Statsbankerot eller euroens fald

Debat mellem Niels Thygesen som var med til at skabe EU's valutaunion, og ØMU-kritikeren Jesper Jespersen
Af Staffan Dahllöf
22. juni 2010

En lang række navnkundige økonomer og kommentatorer – fra valutaspekulanten George Soros, til cheføkonom Martin Wolf i avisen Financial Times – er enige om, hvad der er galt:

En fælles valuta, men 16 forskellige finanspolitikker og ingen fælles kassebeholdning af betydning, ja det hænger bare ikke sammen.

Jesper Jespersen, professor i økonomi ved Roskilde Universitetscenter er ikke ligefrem overrasket. Det har han skrevet og sagt længere end EU's valutaunion har eksisteret.

»Om jeg har taget fejl i noget af det jeg har sagt?... (lang pause) Ja, økonomi er jo ikke som meteorologi eller astronomi. Men udviklingen har jo stort set været, som man kunne forvente,« siger han.

En af de pointer han ofte gentager er, at der er indbyggede spændinger i euro-zonen.

Forskellen på lønomkostninger mellem landene er vokset med en eller to procent hvert år. Efter ti år har Tyskland og Østrig et lønomkostningsniveau, som er 10 procent lavere end i 1998.

Tysk tilbageholdenhed

Tyske lønmodtagere har måttet holde for på grund af stram hjemlig økonomisk politik. Det har styrket den tyske eksport, og givet landet et stort overskud på betalingsbalancen.

I Irland, Spanien, Italien, Portugal og Grækenland, derimod, er lønomkostningerne 10-25 procent højere end i 1998 – og altså op til 35 procent højere end i Tyskland -– blandt andet fordi boligbobler har drevet lønninger og priser op. Før euro'ens indførelse kunne dét problem løses ved at devaluere den nationale valuta. Men med én valuta, én rente og én fælles kurs på euroen, kan landene med svækket konkurrencedygtighed ikke rigtig stille noget op – nu.

Jesper Jespersens pointe er, at selv hvis Grækenland ikke havde snydt med sin statistik, og selv hvis grækerne først måtte på pension efter at være fyldt 90 år, så er der brændstof nok til krise bygget ind i systemet.

»Jeg ved meget lidt om den specifikt græske krise, men man kan jo lige så godt tale om Spanien, der har ført en ansvarlig politik, men også befinder sig i en umulig situation,« siger Jesper Jespersen.

»Ubehageligt at gå tæt på«

Niels Thygesen, professor i økonomi ved Københavns universitet var i slutningen af 80'erne med til at udarbejde reglerne for valutaunionen – Den Økonomiske og Monetære Union – som rådgiver for den daværende formand for EU-Kommissionen Jacques Delors.

Konstruktionen med en fælles valuta (stort M), med klare regler for budgetunderskud og gæld, blev kun flankeret af et beskedent økonomisk samarbejde (lille ø) – uden omfattende koordinering af finanslove og skattepolitik. Det var en nødvendighed for at få det hele på skinner, siger han i dag.

»Det var det af to grunde. Der var ikke politisk stemning for, at man skulle have en fiskal union ( finanspolitisk union. re.) eller en tæt koordinering af økonomisk politik. Den anden årsag var, at man synes det var tilstrækkeligt at lave en monetær union, hvis man havde nogle relativt generelle regler om, at landene ikke måtte afvige for stærkt i deres finanspolitik. Man havde lidt den holdning, at vi ikke kan blande os for meget i politik, og at det også ville være ubehageligt at gå så tæt på de enkelte lande.«

Den yderste sanktion

Niels Thygesen står fast ved opskriften fra 1989:

»Jeg mener i og for sig, at den oprindelige model var rigtig. Problemet er, at den aldrig blev taget alvorligt nok. Der har også været lidt for stor mangel på evne til at lære af hinanden. Men det var ikke rigtigt noget, man kunne foreskrive. Det kan man stadigvæk ikke. Jeg tror, jeg fortsat er tilhænger af den samme model, men med den tilføjelse, at disse regler på nationalt plan skal tages mere alvorligt, og at betalingsstandsning ikke ville være udelukket, men at man ikke af dén grund nødvendigvis må forlade euro-zonen.«

Altså: Hvis det ikke kan være anderledes, så må et land som f.eks. Grækenland indstille betalingerne og gå bankerot.

