EU anerkendte ikke et demokratisk valg

Hamas blev behandlet som en terrororganisation, skønt den i et år havde afholdt sig fra terror.
Af Sven Skovmand
12. juni 2009

Palæstinensernes valg. Valgene til Palæstinas parlament er en blanding af forholdstalsvalg og af valg i enkeltmandskredse, sådan som man kender det i England. 66 af de 132 pladser besættes efter forholdstalsvalg, mens de sidste 66 afgøres af, hvem der får flertal i de enkelte distrikter.

Denne valgmetode måtte forventes at være til gavn for Fatah, som i mange år havde Yassir Arafat som leder og havde tilhængere i alle de palæstinensiske områder.

Men i december 2004 døde Arafat, og hans efterfølger, Mahmoud Abbas, havde ikke nær samme tilslutning. Og han blev snigløbet af de israelske regeringer der gang på gang brød de aftaler, de havde indgået.

Hamas’s store sejr

Det blev skæbnesvangert for Fatah ved valget til det palæstinensiske parlament den 25. januar 2006. Valget blev nemlig vundet af det konkurrerende Hamas, som fik 76 af de 132 pladser mod 43 til Fatah.

Når Hamas vandt så stort, skyldtes det valgsystemet. Partiet fik nemlig mindre end 50 procent af stemmerne. Men det vandt flertallet af de direkte mandater, og det skyldtes at Fatah var splittet.

Den populære fængslede leder, Marwan Barghouti, stillede nemlig op på en selvstændig liste »Uafhængigt Palæstina«. Han fik langt mindre end ventet – kun 2 af mandaterne – men han tog stemmer fra Fatah.

Afbrød samarbejdet og stoppede støtten

Valgsejren til Hamas betød at Israel afbrød samarbejdet med palæstinenserne. Dels fordi Hamas var en terrorbevægelse, dels fordi Hamas i modsætning til Fatah ikke havde anerkendt Israels ret til at eksistere.

Eksemplet blev fulgt af både USA og EU – der tilbageholdt den støtte, man havde lovet palæstinenserne.

Det eneste vestlige land, som anerkendte palæstinensernes demokratiske beslutning, var Norge.

En chance blev spildt

I virkeligheden var det udmærket at Hamas vandt valget i 2006. For mens Fatah er berygtet for sin korruption, er Hamas et hæderligt parti, der har gjort en stor social indsats for palæstinenserne i de områder, de leder.

Hvis Israel havde udnyttet situationen, ville man uden tvivl have kunnet få en holdbar fredsaftale med Hamas. For netop fordi Hamas nyder langt større tillid end Fatah, vil partiet også kunne give langt større indrømmelser.

Men Israel greb ikke chancen. Tværtimod erklærede man at man ikke kunne samarbejde med en regering, som Hamas sad i. De to begrundelser – at Hamas var en terrorbevægelse og ikke havde anerkendt Israels ret til at eksistere – var tåbelige.

Havde opgivet terroren

Hamas har været en terrorbevægelse. Når Oslo-aftalerne ikke førte til noget, skyldtes det i høj grad de terroraktioner, Hamas-folk foretog i dagene op til det valg, der bragte Netanyahu til magten. Men under den moderate leder, Ismail Haniyeh, havde partiet skiftet kurs. I et helt år før valget havde partiet afstået fra terroraktioner, og Haniyeh havde tilkendegivet at man havde til hensigt at fortsætte denne politik.

Og at forlange at Hamas skal anerkende Israel, inden man kan gå i gang med forhandlinger, er direkte urimeligt. Israel har aldrig givet Fatah noget til gengæld for at partiet under Arafat anerkendte Israel.

Men den israelske regering brugte de urimelige beskyldninger som påskud til at indefryse de penge, som den havde opkrævet for palæstinenserne i skatter og toldafgifter. USA og EU fulgte trop.

Den uheldige terrorliste

Sagen viser, hvor uheldigt EU’s terrorliste kan virke. Hvis EU ikke havde haft denne liste, kunne man uden videre have anerkendt Palæstinas nye ledelse – uden hensyn til USA’s og Israels holdning.

USA’s politik er påvirket af den stærke Israel-lobby, der findes i landet – en lobby, der altid har støttet den til enhver siddende israelske regerings politik. En sådan lobby findes ikke i EU. Derfor kunne EU i denne sag være en nyttig modvægt til USA.

Men det har EU ikke været. I denne som i andre spørgsmål har EU ført en Israel-politik der ikke adskiller sig meget fra USA’s. Det så man blandt andet, da sagen om den ulovlige israelske »beskyttelsesmur« blev bragt for den internationale domstol i Haag i 2004. EU anbefalede at domstolen afviste sagen.

Den uheldige støtte til Fatah

Da palæstinenserne har brug for penge udefra, har EU som USA valgt at give støtten til den regering som præsident Abbas fra Fatah har udpeget – på trods af Fatah-partiets uheldige rygte. Dermed gør man på en måde ondt værre.

For den ensidige støtte til Fatah forstærker splittelsen mellem Hamas og Fatah og gør det næsten umuligt for palæstinenserne at optræde samlet.

Det er hverken til gavn for palæstinensere eller israelere. For hvis Israel på langt sigt skal overleve, er det absolut nødvendigt at man får skabt et fornuftigt forhold til palæstinenserne. Og det kan man kun få med en stærk palæstinensisk ledelse.