Da Danmarks militære udgifter kun ligger på cirka 1,3 procent af bruttonationalproduktet, hvor EU som helhed har udgifter der svarer til 2 procent, må man forvente at vi vil komme under et stærkt pres for at forøge vores militære udgifter tilsvarende.

Traktattilhængerne siger ganske vist at vi kan klare problemet ved at effektivisere vores forsvar. Spørgsmålet er om det er tilstrækkeligt.

Alt flyttes i retsvæsenet

Lissabon-traktatens største ændringer er dog på det retslige område hvor næsten alt retsvæsen flyttes fra Maastricht-traktatens søjle 3 – hvor der kræves enstemmighed – til søjle 1. Her foregår afstem­nin­ger­ne ved kvalificeret flertal, og EU’s domstol i Luxembourg kan afsige kendelser.

Allerede ved Amsterdam-traktaten blev flygtninge- og indvandrerspørgsmål samt civilret flyttet fra søjle 3 til søjle 1, og på disse områder er det danske forbehold altså omdannet til en undtagelse, som beskrevet i Notat for december 2007 (artiklen kan findes under www.notat.dk ved at søge under retsvæsen).

Men nu flyttes altså alt, og det har ført til en protokol i traktaten hvor Danmark får mulighed for at vælge at tilslutte sig forskellige dele af retsområdet og bevare forbeholdet på de øvrige punkter. Det giver regeringen mulighed for at holde flygtninge- og indvandrerspørgsmål udenfor og slutte sig til alt det øvrige.

Det er formentlig også den model som vil blive temaet ved en eventuel afstemning om det retspolitiske forbehold.

Afstemning udskudt

Men så længe Lissabon-traktaten ikke er vedtaget, er en stillingtagen ikke så nødvendig. Og ud fra en taktisk overvejelse ser regeringen formentlig heller ingen grund til hastværk.

Før det irske nej forventede alle at Anders Fogh Rasmussen ville udskrive folkeafstemning om et eller flere forbehold til efteråret. Den seneste besked fra statsministeren er at der ikke sker noget før EU-topmødet i midten af oktober.