Det vil godt nok gå ud over landets långivere som de tyske og franske banker. Men, påpeger Niels Thygesen: Tyskland kommer til at betale uanset hvad; enten som långivere til den græske stat, eller for at redde sine egne banker, hvis Grækenland ikke får støtte.

Betalingsstandsning ville derfor fungere som den yderste sanktion overfor lande, som ikke følger reglerne og »lever over evne«.

Jesper Jespersen er til gengæld grundlæggende uenig i, at løsningen er nedskæringer og stramninger af de enkelte landes budgetter.

Arbejdsløsheden vigtigst

»Samfundsøkonomi er ikke det samme som privatøkonomi. På lang sigt skal der være balance mellem udgifter og indkomster, men på kort sigt må den offentlige sektor gribe ind, når markedet ikke kan regulere sig selv. Ellers går arbejdskraften til spilde. Så får man en negativ spiral. Det bliver som i Danmark i årene 1997-2003, men tre eller fire gange værre, siger han og citerer sin læremester, den britiske økonom John Maynard Keynes:

»Tag hånd om arbejdsløsheden, så skal budgettet nok passe sig selv.«

Og så påpeger Jespersen, at euro-landenes lån til Grækenland er med til at forværre deres egen situation ifølge ØMU-reglerne:

»Hvis Danmark var fuldt og helt med i euroen, skulle vi have bidraget med 15 milliarder kroner. Det ville forværre vores underskud, og så skulle vi alle sammen spare mere.« (Danmark bidrager med 9 milliarder kroner til EU's lånepakke, red.)

Så hvad skal der til?

Niels Thygesen peger på oprettelsen af en fond for gensidig støtte, som den der blev vedtaget i april i år, uden at lave om på traktaten.

Individuelt ansvarlige

Derimod er det hverken muligt – eller ønskeligt – at samordne landenes finanslove mere end i dag, mener Niels Thygesen:

»Det er en lidt uholdbar kurs, fordi det sætter fokus på udpræget konfliktstof mellem landene. Det er egentlig i alles interesse at bevare et lidt mere individuelt statsligt ansvar for den politik, som føres i landet.«

Heller ikke Jesper Jespersen tror, at en fælles økonomisk politik er realistisk. Den kan nemlig forudsætte store pengeoverførsler til de svageste økonomier. Det ses af det tyske eksempel.

»Den tyske genforening og valutaunion blev mulig på grund af massive overførsler fra vest til øst, det ene år efter det andet, og de bygger på et dybt følt politisk ønske. Jamen, vi ved jo at lignende overførsler i EU ikke lader sig gøre.«

Og hvad så?

»Det mest sandsynlige er vel at man skrumper videre. Man vil stramme kravene, og det vil føre til en yderligere belastning for de sydeuropæiske økonomier. Den europæiske divergens, ikke konvergens, vil øges. Man må bare håbe, at det ikke ødelægger det nødvendige europæiske samarbejde på andre områder.«

Tilbage til D-marken?

Hvor Niels Thygesen mener, ØMU'en er kommet for at blive, selv om enkelte lande ikke kan klare mosten, og må opdrages den hårde vej, så ser Jesper Jespersen større forandringer som uundgåelige på sigt.

»I krig, kærlighed og politik er jo alt muligt. Og valutasystemer plejer historisk set ikke at holde i mere end 25 år, så bliver de slidt ned. Så sker der pludseligt noget nyt.«

»Euroen vil vel vakle videre fra krise til krise og med øget social uro, måske indtil Spanien eller Tyskland siger farvel, måske efter en afgørelse ved den tyske forfatningsdomstol,« siger han med henvisning til en sag ved domstolen, som vil forbyde tysk støtte til den græske hjælpepakke. Den sag kan gå den tyske regering imod, og det kan få dramatiske konsekvenser, mener han. Endda for tysk deltagelse i euroen, som kan afvikles hurtigt.

»Rent praktisk ville en tysk tilbagevenden til D-marken kunne gennemføres på 14 dage,« siger han.