Danmarks fire undtagelser

To folkeafstemninger i hhv. 1992 og i 1993 banede vejen for danske undtagelser for de fælles EU-regler på fire områder. Et politisk drama, som ikke er slut.
Af Erling Böttcher
29. august 2010

Det begyndte med en ny, omfattende traktat. Maastricht-traktaten skulle omdanne det daværende EF-samarbejde til en Europæisk Union, EU. I Folketinget stemte 125 for Maastricht-traktaten, mens kun 30 stemte imod, men ifølge Grundloven skulle der være folkeafstemning. Vælgerne var skeptiske og afstemningen den 2. juni 1992 endte med nej-flertal.

Og dermed var grunden lagt til en af de mest indviklede og vedvarende konflikter i dansk politik.

Igennem det meste af debatten før folkeafstemningen krævede nej-siden, at resultatet af et nej måtte blive en afvisning af Maastricht-traktaten og en genforhandling af hele traktaten.

En måned før folkeafstemningen havde partiet SF dog fremlagt et konkret forslag om, at Danmark ved et nej skulle være undtaget fire konkrete områder, som repræsenterede den unionsdannelse som partiet var imod. De fire områder (euro'en, unionsborgerskab, rets- og indvandringspolitik og forsvarspolitik) er gennemgået på dette opslag.

Resultatet blev en aftale, hvori SF enedes med ja-partierne om, at Danmark alligevel godt kunne tilslutte sig Unionen – hvis blot vi var undtaget de fire områder. På den måde blev vejen banet for endnu en afstemning om Maastricht-traktaten.

Den 18. maj 1993 blev der igen holdt folkeafstemning. En afstemning om samme traktat, men med fire danske undtagelser – og denne gang blev det et ja. Det førte til stor bitterhed blandt mange vælgere at man kunne omgøre en folkeafstemning allerede året efter.

Undtagelserne – eller »forbeholdene« – er indført ved folkeafstemning, og kan også kun afskaffes ved en folkeafstemning. Der har dog hidtil kun været gjort ét forsøg på opgør med et forbehold, og det slog fejl.

1. Danmark uden euro

Undtagelsen fra EU's fælles valuta, euroen, er den eneste af Danmarks fire undtagelser, som et flertal i Folketinget har prøvet at sende til folkeafstemning siden undtagelsen blev indført. Men ved folkeafstemningen om euroen den 28. september 2000, blev det igen et nej til euroen.

Undtagelsen er formelt set en undtagelse fra det som hedder »3. fase af den økonomisk-monetære Union«, dvs. den fase, hvor man afskaffer det enkelte lands valuta og rentepolitik, til fordel for euro og en fælles rente, fastlagt af eurolandenes fælles centralbank i Frankfurt.

Debatten om euroen har igennem årene handlet om både politik og økonomi. Er euroen en økonomisk fordel, en ulempe, eller hverken eller? Eksperter fra banker og interesseorganisationer har oftest været vildt uenige, mens det officielle svar fra Det økonomiske Råd har været et »hverken-eller«.

Den politiske debat er mindst lige så vigtig. Idealister argumenterer for, at euroen, ganske uanset økonomiske resultater, er et freds- og forsoningsprojekt man bare må støtte. Andre spørger kritisk, om man overhovedet kan have fælles valuta- og rentepolitik, uden på sigt at indføre mere overordnet styring af de enkelte lande. Vil euroen derfor være et skridt mod et Europas forenede Stater?

2. Vil ikke være med i EU-forsvar

Da Unionen blev indført blev det også fastslået at EU nu »omfatter alle spørgsmål vedrørende den Europæiske Unions sikkerhed, herunder udformningen på langt sigt af en fælles forsvarspolitik, som med tiden vil kunne føre til et fælles forsvar«. Det sagde de danske vælgere i 1992 nej til.

Siden da har Danmark ikke deltaget i »udarbejdelsen og gennemførelsen af afgørelser og aktioner inden for Unionen, som har indvirkning på forsvarsområdet« – som det hedder i Edinburgh-erklæringen.

Debatten har siden 1992 egentlig ikke ændret sig, og spørgsmålene er stadig: Skal vi have et fælles EU-forsvar, og skal Danmark være med i et sådant? Dog er der nu kommet fornyet fokus på emnet efter Lissabon-traktaten er trådt i kraft. Lissabon-traktaten strammer formuleringen til, at udviklingen med sikkerhed »vil føre til et fælles forsvar,« og man indfører en slags fælles udenrigsminister og et fælles udenrigsministerium.

3. Dansk borgerskab frem for EU-borgerskab

Et statsborgerskab i et land er adgangsbillet til rettigheder i det pågældende land. Det kan f.eks. være ret til sociale ydelser som f.eks. pension og arbejdsløshedspenge, eller det kan være adgang til gratis behandling i sundhedsvæsenet og gratis adgang til uddannelse. Det kan også være adgang til hjælp og beskyttelse, hvis man er havnet i problemer i et andet land.

Med Unionen indførte EU også i 1992 et unionsborgerskab. Men Danmark ønskede ikke et unionsborgerskab, der ligger på linje med statsborgerskabet i en nationalstat. Sådan hed det i Edinburgh-erklæringen fra 1992. Hvordan det så skal fortolkes, har der siden været stor uenighed om.

Debatten har vist, at forbeholdet kan tolkes i snæver forstand eller i bred forstand. Modstandere af forbeholdet har altid tolket snævert, og ment at forbeholdet var imødekommet, hvis blot EU's borgerskab ikke erstattede det danske statsborgerskab. Omvendt siger nogle af kritikerne, at Folketinget har sat sig på en glidebane mod stadig mere unionsborgerskab ved at acceptere Lissabon-traktaten. Her er der kommet et helt afsnit om EU-rettigheder, der – som alle andre EU-regler – er overordnet danske regler.

4. Egen rets-, indenrigs- og indvandringspolitik

Oprindeligt var samarbejdet om rets-, indenrigs- og indvandringspoltiik mellemstatsligt, det vil sige at Danmark havde vetoret, fordi beslutningerne skulle træffes i enstemmighed mellem landene. Sådan ønskede de danske vælgere det. Et flertal var imod, hvis Danmark blev underlagt en overstatslig politik, hvor man kunne blive nedstemt og dermed pålagt at indføre regler, man er imod, f.eks. om politi og strafferet, om asyl og indvandring eller om grænsekontrol, databeskyttelse og efterretningstjeneste.

Den danske undtagelse var derfor et forbehold for et overstatsligt samarbejde (d.v.s. et samarbejde, hvor Danmark ikke kan ændre regler ensidigt, som er vedtaget i EU) om rets-, indenrigs- og asylpolitik. Det er dog lige netop, hvad der sker i disse år i EU, og dermed vokser den danske undtagelse i betydning.

Debatten om den »retlige undtagelse« er dermed blevet aktuel igen. På den ene side kan tilhængerne af undtagelsen sige, at man i sin tid så helt rigtigt, da man tog forbehold for en overstatslig udvikling. På den anden side kan modstanderne af undtagelsen sige, at det nu er tid til at tage den op til overvejelse fordi forbeholdet nu bliver mere og mere til en egentlig undtagelse.