ARTIKLER


Finanstraktaten vil blive vilkårligt fortolket

Det vigtigste krav i Finanstraktaten, og en central undtagelse, vil ikke kunne defineres inden Folketinget tager stilling til Danmarks tilslutning. Elastik i metermål, siger EU-professor.
Af Staffan Dahllöf
21. marts 2012

To centrale begreber i traktaten mangler en klar definition, men en afklaring vil næppe komme inden traktaten er trådt i kraft.

Det fremgår af regeringens svar på spørgsmål stillet af Folketingets Europaudvalg.

Det ene begreb er "strukturelt budgetunderskud" - selve krumtappen i traktaten. Lande som tiltræder traktaten må som hovedregel ikke have et strukturelt budgetunderskud større end 0,5 procent af BNP (Bruttonationalproduktet).

Men hvordan regnes det ud? Svar: På forskellige måder.

Finansministeriet har én måde at gøre det på. Ifølge ministeriets beregninger vil den strukturelle saldo forbedres med 1,5 procent fra 2010-2013.

Kommissionen har en anden måde at regne på. Ifølge Kommissionens beregninger vil den danske saldo svækkes med 1,3 procent i den samme periode.

Hvilke metode er så den rigtige? Svar: Det vil vise sig - på et senere tidspunkt.

I en redegørelse til Europaudvalget oplyser finansminister Bjarne Corydon (S), at vurderingen "i sidste ende afspejler en helhedsvurdering". Han uddyber:

»Kommissionen og Rådet (de andre landes ministre) vil eventuelt inddrage dokumentation fra medlemslande når man gør op, om et land har holdt sig indenfor det tilladte eller ej.«

Men hvad den helhedsvurdering vil føre til, og i hvilket omfang de to EU-institutioner kommer til at tage hensyn til den danske dokumentation, vil vise sig efterfølgende - hvis, eller når, dansk økonomi kommer til torskegilde i Bruxelles.

Uklarheden er lige så stor omkring en generel undtagelse fra traktatens krav. Ifølge traktatens artikel 3 c) vil landene kunne afvige fra kravet på 0,5 procent strukturelt underskud under "exceptionelle omstændigheder".

Sådanne omstændigheder defineres som enten "en usædvanlig begivenhed", der ligger udenfor landets kontrol og har afgørende virkning på de samlede offentlige finanser, eller som perioder med "alvorligt økonomisk tilbagegang."

Nikolaj Villumsen fra Enhedslisten har på den baggrund spurgt, om ikke Europa på nuværende tidspunkt befinder sig i en nedgangsperiode, som vil sætte traktaten ud af kraft. Svaret fra økonomiminister Margrethe Vestager (RV) lyder:

»Den nuværende økonomiske situation vil muligvis kunne udgøre exceptionelle omstændigheder, idet en række lande har eller har haft en negativ vækst og et produktionsniveau klart under potentialet.«

Hvis Finanstraktaten var en del af EU-traktaten, så var det Kommissionen, som skulle komme med den afgørende fortolkning. Men Finanstraktaten er formelt en mellemstatsligs aftale, og ikke en del af EU's samlede retsgrundlag.

Økonomi- og indenrigsministeriet kan derfor ikke sige med sikkerhed hvem, der kommer til at afgøre om betingelserne for undtagelsen er opfyldt eller ej, og hvordan.

»Det er lidt op til en konkret fortolkning. Finanstraktaten er jo ikke helt EU-ret og så kan man ikke automatisk udlægge at Kommissionen har de samme beføjelser som gælder i for eksempel Stabilitetspagten," hedder det i en udlægning overfor NOTAT af, hvordan undtagelsen skal forstås.

Den usikkerhed gælder også for undtagelsens varighed.

Ifølge den tidligere citerede artikel 3 c) skal landene "midlertidigt" kunne afvige fra målet om maksimalt 0,5 procents strukturelt underskud.

Men hvor langt er midlertidigt? Svar: Vides ikke. Det findes ingen direkte paralleller i EU-retten, som ministeriet kan henvise til.

Marlene Wind, professor i statskundskab og leder for Center for Europæisk Politik ved Københavns universitet, er ikke forbavset over de uklare definitioner.

»Det bekræfter, at vi taler om elastik i metermål. Traktatens regler er ikke objektive og kommer heller ikke til at blive det. Glem det! Traktaten handler om, at landene skal opvise initiativer til at afvikle sine underskud. Og det vil med nødvendighed medføre forskellige vurderinger af forskellige lande,« siger hun.

Læs svar på spørgsmål om Danmarks budgetunderskud her

Læs svar på spørgsmål om usædvanlige hændelser her