NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
I den tyske forfatning har man fastlagt at landet har en forfatningsdomstol, hvis opgave det er at vogte over grundloven hvis lovgiverne måtte finde på at foretage sig ting der er i strid med grundloven.
Den 30. juni fældede dommerne Lissabon-traktaten. Eller rettere var de høje dommere med stemmerne 8-0 helt enige om at underkende den tyske lovgivning som tillader landet at godkende Lissabon-traktaten.
Regeringen ærgrede sig. Det var vigtigt at få Tysklands godkendelse på plads før de irske vælgere skulle stemme en gang til om Traktaten den 2. oktober.
Loven som dommerne underkendte, bar titlen Lov om uddybelse og styrkelse af rettigheder for forbundsdag og forbundsråd. Det var en falsk varebetegnelse, mente klagerne, som var venstrefløjspartiet Die Linke og den borgerlige politiker Peter Gauweiler, der handlede alene og imod sin egen regering.
Dommerne mente at det reelle indhold var det modsatte, nemlig at Lissabon-traktaten svækkede og indskrænkede indflydelsen for tyske demokratiske organer.
Men da der ikke findes et Europas Forenede Stater med et fælles folk, er EU stadig et samarbejde hvis demokratiske grundlag udgøres af de enkelte medlemslandes befolkninger, sagde Domstolen. Og da man ikke kan anse EU's institutioner for at garantere folkets demokratiske rettigheder, er det grundlæggende den tyske regering som skal stå inde for at tyskere får deres ret til demokratisk indflydelse tilgodeset, mener dommerne. Det var samtidig en hidtil uhørt klar og utvetydig kritik af EU-Parlamentets mangler, som Lissabon-traktatens fortalere ellers argumenterer kraftigt for er en garant for 'mere demokrati' i Traktaten.
Så langt så godt, men hvordan skal man så sikre i praksis at de tyske demokratiske organer får indflydelse?
Det overlod dommerne til politikerne i Berlin. Hvor man så diskuterede højlydt i tre måneder.
Merkel ville helst have haft godkendt Traktaten uden forbehold - og det store flertal i parlamentet havde da også uden at blinke godkendt den følgelov, som forfatningsdomstolen senere underkendte.
Der var også tidspres. Ganske vist ville det næppe være en sag som ville blive særlig stor og vigtig i valgkampen forud for det tyske forbundsdagsvalg den 27. september, men de to søsterpartier CDU/CSU havde dog fælles interesse i at få det pakket sammen og gemt af vejen inden valget. Ud over hensynet til regeringens indre liv, var der hensynet til Irlands omafstemning om Traktaten den 2. oktober.
Til gengæld blev hun mindet om at CDU/CSU allerede i januar 2005 – da partierne var i opposition – fremlagde et lovforslag »om udvidelse af forbundsdagens medvirken i EU-sager«. Lovforslagets underskriver var oppositionens daværende leder, Angela Merkel.
Mødet i Banz endte med at der blev nedsat en intern arbejdsgruppe og fastlagt en hastekøreplan for at bearbejde nye tiltrædelseslove i løbet af parlamentets sommerferie i august.
Slagplanen skulle ende med en vedtagelse den 4. september, godkendelse i Forbundsrådet den 18. september - og herefter kunne præsidenten Horst Köhler underskrive og sende Tysklands godkendelse.
Medlemmer fra CSU og Die Linke forsøgte at skærpe kravene. En alliance der fik den socialdemokratiske ordfører Thomas Oppermann til at tale om en îanti-europæisk alliance i yderkanten af det tyske parlamentî. Gauweilers kommentar hertil var at »det er bedre at forsvare grundloven med outsidere end at bryde loven sammen med folkepartier.«
Partierne CDU, SPD, liberale FDP og De Grønne forsøgte at udvande de nye regler. Et galehus, kommenterede SPD-ordføreren.
Specielt kravet om at den tyske godkendelse kun kunne ske under forbehold af dommen, var SPD imod, fordi partiet frygter at det kunne være en bremse på den videre integration i EU.
I alt fire følgelove blev det til:
Fredag den 4. september vedtog forbundsdagen de fire love med 446 stemmer for, og 46 stemmer imod, stemmerne fra partiet Die Linke. De øvrige partier – De Grønne, socialdemokrater i SPD, liberale i FDP og CDU/CSU – stemte for.
De fire nye love tager det fornødne hensyn til dommen fra forfatningsdomstolen, men heller ikke meget mere.
Også delstaterne skal fremover tale mere med i EU-sager. Ved alle sager som vedrører delstaternes kompetence, kan delstaterne lige så vel som parlamentet komme med forslag til regeringen.
Når det gælder internationale handelsaftaler, skal regeringen informere langt bedre. Resultatet kunne have været bedre, mener CSU, men regner dog de fleste af sine 14 punkter for imødekommet helt eller delvist (se artiklen om CSU's 14 punkter side 20-21).
