ARTIKLER


Dom i juni om Danmarks forhold til EU

15 dage inden det danske EU-formandskab er overstået, skal Landsretten tage stilling til, om Danmark er omfattet af Lissabon-traktaten.
Af Staffan Dahllöf
20. juli 2012

Fredag den 15. juni skal man regne med en vis trængsel i korridorerne i Bredgade 59 i København. Klokken 12.00 den dag vil Østre Landsret meddele, om Danmark har handlet i strid med Grundloven, da man tiltrådte Lissabon-traktaten.

Kendelsen vil ikke kunne påvirke selve traktaten, eller dens gyldighed for de 26 andre EU-lande. Men den vil kunne sætte spørgsmålstegn ved den måde, Danmark tiltrådte traktaten på. Ifølge Peter Pagh, professor i EU-ret ved Københavns Universitet, kan man sige, at der her er tale om et »hovedeftersyn« af Grundlovens paragraf 20 (om suverænitetsafgivelse).

»Væsentlig interesse«

Sagen blev rejst af 35 (nu 34) borgere i »Folkeafstemningskomitéen 2010«.

I januar sidste år meddelte Højesteret noget overraskende, at komitéen og dens støtter havde en god sag, forstået på den måde, at der er en »væsentlig interesse i at få deres påstand prøvet«.

Kernen i sagen er, om Lissabon-traktaten indebærer så store forandringer, at alle stemmeberettigede danskere skulle have taget stilling (medmindre der fandtes et 5/6-flertal i Folketinget for en tilslutning til traktaten – og det gjorde der ikke).

Det klassiske danske regeringssvar var, at danskerne ikke skulle stemme, fordi der ikke blev overført beføjelser fra Danmark til EU på nogle nye politikområder.

Tilmed havde man for længst fjernet de paragraffer i den oprindelige tekst, der uden videre ville kunne læses som dansk suverænitetsafgivelse.

Helt efter Grundloven…?

Under de tre dage i landsretten gentog advokat Peter Biering, at det centrale i Lissabon-traktaten ikke er nyt, og at det, som er nyt, ikke er centralt, hvad gælder afgivelse af suverænitet.

Tiltrædelsen af Lissabon-traktaten var derfor helt efter Grundloven, som den blev skrevet for 59 år siden, mente han.

… eller måske ikke?

Omvendt har Folkeafstemningskomitéen rejst følgende påstande: - Flertalsafgørelser: Når flertalsafgørelser bliver hovedregel i EU, får Europa-Parlamentet mere magt på medlemslandenes bekostning. Danske myndigheder mister vetoret. Og Kommissionen får ret til at tage beslutninger, som i dag bliver truffet af komitéer med embedsmænd fra medlemslandene.

– Charteret for grundlæggende rettigheder giver ny fortolkningskompetence til EU-Domstolen.

– EU får som »juridisk person« beføjelser til at indgå traktater med andre lande og internationale organisationer. De bliver bindende for medlemslandene. Dansk udenrigspolitik bliver underlagt EU.

– EU-Domstolen, som løbende har flyttet fortolkningen af EU-love, f.eks. ved at underkende arbejdskonflikter, får denne fortolkningsmagt godkendt og forstærket.

– Gummiparagraffen: Traktatens fleksibilitetsbestemmelse (artikel 352) giver EU ret til at beslutte på områder, som ellers ikke er beskrevet i traktaten. Den ret udvides til hele EU-samarbejdet; den gamle opdeling af EU i tre »søjler« med forskellige beslutningsformer forsvinder.

»Meget alvorlige konsekvenser«

Hvis Folkeafstemningskomitéens påstande blive afvist, ligger en anke til Højesteret lige for. Omvendt: Hvis komitéen får medhold, er en anke fra Kammeradvokaten sikker som amen i kirken.

Det demonstrerede advokat Peter Biering ved at bede om, at en dom som - imod hans forventning – giver sagsøgerne ret, ikke måtte træde i kraft, inden der er blevet afholdt en folkeafstemning.

Der findes godt nok ikke nogen støtte for en sådan udskydelse i dansk ret, sagde Biering, men: »Det er nødvendigt af hensyn til øvrige lande, og til borgernes retssikkerhed. Alt andet ville få meget alvorlige konsekvenser«.

(Pressemeddelelser og dokumenter i sagen fra begge parter ligger her:

http://folkeafstemningskomiteen.dk

Artiklen er en sammenskrivning af en artikel på www.notat.dk dateret 4. april. )