NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Opblødningen af stabilitets- og vækstpagten i 2005 var et trin i den rigtige retning, men det var ikke nok.
»Spændetrøjen er der stadigvæk. Så snart et land nærmer sig den tilladte underskudsgrænse, bliver der slået på gong-gongen og så retter man sig ind,« siger Jesper Jespersen, professor i økonomi ved Roskilde Universitet.
Han mener at Tyskland er et eksempel på at reglerne om offentligt budgetunderskud har lagt en dæmper på den mulige vækst:
»Tysklands helt overskyggende problem har været en for stor privat opsparing i kombination med for små investeringer i tysk produktion. Så gør stabilitets- og vækstpagten ondt værre, fordi kravet om at mindske budgetunderskuddet har indebåret at også offentlige investeringer er blevet skåret ned, hvilket har øget arbejdsløsheden yderligere.«
Jesper Jespersen som er en varm fortaler for keynesianismen »at et samfund må øge efterspørgslen ved at pumpe flere penge ud i krisetider »noterer med en vis tilfredshed at han langt fra er alene om kritikken af stabilitetspagtens grænser.
»Den tidligere kommissionsformand Romano Prodi kaldte den ligefrem for dum. Avisen Financial Times talte på et tidspunkt om en destabilitetspagt. Og nu kan jeg læse rygter om at Kommissionen gør sig tanker om at hæve grænsen for det tilladte underskud til 4,5 procent næste år.«