NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Der var flere formål med indførelsen af en fælles mønt.
Med samme mønt kunne omkostningerne ved handel og investeringer på tværs af grænserne bringes ned, og priserne i forskellige lande ville blive sammenlignelige. Euroen ville, mente fortalerne, styrke den økonomiske vækst og føre til øget stabilitet.
En forudsætning for stabilitet ville være en fælles pengepolitik. Stor inflation i ét land vil med en fælles valuta, hurtigt kunne forplante sig til et andet. Den fælles pengepolitik skal sikres af Vækst- og Stabilitetspagten, som rummer regler for landenes underskud. Bekæmpelse af inflation skal især Den Europæiske Centralbank tage sig af ved at styre udlånsrenten restriktivt.
Kritikere af euroen mente tidligt, at mønten ville løbe ind i problemer, hvis euro-landene ikke bevægede sig mod en mere omfattende, fælles økonomisk politik. Mange mente også, at lande med de svageste økonomier ville få problemer med konkurrencedygtigheden over for de stærke, fordi de ikke ville kunne styrke vilkårene for deres eksport ved at devaluere (se artikel på dette opslag)
1997: »Vækst- og Stabilitetspagten«, som fastsætter maksimumsregler for euro-landenes budgetunderskud og gæld, vedtaget.
1999: Euro-landenes valutaer låses i fast kurs i forhold til hinanden.
2002: Euro-mønter og sedler erstatter de gamle valutaer i euro-landene.
2005: Efter en periode, hvor Tyskland og Frankrig, de stærkeste tilhængere af Vækst- og Stabilitetspagten, havde kørt med underskud ud over det tilladte, blev reglerne justeret, så overtrædelse af måltallene ikke ville blive strengt håndhævet.
Før et land kan blive medlem af eurogruppen, skal de opfylde en række betingelser, kaldet konvergenskriterierne:
– Inflationen må ikke være mere end 1,5 procent (egtl. »procentpoint«) højere end de tre EU-lande med lavest inflation.
– Renten på langsigtede lån må ikke være mere end 2 procent over de tre EU-lande med den laveste rente.
– Landet må heller ikke have sænket værdien af sin valuta, d.v.s. devalueret i to år.
Derudover skal kandidatlande leve op til de regler om underskud på statens budget og statens gæld, som står i den såkaldte Vækst- og Stabilitetspagt fra 1997: Budgetunderskuddet, eller underskuddet på finansloven, må højest være 3 procent af bruttonationalproduktet (BNP), og gælden højest 60 procent af BNP. Når et land først er med i euroen, skal det i princippet overholde reglerne i Vækst- og Stabilitetspagten.
Efter et flertal af vælgerne afviste Maastricht-traktaten ved en folkeafstemning i 1992, førte politiske forhandlinger til udmøntningen af fire danske undtagelser, herunder en undtagelse for euroen. Danmark kan derfor i princippet beslutte at devaluere kronen. I praksis følger Danmark dog foreløbig euro-landenes politik til punkt og prikke og har bundet kronen til euroen.
Skiftende regeringer har haft dansk tilslutning til euroen som høj prioritet, men det kan ikke ske uden en folkeafstemning. Det blev prøvet i september 2000, hvor en socialdemokratisk regering under Poul Nyrup Rasmussens ledelse satte spørgsmålet til afstemning.
Men forslaget om indførelse af euroen i Danmark blev afvist med 53,2 procent af stemmerne mod 46,8 procent.
Den nuværende regering har dansk tilslutning til euroen som høj prioritet, men har ikke aktuelle planer om en ny folkeafstemning. Heller ikke S og SF har sat en ny folkeafstemning på dagsordenen.