NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Det grundlæggende problem i den nuværende krise er, at Euroen blev dannet med en række lande, som ikke udgjorde, hvad økonomer kalder en optimal valutazone, hvor udviklingen i økonomierne passer sammen, og hvor landenes op- og nedgangsperioder er i trit med hinanden. Hvis man laver en valutazone i et område, hvor økonomierne ikke passer sammen, skal der være mekanismer, der kan sørge for, at ujævnheder kompenseres.
Dette kan f.eks. ske ved, at folk flytter fra områder med stor arbejdsløshed og nedgang til områder, hvor de kan få arbejde, eller det kan ske ved, at man har en økonomisk union, hvor der overføres penge fra de regioner, hvor det går godt, til hvor det går skidt.
I de første år af Euroen gik økonomien godt i lande som Spanien, med enten små underskud eller ligefrem overskud på statsbudgettet med tilhørende nedbringelse af landenes statsgæld. Boom-økonomien blev stimuleret yderligere ved et alt for lavt renteniveau, hvilket skabte en enorm boligboble. Med undtagelsen af Grækenland førte de andre lande i Euroens periferi faktisk fornuftige statsfinanser.
I modsætning hertil gik det skidt i Tyskland. Tyskland betalte prisen for genforeningen i slutningen af 90'erne og starten af 00'erne med lav vækst og højt budgetunderskud samt høj arbejdsløshed i øst. I både 2003 og 2004 overskred Tyskland Euroens krav om et budgetunderskud på maksimum 3 procent af BNP. For at komme ud af krisen indførte Tyskland en del arbejdsmarkedsreformer, der gjorde det billigere at producere samtidig med, at der blev lavet en del økonomiske reformer for at nedbringe budgetunderskuddet.
I modsætning hertil gik det stadig godt i Tyskland, som nød godt af et eksportboom skabt af de konkurrencefordele, som deres reformer i starten af årtiet havde medført.
Denne uensartede økonomiske udvikling ville ikke være et problem, hvis der var en virkelig Økonomisk og Monetær Union (ØMU).
I USA førte afindustrialiseringen af »rustbæltet« i midtvesten for eksempel til massearbejdsløshed i delstater som Michigan og Ohio, som ikke havde mulighed for selv at »stimulere« sig ud af krisen. Men heldigvis var der en række andre mekanismer, der kunne hjælpe. En af mekanismerne var, at folk flyttede til andre steder i USA for at finde arbejde.
Forbundsregeringen hjalp også ved delvist at dække delstaternes høje udgifter til arbejdsløshedsunderstøttelse, genoptræning og sundhedsudgifter for de fattige.
Men i eurozonen mangler disse mekanismer. Det har medført, at finansmarkederne har mistet tillid til, at lande som Italien og Spanien nogensinde vil komme på fode igen, og derved blive i stand til at betale deres gæld tilbage til investorerne.
Problemet er, at de finansielle problemer efter finanskrisen så store, at det formentlig vil kræve nedskæringer i 10-15 år, sideløbende med store reformer af arbejdsmarkedet, at løse problemerne.
Det kan godt være, at disse reformer er nødvendige, men vil folkevalgte politikere være i stand til at føre nedskæringspolitik i så mange år, uden at det fører til kronisk politisk ustabilitet eller det, der er værre?
Og selv om disse reformer kunne gennemføres, risikerer de at dræbe den vækst, der kan betyde, at landene kan få styr på deres statsfinanser.
Resultatet bliver efter alt at dømme det paradoksale, at deres statsfinanser bliver endnu mere belastede end FØR, de startede nedskæringerne.
Disciplinen i den reformerede stabilitetspagt skal automatiseres for at forhindre, at landene i fremtiden kan bryde reglerne, som Tyskland og Frankrig gjorde det i 2002-03.
Regler mod store underskud skal også indføres i landenes forfatninger ifølge euro-pagten fra december 2011. Det svarer til tilstanden i USA, hvor delstaterne har dette forbud i deres respektive forfatninger.
Men stærkere disciplin løser ikke det grundlæggende problem, at Euroen ikke er en optimal valutazone samtidig med, at der mangler stabiliseringsmekanismer.
Det mest radikale forslag på bordet er, at al gæld – eller mere realistisk dele af den – fremover blev udstedt i euro-obligationer. Så ville alle eurolandene hæfte for hinanden. Lande som har problemer grundet asymmetriske chok, vil kunne køre med større underskud for at komme ud af krisen, mens regningen betales i fællesskabet – ligesom man kender det i USA.
Men euro-obligationer åbner op for det problem, som kaldes »moral hazard«, en situation, som opstår, når en gruppe spiser og betaler sammen, og enkelte gæster bestiller langt mere, end de ville have gjort enkeltvis.
Det er derfor, at den tyske borgerlige regering blokerer for denne løsning.
Konklusionen er, at de tiltag, der er ved at blive gennemført med euro-pagten, ikke vil forbedre Euroens langsigtede stabilitet. Tiltag, som vil kunne redde Euroen på sigt, kan nemlig ikke gennemføres, på grund af tysk modstand.
Det er paradoksalt, at det er tyskerne, som i de seneste år har haft enorm gavn af Euroen. Er det så ikke også rimeligt, at tyskerne betalte en smule af deres gevinster fra Euroen tilbage for at sikre, at systemet bliver stabilt på sigt?
(Derek Beach (f. 1970) er ph.d. og lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet. Her forsker han i EU-integration og bagvedliggende dynamikker med fokus på traktatændringer og EU-lovgivning. Har bidraget til og udgivet adskillige artikler og bøger om EU-integration.