NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Familien endte med at finde den store pengepung frem. Det kriseramte familiemedlem i sydøst, Grækenland, måtte simpelthen ikke gå fallit. Havde det bare drejet sig om 11 millioner grækeres lidelser, og deres 2,3 procent af økonomien i Euroland, havde den økonomiske logik nok tilsagt en statsbankerot. Men intet mindre end overlevelsen af EU's valuta, euroen, var på spil. Valutaspekulanternes angreb gjaldt nu selveste EU's valuta, euroen. Dertil kom, at hvis et medlem af Euroland virkelig var gået fallit, hvem bliver så den næste?
Svaret faldt over en weekend i maj 2010: Først en redningsplanke til Grækenland i form af billige lån. Dernæst en gigantisk støttepakke til euroen i form af lånegarantier på i alt 5.800 milliarder kroner.
I kampens hede så man stort på principperne i Traktaten.
Således tænkt, så gjort.
I EU's traktater fastlagde man ét overordnet mål, nemlig stabilitet i form af nul inflation. Midlerne hertil var til gengæld ikke beskrevet med meget mere end kravet om, at den offentlige gældsætning højst må være på 60 procent af nationalproduktet, samt at underskuddet på statsbudgettet højst må være på 3 procent.
Da euroen blev indført som valuta den 1. januar 2002 opfyldte alle lande kravene, også Grækenland, i hvert fald ifølge de officielle statistikker. Siden løb projektet af sporet.
Nu ligger euroen i respirator, samtidig med at man står med en traktat, der forbyder kunstigt åndedræt. Egentlig må man ikke give et medlemsland økonomisk hjælp eller påtage sig dens økonomiske forpligtelser (artikel 124 om »forbud mod privilegeret adgang til finansiering« og 125 om »forbud mod hæftelse for medlemsstaternes gæld«). Eneste mulighed – som også blev brugt i forbindelse med Grækenlandshjælpen – er, hvis der er tale om »naturkatastrofer eller usædvanlige begivenheder som (medlemsstaten) ikke selv er herre over« (artikel 122).
Det står nu fast, at spillereglerne i Euroland ikke har kunnet forhindre økonomisk uføre for euroen. Og regningen for såvel lån og lånegarantier havner for den største dels vedkommende i Tyskland.
Og samtidig med, at finansministrene i Bruxelles sled til langt ud på natten den 9. maj med at sammenstrikke et sikkerhedsnet til euroen, sad Merkel i Berlin med sin justitsminister for at søge at sikre, at teksterne i Bruxelles ikke kom i direkte strid med hvad forfatningsdommerne i Karlsruhe tidligere har sagt om den tyske deltagelse i euroen.
Angela Merkels bud til den tyske offentlighed, til hendes politiske bagland og til det tyske parlament er kort og godt, at hele denne historie ikke må gentage sig. Spørgsmålet er derfor nu hvad »operation aldrig mere Grækenland« kommer til at indeholde?
I februar foreslog Merkel ligefrem, at eurolande skulle kunne smides ud af euroen – senere modererede hun det til, at man skulle kunne fratage et land dets stemmeret. I begge tilfælde er det noget, som vil kræve ændringer af den Lissabon-traktat, som først lige er trådt i kraft.
Begge idéer handler imidlertid om, hvordan man kan straffe, når skaden allerede er sket. Fokus er derfor efterfølgende skiftet til, hvordan man kan forebygge.
Der er forslag om en europæisk udgave af den internationale valutafond IMF, og om at skabe europæiske kreditvurderingsbureauer til at indtage scenen i stedet for de amerikanske som Standard & Poors og Moody's.
Først og fremmest ønsker Kommissionen nu en langt større kontrol med de enkelte landes finanslove, fremgår det af et udkast til »forstærket koordinering af den økonomiske politik,« fremlagt 12. maj 2010.
Hvis finansloven skal forhåndsgodkendes i Bruxelles, indebærer det også forhåndsgodkendelse af de enkelte landes social- og arbejdsmarkedspolitik og meget mere. Og dermed kommer EU meget tæt på den nationale suverænitet i velfærdspolitikken, netop hvad nej-siden advarede kraftigt imod før den danske folkeafstemning om euroen 28. september 2000.
Terningen er kastet, som Cæsar er citeret for sige da han skulle beslutte om han skulle krydse floden Rubicon for det endelige slag. Der er kun to veje: Enten tilbage – eller frem – mod mere Union for de som vil og kan.
Som den tyske avis Handelsblatt skrev i sin leder dagen efter krisepakken: »Der skal træffes en sandfærdig beslutning om Europa. Enten til fordel for en politisk Union med alle dens konsekvenser af finansielle overførsler mellem rige og fattige lande... eller vi skal vende tilbage til et Europa i to hastigheder«.