NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Ja til euroen (og nej til kronen) indebærer at Danmark deltager fuldt ud i det som kaldes for ØMU’ens tredje fase.
Nej til euroen (og ja til kronen) indebærer ”business as usual”, det vil sige den politik som Danmark har ført siden euroen blev indført elektronisk i 1999, og som mønter og sedler i 2002. Kursen på den danske krone vil fortsat følge euroen med plus/minus 2,25 procent. Renteniveauet bliver besluttet af den Europæiske Centralbank (ECB) i Frankfurt med mindre danske afvigelser.
Og så er der den tredje mulighed; den som man ikke taler så meget om.
Der står ikke noget om det tredje alternativ. Det er ikke en tilfældighed.
»Udredningen begrænser sig til at vurdere Danmarks forbehold i lyset af den hidtidige udvikling,« skriver forfatteren af ØMU-afsnittet, seniorforsker Ian Manners.
Da Niels Thygesen, økonom og medlem af den arbejdsgruppe som forberedte ØMU’en og euroen i 1980’erne, på et møde i oktober fortalte om ØMU’ens tilblivelse, kommenterede han også det tredje alternativ ud fra en bakspejlsanalyse:
»Den mulighed har ikke været et ønske i 22 år,« sagde Thygesen.
Den mulighed er der nu flere debattører end tidligere som vil løfte frem i lyset »fra forskellige politiske udgangspunkter.
Lars Seier Christensen, administrerende direktør i Saxo Bank og sponsor for Liberal Alliance, har talt for en fravigelse af den hidtidige fastkurspolitik som en mulighed.
»Blot fordi det i én periode var fornuftigt med en fastkurspolitik betyder det ikke, at det altid er fornuftigt,« skrev Seier Christensen i Berlingske Tidende i maj 2008.
I netværket indgår blandt andet Hardy Hansen, Niels I. Meyer og Villo Sigurdsson; politiske profiler som ikke lige ligger politisk på bølgelængde med Lars Seier Christensen.
Også i Sverige optræder en lignende forbrødring over politiske skillelinjer i synet på eurodeltagelse og ØMU.
Da krisen i den svenske økonomi for alvor rullede sig ud i efteråret 2008, skrev den tidligere udenrigshandelsminister, socialdemokraten Leif Pagrotsky, i avisen Göteborgs-Posten:
»Nogle er rædselsslagne over det som man kalder for den svækkede krone, men med dagens konjunktur med stærkt stigende arbejdsløshed er det en gave fra oven.«
»Lad være med at lytte til kagleriet om svensk eurotilslutning. Den svækkede krone er den bedste støddæmper som svensk industri og arbejdsmarked har for tiden.«
Jesper Jespersen, professor i økonomi mener også at det tredje alternativ begynder at presse sig på. Diskussionen er udeblevet på grund af fastlåste politiske holdninger i den danske debat, mener han.
»Ja-siden domineres af en stærkt pro-europæisk fløj hvor de økonomiske hensyn kommer i anden række. Og nej-siden forenes af en meget heterogen samling af ærkeliberalister, nationalister og socialister som kun samles om det synspunkt at politiske beslutninger i videst muligt omfang bør træffes nationalt. Alt for sjældent er der diskuteret hvordan den økonomiske udvikling er gået for de enkelte ØMU-lande og i hele eurozonen.«
Eurosamarbejdets interne regelsæt »Stabilitets- og Vækstpagten »er blevet sat til side. Lande i euro-området får problemer med statsfinanserne. Valget af valutapolitik kan nu få langt større konsekvenser end de renteforskelle som hidtil har præget den økonomiske side af euro-debatten.
»Dansk valutapolitik synes at nærme sig en korsvej,« siger Jesper Jespersen og foreslår at der nedsættes et uafhængigt ØMU-udvalg som blandt andet vurderer erfaringer med en flydende valutakurs.
Omvendt ser tilhængerne af en dansk eurotilslutning ikke ud til at mene at den økonomiske krise forandrer præmisserne for debatten.
Sofie Carsten Nielsen er ikke fortaler for en fælles ekspansiv finanspolitik med flere ressourcer til EU-kassen, ligesom hun heller ikke vil begrænse bevægeligheden for kapital. Men hun ønsker at EU-landene skal trække i den samme retning.
På spørgsmålet om hvad hun vil bruge sin indflydelse til, som måske kommende medlem af EU-Parlamentet, siger hun:
»Jeg har ikke de konkrete økonomiske løsninger på krisen. Mit udgangspunkt er at det ikke nytter noget med 27 forskellige løsninger. Nu har vi brug for sammenhold mere end nogensinde.« u
Faste valutakurser indebærer at en økonomisk krise rammer mere specifikt. Udsatte virksomheder eller brancher og arbejdsmarkedet må tage stødet i stedet for.
Fordele:
• En flydende valutakurs behøver ikke forsvares mod spekulation med høje renter og
nedskæringer til følge.
• Eksportvirksomheder kan nemmere klare et fald i efterspørgslen, arbejdsløsheden kan begrænses.
Ulemper:
• Usikkerhed om valutakurser og priser, risiko for inflation fordi importvarer bliver dyrere.
• Importvarer og udlandsrejser bliver dyrere.