Lissabon-traktaten - de nye spilleregler for EU

Mere magt til de store lande. øget indflydelse for Parlamentet. Nemmere at lave om på reglerne. Sådan spiller EU-klaveret med Lissabon-traktaten i nodestativet
Af Staffan Dahllöf
29. august 2010

Egentlig skulle det have været en forfatning, som gjorde det klart, at EU er en eller anden form for statsdannelse med præsident, udenrigsminister, nationalsang og andre symboler.

Sådan kom det ikke helt til at gå.

Et flertal i Frankrig og Holland stemte i 2005 nej til det, som blev kaldt for forfatningstraktaten.

To år senere kom et nyt forslag med de samme hovedtræk, men med nogle forandringer. De fleste af nationalstatssymbolerne var pillet ud.

Denne gang gik det bedre.

Et flertal i Irland stemte først nej i 2008, men derefter ja til det samme, med tilføjelse af tre beroligende erklæringer plus et løfte om, at alle lande ville få en EU-kommissær – en ændring i forhold til det oprindelige forslag, hvor små lande som Irland ikke altid ville være repræsenteret i Kommissionen. Lissabon-traktaten var kommet på plads.

Tysk fordobling, dansk halvering

De tre største forandringer handler alle om magtbalancer.

I Ministerrådet, hvor der vedtages EU-love, har der altid været en forskel på indflydelse. Store lande tæller mere end små. I dag har de fire store – Tyskland, Frankrig, Storbritannien og Italien – 29 stemmer hver ud af i alt 345. Danmark har 7 stemmer og lille Malta 3.

Fra 2014 (fra 2017 hvis et enkelt land insisterer), vil stemmevægten følge befolkningstallet strengt efter andel af den samlede befolkning i EU.

Det folkerige Tyskland får 16 procent, en fordobling fra nuværende 8 procent (29 ud af de 345).

Frankrig, Storbritannien, Italien, Spanien og Rumænien får også øget indflydelse.

Alle andre medlemslande taber; mest de helt små Malta, Luxembourg og Cypern, men også Danmark, som må se sin stemmevægt halveret, fra 2,03 procent i dag (7 af 345) til 1,1 procent med Lissabon-traktaten.

Parlamentets indflydelse

Den anden store forandring er at Parlamentet får indflydelse på alle nye EU-love, med nogle enkelte undtagelser. De folkevalgte bliver »medlovgivere« sammen med Ministerrådet indenfor landbrugspolitik, fiskeri og på hele det retspolitiske område – grænsekontrol, flygtningepolitik, politisamarbejde, antiterrorlove, mv.

Nu skal (næsten) alle EU-love vedtages med kvalificeret flertal. Et eller flere medlemslande kan blive stemt ned, men skal gennemføre den vedtagne lov alligevel.

Heri ligger to nyheder, eller tre, set med danske øjne.

På det retspolitiske område kan EU forventes at vedtage flere love hurtigere end i dag.

Danmark mere udenfor

Det er ikke kun de nye stemmeregler i Ministerrådet, der forskubber magtbalancen. Det sker også ved at give Parlamentet større magt, for her styrer befolkningsstørrelsen stemmevægten. Når Parlamentet får medindflydelse, og de enkelte lande ikke kan nedlægge veto i Rådet, bliver nettoresultatet et forstærket flertalsstyre.

Det er et andet aspekt af tab af indflydelse for nogle medlemslande.

Endelig er der den særlige vinkel med Danmarks undtagelse for deltagelse i det retspolitiske samarbejde med flertalsafgørelser.

Når vetoretten forsvinder på dette område – med nogle få undtagelser – vil Danmark havne udenfor oftere end tidligere.

Den franske gangbro

Den tredje store magtforskydning giver nye beføjelser til regeringscheferne, men den er noget mere usikker. Hidtil har alle nye traktater været forhandlet på såkaldte regeringskonferencer og er blevet afsluttet med ratificering (godkendelse) i alle lande.

Det har indebåret flere folkeafstemninger, noget som har vist sig at være risikabelt, set med stats- og regeringschefernes øjne.

Nu indføres to nye muligheder for at lave om på spillereglerne på en nemmere måde.

Stats- og regeringscheferne (EU's topmøde) kan selv afskaffe krav om enstemmighed på de områder, hvor det stadig anvendes, og give Parlamentet indflydelse, hvor det stadigvæk bliver holdt udenfor.

Dette kaldes for passerellen (fransk for gangbro mellem to bygninger), og »De forenklede revisionsprocedurer.« Et medlemslands parlament kan dog forhindre at det sker.

Vanskeligt at straffe

Passerellen kan ikke bruges på udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik. Den kan heller ikke bruges til at give EU ny kompetence.

Den økonomiske krise, med den trussel om statsbankerotter, der er fulgt med, sætter disse bestemmelser på prøve. Der har været en del røster og forslag fremme om at indføre regler, som giver mulighed for at udsætte lande – også lande som ikke har indført euro'en – for sanktioner. EU kan i dag straffe eurolande med for store budgetunderskud ved at tvinge dem til at deponere et beløb, som kan omdannes til en bøde. Men lande, som ikke har indført euroen, kan kun straffes med en løftet pegefinger. Der er ingen andre sanktionsmuligheder, udover at lande, som ikke respekterer demokratiske værdier, kan blive frataget sin stemmeret.

Men underskudsregler rangerer næppe på linje med frihedsrettigheder – det var i hvert fald ikke tanken. Derfor vil EU nok ikke kunne indføre nye straffe, og give sig selv øget magt over landenes finanslove, uden en regulær traktatændring. Og traktatændringer kan skabe politisk røre og svække EU, hvis de f.eks. afvises ved en folkeafstemning i et medlemsland.

Det taler for at Lissabon-traktaten er kommet for at blive et godt stykke tid endnu. u

Sådan forstærker Lissabon-traktaten EU som union:

• Mere magt til de store lande i Ministerrådet

Øget indflydelse for EU-Parlamentet, og flertalsafgørelser som hovedregel.

Dele af traktaten kan ændres på topniveau.

EU bliver en »juridisk person« som kan indgå aftaler som en nation.

Rettighedskatalog (charter) for alle EU-borgere.

Fast formand (præsident) Herman Van Rompuy for topmøderne (Det Europæiske Råd).

Fast udenrigsrepræsentant (»udenrigsminister«) Catherine Ashton, og en udenrigstjeneste.

Fælles forsvar som mål, og forpligtelse til at undsætte hinanden ved angreb.

Her holdes Bruxelles tilbage:

• Fortsat enstemmighed (og nationalt veto) som hovedregel indenfor udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik.

• Fortsat enstemmighed om dele af social- og arbejdsmarkedspolitikken, ved oprettelse af en EU-anklager, ved harmonisering af skatter, ved fastlæggelse af EU's langtidsbudget, om familieret, om opgaverne for Den Europæiske Centralbank, plus enkelte andre områder.

• Nationale parlamenter får mulighed for at bremse, og eventuelt standse, behandling af forslag, som man mener går for langt.

• Én million borgere eller flere, fra et »betydeligt antal lande« kan opfordre Kommissionen til at fremsætte lovforslag.

• EU's flag, hymne, motto og Europadagen er fjernet fra traktatteksten.
  
  Print denne side