ARTIKLER


De tre vise mænd er tilbage – og denne gang er de sure

Det skete i disse dage for ni år siden, at det europæiske samarbejde nedkom med euroen.
Af Rasmus Nørlem Sørensen
13. april 2012

Den 1. januar 2002 kom eurosedler og mønter på gaden for første gang. Og Europas tre vise mænd rejste sig fra deres skriveborde og velsignede den nytilkomne. Den store tyske filosof Jürgen Habermas har altid været en varm tilhænger af EU, som han har store forhåbninger til vil redde os fra nationalstatens svøbe og bringe demokratiet ind i en ny æra.

Den tidligere formand for EU-Kommissionen, Jacques Delors, der regnes for Euroens fader, var stolt af sin skabning. Og paven fik indført den nye møntfod i en særlig version, hvor Johannes Paul II’s antræk nu pryder de otte forskellige mønter.

Habermas slog i bordet

Efter eurokrisens alvorlige tilspidsning, der har ramt særligt Grækenland og Italien, blev to demokratisk valgte regeringer væltet og erstattet af teknokrater. Det demokratiske problem i den slags tiltag fik den nu 83-årige Habermas til at fare af sted til en konference i Paris og slå i bordet.

»Nu er det nok!« udbrød han vredt fra talerstolen og slog i bordet.

»Jeg fordømmer de politiske partier. Vores politikere har længe været ude af stand til at stræbe efter noget som helst andet end at blive genvalgt. De har ingen politisk substans overhovedet, ingen overbevisninger,« lød det agiteret fra den store tænker, der udtrykte en dyb bekymring over, at EU’s ledere ikke føler sig forpligtet til at forsvare demokratiet og inddrage befolkningerne i løsningen af krisen.

86-årige Jacques Delors er også sur. Han er meget langt fra tilfreds med, at man ikke har forvaltet hans europrojekt ordentligt.

»Det er ikke kun et spørgsmål om penge. Jeg sagde alle disse ting, men jeg blev ikke hørt. Jeg blev slået,« sagde han i et interview med The Telegraph den 2. december.

Bare rolig: Jesus klarer ærterne

Kun paven på 84 år læner sig tilbage i stolen og venter på en løsning. Ifølge det religiøse magasin The Real Truth er der nemlig ikke den store grund til at hidse sig op over eurokrisen:

»Kun Kristus’ genkomst (…) vil løse menneskehedens problemer. Til den tid vil den finansielle regulering være rimelig og retfærdig. Denne snarligt kommende superregering vil sikre velstand for alle.«