Selv om CSU's egen status er overvejende positiv, udlagde særligt SPD teksten i modsat retning. Ordføreren Thomas Oppenheim jublede over afvisningen af kravet om folkeafstemninger, kravet om at Traktaten kun kan godkendes i overensstemmelse med forfatningsdomstolens forståelse, og kravet om et nyt organ til kompetenceovervågning.
Resultatet blev at man afstod fra at formulere noget juridisk bindende, men at der nu står at Tyskland blot skal meddele de andre lande den tyske position.
Dette har Angela Merkel således nævnt ved det seneste EU-topmøde i oktober. u
Ved omtale af Regeringen menes den tyske regering, med Domstolen menes den tyske forfatningsdomstol og med Parlamentet menes begge det tyske parlaments to kamre, Forbundsdagen og Forbundsrådet (hvor delstaterne sidder).
(1) På mange områder er der passereller som tillader at man kan gå over til flertalsafgørelser og dermed afskaffe vetoretten. Her kræver Domstolen at Parlamentet skal beslutte det, før regeringen kan tilslutte sig i Bruxelles.
(2) Reglerne om forstærket samarbejde (fleksibilitetsbestemmelser) kan også anvendes på områder hvor EU egentlig ikke har nogen kompetence. Her bør parlamentet vedtage en lov i forvejen.
(3) Den såkaldte nødbremse hvor et land - som er blevet nedstemt, men finder sagen af vigtig national interesse - kan tage sagen op på et EU-topmøde, giver alene regeringerne denne ret. Domstolen kræver at parlamentet også kan pålægge den tyske regering at bruge nødbremsen.
(4) Internationale handelsaftaler f.eks. i WTO skal fremover alene kunne indgås af EU på vegne af medlemsstaterne. Lovgivningen skal forpligte regeringen til tidligt og omfattende at informere parlamentet om forhandlingspositionerne.
(5) Den îforenklede revisionsprocedureî ved traktatændringer (ofte omtalt som passerellen i bestemt form, red.) bør Tyskland kun tilslutte sig efter en forudgående national lov.
(6) Ifølge Domstolen garanterer de nuværende regler hverken juridisk eller indholdsmæssigt et tilstrækkeligt samarbejde mellem regering og parlament om EU-lovgivningen. Klare regler ønskes.
(7) Hidtil har regeringen alene kunnet beslutte sig for nye traktatforhandlinger, optagelse af udvidelsesforhandlinger med nye lande, eller godkendelse af de løbende forhandlinger med kommende medlemslande. Parlamentet bør vedtage en lov, før regeringen kan give sin godkendelse.
(8) EU får nye beføjelser til at regulere forsyningspligtydelser (det offentliges pligt til at forsyne borgere med vand, varme, renovation osv.). Det er et følsomt område hvor der skal være respekt for den kommunale selvforvaltning. Derfor bør regeringen, før den tilslutter sig en EU-lovgivning, skaffe sig flertal i Parlamentet.
(9) Godkendelsen af Lissabon-Traktaten bør kun ske i overensstemmelse med Domstolens afgørelse. Det betyder at den tyske tiltrædelseslov gøres EU bekendt ved at medsende tiltrædelseslovene sammen med godkendelsen.
(10) Regeringen har, før den forhandler i Bruxelles, kun skullet »tage hensyn til« det tyske parlament. Vi ønsker en egentlig mandatgivning som i Østrig og Danmark.
(ikke forhandlet)
(11) Når regeringen forhandler i Rådet om forslag der vedrører områder som i Tyskland hører under de enkelte delstater, har det hidtil været usikkert hvor meget regeringen skulle tage hensyn til holdningen i forbundsrådet (delstaternes repræsentation i parlamentet). Det skal gøres klart at forbundsrådets afgørelse på disse områder er bindende for regeringen.
(12) Vi vil med folkeafstemninger inddrage borgerne i flere afgørelser om Europas fremtid. Det skal ske når beføjelser overdrages fra medlemslandene til EU, eller ved udvidelse af EU med nye medlemslande.
(13) Domstolen finder det »tænkeligt« at der skal skabes en ny kompetencedomstol som overvåger om EU-love og institutioner holder sig til deres kompetence og til nærhedsprincippet. Vi foreslår et sådant organ oprettet, og at de klageberettigede bliver regering, delstater og en fjerdedel af forbundsdagens medlemmer.
(14) Før hver ny indgåelse af en international traktat, skal der være en procedure som sikrer at indgåelsen sker i overensstemmelse med de hidtidige domme ved forfatningsdomstolen. Det skal forhindre hændelsesforløb som for Lissabon-traktaten, hvor man i første omgang godkendte Traktaten på et ulovligt grundlag.
(Kilde: Leitlinien für die Stärkung der Rechte des Bundestags und des Bundesrats in EU-Angelegenheiten, CSU, juli 2009.)