NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Det er gennem kriser, at EU-samarbejdet ændrer karakter. For tiden er det den presserende gældskrise, der viser tænder og sætter sine spor på EU's økonomi, men også på EU's måde at træffe beslutninger på.
Beslutningerne om, hvordan EU's økonomiske vanskeligheder skal løses, er rykket ud af EU's mødelokaler og flyttet til Berlin og Paris. Den tysk-franske akse med Merkel og Sarkozy – efterhånden bedre kendt som »Merkozy« – har i den grad formået at erobre den økonomiske dagsorden i EU. Den tysk-franske akse har også været styrende for arbejdet internt i Det Europæiske Råd, som har haft krise-topmøde på krisetopmøde de seneste to år.
Faren ved denne fremgangsmåde er imidlertid, at EU's formelle spilleregler risikerer at blive sat ud af spil. Som lille land har vi ingen interesse i, at disse fælles spilleregler svækkes. Små lande som Danmark kan meget let blive klemt, når de »store elefanter« rykker frem på banen. Det er derfor vigtigt hele tiden at understrege betydningen af Kommissionens rolle, og at vi skal løse EU's problemer i fællesskab.
Gældsproblemerne har ligeledes trukket overskrifter og ført til store omvæltninger på regeringsplan i flere EU-lande. I Italien og Grækenland blev der indsat nye teknokratiske ledere i håb om, at de vil få større succes med at løse landenes gældsproblemer. De skal gennemføre hårdt tiltrængte strukturelle reformer, som ECB, IMF og Kommissionen (den såkaldte Trojka) stiller krav om, til gengæld for økonomiske hjælpepakker.
De nye ledere, som er blevet sat i spidsen for redningsprocessen, er tidligere topfolk i EU og IMF, Monti i Italien og Papademos i Grækenland. En del kritikere har peget på, at demokratiet hermed er blevet svækket, fordi krav fra Trojkaen fik indflydelse på, hvem der kom til at lede landene, og hvad der skulle ske rent politisk.
De demokratiske processer skal naturligvis respekteres – ingen tvivl om det. Derfor skal det også fremhæves, at regeringerne er blevet indsat efter de nationale parlamenters godkendelse. Men EU befinder sig ved en skillevej, der kræver stort mod fra centrale politikere, hvis vi skal fortsætte ad en samlet vej for alle lande, og ikke et delt EU.